T-18 dage, nøje planlagt kaos !
T-18 dage, dagen før vi går operative...
I morgen bliver metaldimsen uden for HAB til det maskinfremdrevne fartøj MV SPUTNIK.
Situationen omkring Sputnik er sådan set topprofessionel !
Alle der har besøgt et værft umiddelbart før en uddokning kender fornemmelsen af vantro - skal dette sejle i morgen ? Malere og elektrikere alle vegne, smede der lukker de sidste huller under vandlinjen - et ukristeligt virvar af værktøj, ledninger, gasslanger
halvfærdige kabelføringer og rod, rod og mere rod.
Sådan er der på et værft, og HAB er nøjagtigt sådan. Men stabelafløbningen kommer, om vi hyler eller skriger.
I morgen kl. 0900 går det løs. MV SPUTNIK forlader vuggen ved HAB med sin last af HEAT 1X TYCHO BRAHE.
Vores "crawler" er en special blokvogn fra DSV transport. Den kører ind under MV SPUTNIK og løfter denne ved hjælp af hydraulik. Under crawler transporten svæver de to pontoner frit over jorden og den tolv meter brede last bevæger sig med ca. 5 km/t gennem B & W skibsværfts område på Refshaleøen.
Skrækken er at der holder en parkeret, ubemandet bil i vejen et eller andet sted. I de gode gamle dage var sådan en blevet bulldozet væk hvis den havde stået i vejen for en Karmag vogn med en 400 tons skibssektion på ryggen - men nu lever vi en anden tid. I dag må industrielle ting vie. Danmark skal med tiden blive at paradis af tomme kontorer med glatte glasfacader. Boligområder med rette linjer og overordnet planarkitektur. Slut med produktion. Vi bliver jo også næsten alle sammen gamle aligevel og kan og vil ikke arbejde...
- Ups, den smuttede, ingen politik her. Selvfølgelig kan vi leve af begravelsesbranchen her i Dk. Undskyld.
Vi må bare håbe det bedste. Altså ingen parkerede biler.
Man kan komme og se søsætningen kl. 14. Det er egentligt et CSS arrangement - men det udelukker ingen.
Det er lavet så finurligt at man ved at melde sig ind der til 100 kr om måneden kan blive CSS medlem på stedet. I 2010 lavede vi nogle arrangementer med ing.dk hvor folk sponsorerede 200 kr - Det reddede os lige netop frem til affyringsforsøget. Efter dette opstod CSS, som meget mere langsigtet kan holde crawlerne kørende med deres last af løfteraketter og rumskibe. Fortryder man kan man jo melde sig ud igen.
Ved opsendelsen opretter CSS sin egen Mission Control i Planetariet her i København og på Steno Museum i Århus. Vi forsyner begge steder med al den info om opsendelsen vi kan. Jeg tror det - uanset udfald - vil være et godt sted at opleve eksperimentet i juni. På storskærm med ligesindede.
CS er på flere planer på vej ind i en ny og meget spændende fase.
Et eller andet sted må man jo starte ethvert projekt med at finde folkene og finde stedet - opbygge sin infrastruktur.
CS, HAB, MV SPUTNIK, et solidt sponsornetværk og ikke mindst CSS udgør de praktiske og økonomiske byggesten.
Vi har siden 2008 opbygget alle de grundkomponenter der skal til at sende en person i rummet - både teknisk og på personelsiden. Vi har telemetri, rumskibe, organisation, operative ledelse, startrampe, raketmotorer, faldskærmsbyggere, pyroteknikere, programører...og et godt samarbejde med
marinehjemmeværnet. Aller vigtigst så er folkene begyndt rigtigt for alvor at gro som ansvarlige for hver deres del af projektet. det gør at ikke mindst Kristian og jeg kan overdrage ting og sager og vide de varetages af de bedste hænder.
Efter søsætningen går vi igang med søprøver med MV SPUTNIK og øver vores mission gennem en række simulationer med den virkelige hardware. ikke så meget byggeri, nu skal vi have funktionerne frem. Det er det jeg kalder at blive operationelle.
Et tilbagevendende problem er at vi er for kloge. Vi får en gang i mellem tilbud fra xx person "studying aeronautical engineering"
om praktik. Typisk er personen specialist i "computational fluid dynamics" eller noget andet hyper relevant for et rumfartsprojekt.
Jeg har brug for smede, elektrikere, malerer, svejsere, skibsbyggere. Selvtænkende håndværkere.
Men de vil hellere se fodbold og ha en kold bajer.
Kristians afdeling kunne også godt bruge den slags kompetancer.
De aller mest essentielle CS folk kombinerer en intellektuel interesse for teknik, med et håndelag for det praktiske. Det første motiverer dem, det sidste gør de kan bygge tingene og gør at vi kan levere resultater.
Jakob Hansen - vores ingeniørpraktikant - og Claus Nørregard - er eksempler. Jakob er faglært kleinsmed - og Claus er faglært gørtler - det er en slags finmekaniker / smede / kombination.
Jakob har en masse ingeniør og konstruktør gods i sig, og Claus er ikke gørtler mere - han laver normalt Special Effekts til film - og bygger de vildste ting hos Hummer Højmarks Special Effekt Service. Den ene dag en bil der kan hoppe med brug af hydraulik, den anden dag en serie maskinpistoler der skal bygges fra bunden. Den tredie dag en kaste maskine der kan kaste med bilvrag.
Med den slags folk kan man alt. Kristian og jeg der ikke er faglærte metalarbejdere laver masser af metalarbejde for ellers kan vi ikke komme nogen vegne.
CS virker. Vi har jo også højniveau intelligens der kan lave FIDO, telemetri og initialplatforme.
Men flaskehalsen er vore enorme mangel på værftsarbejdere af enhver art. De er umulige at skaffe og ubetalelige at købe.
Jeg tror ikke der er en definitiv løsning på dette problem - og selv om det er der synes jeg vi får bygget en hel del ting.
Næste fase i CS kommer til at handle meget mere om raketter og rumskibe end om jordudstyr - så jeg har håb - stort håb til fremtiden.
- Men hvis nogen troede det bare var at bygge en rumraket tog de seriøst fejl.
Vi ses i morgen til crawlertur og søsætning.
Peter Madsen











