/elektronik

Flydende skærmbånd gør brillefri 3D mere naturtro

MIT-forskere arbejder på et system, som giver håndholdte 3D-skærme bedre batterilevetid og gøre det muligt at flytte sig eller rotere skærmen uden at miste 3D-effekten.

Af Mie Stage, søndag 15. maj 2011 kl. 13:00

Forskere over hele verden arbejder benhårdt på at give biografgængere og tv-seere mulighed for 3D-effekt uden de lidet flatterende plasticbriller.

For en måned siden kom Nintendo på banen med sin håndholdte konsol 3DS, som giver 3D-effekt til computerspil, hvis man vel at mærke holder hovedet nogenlunde samme sted hele tiden. Den har allerede solgt over en million enheder i USA.

Også Microsoft er i gang med at udvikle en teknologi, der gør, at man også kan flytte hovedet, fordi kameraer holder øje med øjenpositionen.

Læs også: Microsoft udvikler brilleløs 3D-teknologi

Men nu vil en gruppe MIT-forskere få gjort teknologien endnu mere effektiv og handy – og ikke mindst strømbesparende. Problemet med Nintendo 3DS er nemlig, ifølge forskerne, at den måde, skærmen er bygget op på for at give 3D-effekter, suger ufattelig meget energi ud af batteriet, så det kun holder halvt så længe som på en almindelig Nintendo-konsol, dvs. omkring tre timer.

Den nye teknologi kalder de HR3D, og det er meningen, at den skal kunne bruges på store skærme, hvor flere følger med – f.eks. en konference- eller biografskærm – uden at 3D-effekten glipper ude i siderne, skriver ScienceDaily. Ligeledes skal 3D-effekten holdes, hvis skærmen bliver tippet 90 grader, hvilket man f.eks. ofte gør på håndholdte enheder.

Læs også: Spil i 3D uden briller på Nintendo DS

Postdoc på MIT, Doug Lanman, siger, at Nintendo har benyttet sig af en århundreder gammel teknologi, som kaldes 'parallax barrier' eller parallakse barrierer. Dette begreb dækker over, at man blokerer for det naturlige samarbejde mellem højre og venstre øje om at vurdere en genstands position.

Det gør man ved at lægge en ekstra skærm oven på billedet, som indeholder lodrette bånd, der holder billeder til hhv. højre og venstre øje adskilt, så man kan opnå den velkendte dybdefornemmelse i 3D-billeder. Det sker ved, at øjnene kommer til at fokusere på forskellige pixels i billedet.

Ulempen ved denne teknologi er imidlertid, at man helst ikke må rykke hovedet for meget, fordi man så ikke kommer til at se de dedikerede pixels fra den rigtige vinkel med det rigtige øje. Men en anden ulempe er også, at fordi disse 'bånd' blokerer for halvdelen af lyset, skal det skrues dobbelt så meget op, før man kan se noget, og derfor dræner den også batteriet på den halve tid.

For at løse første problem med at man ikke må rykke hovedet, foreslår MIT-forskerne, at man må lægge mindst 12 forskellige vinkler ind i 3D-skærmen, så man kan fange de rigtige pixels uanset hvor man står i forhold til skærmen. Og det kan måske nok lade sig gøre, men så bliver andet problem bare endnu større – nemlig at der er endnu mere blokering af lys og endnu mere rovdrift på batteriet. Især hvis det også skal være muligt at vende skærmen om, hvilket så vil kræve et helt gitter af barrierer.

Flydende 3D-effekt

For at der kommer nok synsvinkler, mener forskerne, at yderskærmen realistisk set vil ende op med at være en ugennemsigtig plade med små huller til de pixels, som øjnene skal fange.

Så nu er de endt op med, at LCD-yderskærmen simpelthen skal skræddersys til det billede, der ligger bagved i stedet for at indeholde store lodrette bånd eller små huller. Det vil sige, at skærmen indeholder små bitte bånd i et mønster svarende til billedet, som så skal kunne flytte sig med konturerne i objekterne på skærmen.

Fordi båndene er så små og ligger i forskellige retninger, skulle det derfor ikke betyde noget, hvor man står, og i hvilken vinkel man holder sin skærm. De skulle heller ikke blokere for mere lys, end det er nødvendigt.

Professor på Cambridge University, Neil Dodgson, kalder opfindelsen for smart, men tvivler dog på en fuld batterigevinst ved at gøre det på denne måde, da processoren jo også hele tiden skal lure på billedet for at finde ud af, hvor båndene skal ligge.

»Hvis man sparer batteri, fordi der kommer mere lys til, men faktisk bruger det hele på at lave beregningerne, så sparer man ikke noget,« pointerer han.

Denne barriere regner Doug Lanman fra MIT dog med kan overvindes under forfinelsen af algoritmerne, især hvis der også kommer dedikerede chips i maskinen til formålet.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.