Skænderi om papirarbejde udskyder raketmandens USA-tur
En flyvetur gennem Grand Canyon over dansende indianere bliver nu udskudt på ubestemt tid, fordi raketmanden Yves Rossy er for udmattet efter skænderier med myndighederne om flyvetilladelser.
Faktisk fik han starttilladelsen fra myndighederne.
Raketmanden - også kaldet Jetman – den schweiziske eventyrer og pilot Yves Rossy havde alle papirerne i orden til at kaste sig ud fra en helikopter 1300 meter over Grand Canyon, tænde de fire raketmotorer under vingen på hans ryg og drøne af sted med 200 kilometer i timen.
Men da dagen oprandt og fotografer og journalisterne stod klar, mens indianere fra Hualapai-stammen skulle til at danse og synge, så trak den 51-årige schweizer i håndbremsen.
Starttilladelsen var først kommet en halv time inden Yves Rossy skulle kastes ud over kløften og flere dages skænderier med de amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) havde simpelthen drænet manden for energi, fortalte han til journalister og indianere på et pressemøde fredag.
»Jeg var så fokuseret på at få tilladelsen, og regnede med, at jeg ville være i stand til at flyve under alle omstændigheder. Men glemte at opbygge kræfter til turen og brugte i stedet energi på at kæmpe for tilladelsen,« sagde Yves Rossy til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Yves Rossy ville det være useriøst og farligt at gøre forsøget gennem Grand Canyon uden tid til forudgående træning. Og selvom han har taget turen over alperne og den engelske kanal, så understregede han, at Grand Canyon er et langt mere udfordrende sted at flyve.
»Jeg er en professionel luftakrobat. Kender i nogle professionelle luftakrobater, som er villige til at lave et luftshow uden træning,« spurgte Yves Rossy journalisterne på pressemødet. Og tilføjede:
»Det var derfor vi aflyste.«
Efter pressemødet udsendte Yves Rossy dog en udtalelse, hvor han forklarende, at han planlægger en flyvning gennem Grand Canyon indenfor den nærmeste fremtid.

Galleri:
Se Jetman kaste sig ud fra en luftballon





