Fotodioder bag ny PET/MR-teknologi
Siemens har løst problemet med at få en PET-scanner til at fungere i en MR-scanners stærke magnetfelt.
Læs også
Det har hidtil ikke kunnet lade sig gøre at kombinere en PET- og en MR-scanner, fordi PET-elektronikken ikke kan tåle MR-scannerens stærke magnetfelt. PET-scanneres detektorsystem modtager fotoner (lys) med krystaller, som er koblet til photomultipliers, der genererer en lille strøm. Det er disse photomultipliers, som ikke kan tåle at befinde sig i MR-scannerens stærke magnetfelt.
Universitetsforskere har i flere år forsøgt at løse problemet og har demonstreret nogle løsninger.
»Der har været to forskellige angrebsvinkler,« fortæller hospitalsfysiker og ph.d. Ole Lajord Munk, Nuklearmedicinsk Afdeling & PET-Center, Aarhus Universitetshospital.
»Den ene var, at man trak lysledere fra alle krystaller og så placerede elektronikken uden for magnetfeltet. Den anden var at lave nye detektorsystemer, som kunne virke i magnetfeltet.«
Løsningen med lysledere har vist sig at være besværlig, fordi de mange lysledere vil gøre det til en meget stor maskine. Derfor er det i stedet nye detektorsystemer i form af meget små fotodioder, som har vundet den teknologiske kamp.
Siemens, som er en af de store leverandører af hospitalsscannere, har netop lanceret den første PET/MR-scanner, kaldet Biograph mMR. Den bruger såkaldte avalanche fotodioder i stedet for photomultipliers til at modtage lyset.
En PET-enhed inden i en MR-scanner giver en fuldstændig samtidig afbildning fra de to systemer, hvilket er vigtigt for at kunne korrelere data fra de to scanninger.





