Nye afgifter vil give prischok på diesel
Opdateret 6. maj: Bilister med dieselbiler kan se frem til et opgør med vanen om, at diesel er billigere end benzin. Skatteministeren er positiv over for et EU-forslag, der får prisen på diesel til gradvist at stige 2,22 kroner per liter.
Læs også
-
2020-plan: Regeringen vil øge afgifterne på benzinslugende biler
-
DTU-forskere punkterer regeringens roadpricing: Ny vejafgift giver nul miljøgevinst
Læs mere om
2,22 kroner per liter. Så meget ekstra vil den danske stat opkræve for diesel, hvis et nyt forslag fra EU-Kommissionen bliver til virkelighed. Det svarer til en prisstigning på knap 20 procent i forhold til dagens listepris på diesel.
Uden afgifter er diesel allerede i dag dyrere end benzin. Til gengæld slipper dieselbilisterne næsten to kroner billigere i afgift, selv om en liter diesel udleder mere CO2 end en liter benzin.
Det vil EU-Kommissionen gøre op med. Fremover skal bilejerne betale afgift efter, hvor meget CO2 de udleder, uanset om de tanker benzin eller diesel.
Minister: En betydelig forhøjelse af afgiften på diesel
Benzinen kommer ikke til at slippe billigere. Derfor må diesel-bilisterne forvente at betale mere på tankstationen, fremgår det af at svar fra skatteminister Peter Christensen til Folketingets trafikudvalg.
»Forslaget vil medføre en gradvis forhøjelse af dieselafgifterne. Den samlede forhøjelse vil efter overgangsperioden være betydelig,« konstaterer han.
Ministeren henviser til, at forslaget skal gennemføres over en periode på ti år med start i 2013. Først i 2023 vil afgiften på diesel altså være steget med de 2,22 kroner.
Minister støtter dyrere diesel, men ejerafgiften skal ned
Forslaget er så nyt, at regeringen endnu ikke har nået at drøfte det, understreger Peter Christensen. Han er dog umiddelbart positiv, hvis prisstigningen gælder hele EU.
»Hvis forslaget kan godkendes af de øvrige medlemsstater, mener jeg derfor, at vi også fra dansk side kan støtte det,« skriver han.
Bilister med dieselbiler betaler en højere regning til staten i ejerafgift. Det skyldes netop den lavere afgift på diesel. Den højere ejerafgift er der ikke nogen begrundelse for, hvis dieselprisen stiger, fremhæver skatteministeren.
»En ophævelse af udligningsafgiften vil derfor kunne reducere virkningen af afgiftsforhøjelsen af dieselafgiften for de mindre køretøjer, herunder personbilerne,« skriver han.
Ekstraregningen kommer i praksis under en krone per liter
Den højere ejerafgift på dieselbiler svarer ifølge bilistorganisationen FDM til 1,36 kroner per kilometer for en helt almindelig dieselbil, der kører 20.000 kilometer om året. I praksis reducerer det ekstraregningen for diesel til 80-90 øre per liter, påpeger chefkonsulent Torben Lund Kudsk.
Dyrere diesel, der følger brændstoffets energiindhold, passer godt med organisationens kamp for, at teknologien ikke skal afgøre afgifterne. Der er dog et væsentligt forbehold, som alligevel får Torben Lund Kudsk til at mene, at forslaget »ikke emmer af logik«:
Den danske registreringsafgift lægger 180 procent oven i fabriksprisen på bilen. Dieselmotorer er dyrere end benzinmotorer at fremstille. Den prisforskel bliver ganget med knap tre, når bilisten står nede hos forhandleren. Dieselmotorer er ellers mere sparsomme med brændstoffet end benzinmotorer.
»Dieselbilen bliver hurtigt 10.000, 20.000 eller 30.000 kroner dyrere på grund af afgifter,« pointerer Torben Lund Kudsk.
»Resultatet af EU-forslaget om dyrere diesel vil reducere incitamentet til at købe de effektive dieselbiler. Danskerne vil vælge en benzinbil, der kører 18 kilometer per liter i stedet for en dieselbil, der kører 25. Det går imod kommissionens intention om, at forslaget skal få CO2-udslippet til at falde,« tilføjer han.
FDM og oliebranchen: Så skal registreringsafgiften laves om
Registreringsafgiften, når vi køber ny bil, skal derfor også laves om, hvis dieselen skal være dyrere, mener FDM. Også den afgift skal afhænge af, hvor meget CO2 bilen udleder, og ikke som i dag af bilens værdi.
»Så er der renhed i forslaget, og så er vi med på det,« siger Torben Lund Kudsk.
Energi- og Olieforums teknik- og miljøchef, Mikkel Mücke Jensen, er enig:
»Afgiften på diesel og benzin er blot ét isoleret element i beskatningen. Vi er nødt til at kigge på alle elementerne,« siger han.
Alle lande i EU skal ifølge FDM være enige, hvis forslaget fra EU-Kommissionen skal blive til virkelighed. Den tyske regering har erklæret sig skeptisk.
6. maj fremsendte skatteminister Peter Christensen denne kommentar skriftligt til Ingeniøren:
Jeg har absolut ingen planer om at gøre det dyrere for danskerne at køre i diesel-biler.
For selvom EU-kommissionens forslag om højere afgifter på diesel ad åre (2023) skulle blive virkelighed, er der en del skruer, der kan drejes på således, at den samlede udgift for ejerne af diesel-biler ikke stiger.
For eksempel forsvinder begrundelsen for den forhøjede vægtafgift (udligningsafgiften) på diesel-biler. Den udgør cirka 2000 kroner årligt for diesel-biler, der kører omkring 17 km på literen.
Forslaget fra EU-kommissionen har ikke været gennem de normale procedurer i regeringen, men selve ideen, med at betale afgift efter hvor meget bilerne forurener, er god og helt på linie med Regeringens energipolitik med henblik på at reducere energiforbruget og CO2 udledningerne inden for transportområdet.






