Man skal hellere spørge: Hvordan kan vi bygge tog i Danmark?
Helt sikkert er det, at kompetencerne ikke findes i Danmark. Men: Vi ved lige så sikkert, at hvis vi køber tog i Italien, da har vi ikke kompetencer til at slippe godt fra det, på grund af geografisk afstand målt i kilometer, og i sproglig afstand, og i kulturel afstand.
Desuden: Når vi ved, at vi ikke har kompetencerne i Danmark, hvad får os da til at tro på, at kompetencerne findes i andre lande? Den fabelagtige sandhed er, at kompetencerne overhovedet ikke eksisterer i verden, når sagen drejer sig om tog til det danske jernbanesystem, fordi Danmarks situation er unik. Der findes ingen andre lande på kloden, der er hærget af så dårligt vejr som i Danmark (skift imellem tø og frost), i kombination med en skrøbelig jordbund, i forening med pladsmangel og meget lille afstand imellem stoppestederne. Hertil kan vi lægge vort misfoster af et "system", som et tog skal kunne samstemme med. Vi har reelt ikke et system, kun et kludetæppe af gamle politiske gaver til pøblen, diverse steder i landet, givet som modydelser imod taburet-lim. Danmark er plaget af, især, at vi aldrig har naturkatastrofer, fordi det forhindrer os i at kunne begynde forfra med jævne mellemrum. Værd at tænke over, at store samfundskatastrofer ganske vist er forfærdeligt, men at det giver muligheden for at anbringe jernbaner og veje på optimale måder, hver gang, i forhold til behov, og i forhold til om det generer eller ej.
Hvad bør vi gøre i Danmark? Løsningen er, hvis vi er rationelle, at vi indser, at det ikke er et tog, som vi skal starte med at købe, men virtuelle komponenter, som betyder designmaterialer, for eksempel en forud beregnet tegning over hvordan elektricitet skal monteres i vore fremtidige tog. Vi skal købe tegninger over hvordan vort fremtidige net af skinner skal være lavet, og tegninger over hvordan ekstra sidespor skal være dimensioneret, og tegninger over vore fremtidige værksteder til vedligholdelse af vore fremtidige tog. Og så videre. Når vi har sådant materiale, skal vi lade en tredjepart analysere og teknisk prøve og blåstemple tegningerne, med en professionel ansvarsforsikring bag denne tredje part, at hvis der er fejl i tegningerne, så skal der betales en gigantisk erstatning. Denne tredje parts forsikringsselskab, skal lade sig genforsikre, og disse kontrakter skal vi sørge for at kontrollere, at der er en ægte dækning bag garantien.
Dernæst, er vi parate til at indgå købsaftaler med leverandører af tog og alt tilbehør. De kontrakter, som vi underskriver, henviser til de blåstemplede tegninger og diagrammer, at sådant skal de leverede tog og tilbehør opfylde, og vi sørger for at leverandørerne er tilstrækkeligt professionelt ansvarsforsikret. Vi kan desuden udlevere tegningerne til samarbejdspartnere, hvis vi udlejer vort skinnesystem til erhvervsselskaber der lever af at drive en togservice, i så fald sikrer vi os, at de vil slippe let og billigt fra at indkøbe tog til drift i Danmark, som vil hjælpe os selv, sandsynliggøre at billetterne bliver billigere end ellers. Det er desuden sandsynligt, at togdriften, tiderne, bliver meget bedre end ellers. Som gør det sandsynligt, at Danmark bliver et rigere land, fordi borgerne kan stole på togene, vil vælge tog i stedet for bil, i større grad end nu, som vil spare penge og mindske forurening, og så videre og så videre.
Hvis man derimod tror på den frie konkurrence, da lader man stå til, og nøjes med at sende løsagtigt skrevne indkøbskontrakter i udbud. Dette er liberal politik, fordi det bevisligt kører et statsligt system i sænk, som er hvad liberale politikere har som livsmål. Deres filosofi er at lade være med at betale skat, og dermed få råd til et stærkt hus med en stærk dør og en stærk lås, og en pansret personbil, til at køre til og fra job i en privat sektor, og køre børn til og fra private skoler, og køre til og fra private sygehuse, og så videre, mens alt andet er ragnarok og slum og forurening.
Veldrevne statslige systemer af behersket størrelse hører til iblandt socialdemokrater og dansk folkeparti og de konservative, som til gengæld således begrænser den frie virkekraft i et eller andet omfang. Yderpolerne af overdrivelse er SF og Venstre i hver sin retning. De "radikale", der kalder sig for sådant i politik, er interessant nok ikke spor radikale, snarere vægelsindede. "Venstre" er så meget til venstre, at navnet er korrekt, fordi det svinger hele kloden rundt og bliver til utra-højre finans-spekulatører modereret af nogle få svineproducerende landmænd. De kører alle sammen i personbiler, bortset fra grisene.
Personbilerne er problemet, for de er så dejlige at køre i, og så dyre, at det er vanskeligt at tage sig sammen til at få råd til andet. Alligevel, læg mærke: Når man sender svin til slagtning, da er det ikke i personbiler, man sender dem. Man sender dem heller ikke hvornår som helst, der er et system i måden som det foregår. Et tegn på, at det kan betale sig at basere sig på systemer.
Hvilket politisk system er bedst, hvis man ønsker sig tog til tiden? Det afhænger af graden af kontrol med kontrollørerne, fordi statslige systemer kan hænde at ødelægge sig selv indefra, uduelig inkompetence, nepotisme, snæversyn og stjæle af kassen. Løsningen er at have en lov om, at offentlige ansvarsområder skal være totalt gennemskuelige, borgeres frie aktindsigt om alt hvad der er finansieret af skattepenge. Dette er indlysende rigtigt, og det kan sikres meget let og billigt af IT-systemer koblet til Internet, men det er hadet som pesten i Danmark, fordi det vil tvinge det offentlige system til at blive professionelt rationelt rigtigt, som er det modsatte af at have det mageligt som embedsmand og politiker. Vi har således et jernbanesystem i Danmark, og mange andre systemer, som vi selv fortjener det.
Infografik:
Se tidslinjen over IC4-skandalen
