Vil vindenergien lide samme skæbne? Det spørgsmål kommer regelmæssigt op, når dansk industri og tilhørende forskning er til debat. I en årrække har man konstant talt om "dansk vindenergis førende position". Det er ofte sket uden at relatere til eller kendskab til udviklingen i udlandet.
I diskussionen om nye og bedre testfaciliteter for dansk vindkraft, har der ikke været en substantiel diskussion eller et seriøst forarbejde.
Argumentet for testcentret i Østerild og andre planlagte testfaciliteter har begrænset sig til at "fastholde Danmarks førende rolle indenfor vindenergi".
Der går imidlertid ikke en lige linie fra det nævnte testcenter til at sikre Danmark en førende rolle. Det er værd at lægge mærke til, at Vestas' kommende 7 MW mølle skal testes i en offshore park i Belgien, samt at 19 europæiske institutter og universiteter er gået sammen om en egentlig offshore testfacilitet til fremtiden vindmøller på havet.
Danmark er ikke deltager i det stort anlagte europæiske projekt Spørgsmålet rejser sig naturligvis, om der bliver prioriteret strategisk rigtigt indenfor dansk vindenergi F&U med et relevant langsigtet perspektiv, herunder om man i Danmark har vindenergiforskere med visioner og dygtighed, der kan planlægge, så man kan imødekomme fremtidens behov.
En debat herom har der ikke været men alene en ensidig satsning på DTU Risø's foretrukne løsning, som er en landbaseret testfacilitet i Østerild.
Allerede i en årrække har der indenfor vindenergien, alt imens Danmark mistede markedsandele, været en permanent forherligelse af den danske position. Der kom således i 2006 - for 5 år siden - en rapport fra to universiteter, der tildelte Danmark en central rolle indenfor vindenergi. Rapporten blev lavet uden at forholde sig til udviklingen i udlandet på det tidspunkt.
I min kritik af rapporten, som blev bragt af "Ingeniøren" i 2006 påpegede manglerne ved ukritisk at analysere dansk vindenergis fremtid, som om man i dette land befandt sig under en osteklokke.
Mit kritiske indlæg fra 2006 kan læses her:
Udenlandske mastodonter presser Danmark ud af vindmøllemarkedet, konkluderer forskere ved to jyske universiteter i rapporten, ”Danmark som Wind Power Hub". Den er blevet til gennem interviews med branchens virksomheder og "grundige" samtaler med nøglepersoner i branchen, hedder det i rapporten, som blev omtalt i ”Ingeniøren” 45/2006 og senere i andre medier. Den er udgivet af Vindmølleindustrien.
Anledningen til rapporten er, at den danske vindmølleindustri er i defensiven og mister markedsandele, fra næsten 60 % i 1996, til ca. 42 % i 2005. Især har vindmøllefabrikanter i USA og Spanien formået at vinde frem, oplyser rapporten. Man overser tilsyneladende, at den alvorligste konkurrent er Tyskland, samt at også ulandene begynder at manifestere sig på markedet. En indisk producent, Suzlon, blev i 2005 nummer fem på verdensranglisten.
I Tyskland findes 20.000 MW ud af 72.000 MW globalt ved udgangen af 2006 og markedspotentialet er fortsat stort. Ikke mindst i Tyskland er de danske producenter gået tilbage, men de er ikke blevet fortrængt af den internationale storindustri. Det er tværtimod virksomheder som, Enercon, REpower, Fuhrländer, m.v., som siden begyndelsen af 1990erne har ført sig frem. Ingen af disse kom fra industriens mastodonter. De slog sig igennem indenfor teknologiske nicher, hvor den danske vindmølleindustri manglede innovativ kraft.
En solid og kritisk analyse heraf ville have været til større gavn end den blanding af angst for de "store" og dansk selvbegejstring, som gør, at universitetsrapporten måske i metode men ikke i substans er professionel nok. I sig selv en alvorlig sag, fordi vi har at gøre med en sektor med en eksport på over 30 milliarder om året, med 25.000 arbejdspladser i Danmark og en global vækst på 20-30%.
Hvem sætter takten i udviklingen
Der er grund til at se på rapportens beskrivelse af stærke og svage sider ved den danske vindmølleindustri. Hvilket belæg er der således for at påstå, at "Danmark er ledende i udviklingen af nye og større møller", når virkeligheden er, at den danske vindmølleindustri i dag mht. vindmøllestørrelser og grundlæggende teknologi ikke er i stand til at levere vindmøller, som ikke kan købes mange andre steder.
Til gengæld kan man i udlandet, og her især i Tyskland, på det kommercielle marked finde en stribe af konstruktioner, som med hensyn til størrelse og ny teknologi ikke er på de danske producenters salgsliste. Dersom forfatterne af rapporten er bekendt hermed, hvorfor bliver det så ikke debatteret? Måske har nøglepersonerne glemt at oplyse herom.
Tag størrelsen: V90 på 3 MW, som blev lanceret i 2002, er den største vindmølle, som danske Vestas, verdens største producent, har på markedet i dag. Først i 2009 vil man introducere en 4,5 MW mølle, men efter det oplyste af konventionelt design med gear og asynkron generator. Tyske Enercon derimod har allerede en 6 MW mølle med en rotor på 126 meter og med mangepol-synkrongenerator i serieproduktion, som et led i et større sortiment af vindmøller fra 30 KW til 6 MW med ringgenerator. Med den teknik er Enercon blevet nr. tre på verdensranglisten med 13.2% af markedet i 2005.
De danske producenter har end ikke en prototype med ringgenerator under afprøvning. Risø, den førende danske forskningsinstans med 150 ansatte indenfor vindenergi, har meddelt, at på det felt har man ikke særlige kompetencer. Risø har som overordnet målsætning haft at udvikle ”effektive og lette vindmøller”, hvilket har været til gavn for den danske industri, når det gælder pris-ydelsesforholdet. Men målsætningen om lette møller har samtidig været en tveægget parameter. En danskudviklet mølle vejer i nogle tilfælde det halve af en tilsvarende tysk. Dog, sparede kilogram har sin pris og lette konstruktioner afdækker de svage punkter, herunder de plagsomme gearskader. Med for mange tekniske problemer tøver man med at gå videre til næste trin i udviklingen indenfor store vindmøller, som det må forventes af en førende vindmøllenation.
Men Enercon er ikke ene om de helt store vindmøller. Også REpower, som den franske atomkraftværksproducent, AREVA, og indiske Suzlon kæmper om at overtage for et milliardbeløb, har en 5 MW vindmølle på salgslisten. Den bliver snart opgraderet til 6 MW. Her kan man glæde sig over, at vingerne er fra danske LM. Men REpower er altså et tysk produkt, hvilket også gælder den tredje i rækken på 5 MW og derover, Prokon, som er ved at opstille nr. 2 af en 5 MW mølle. Den er teknologisk unik. Den benytter den kompakte multibrid teknologi med et simpelt et-trins gear og synkrongenerator. Man undgår på samme tid den store generatordiameter som på Enercon møllerne samt de ømtålelige gear med udvekslingsforhold op til 1:100, som anvendes på danskproducerede vindmøller.
Disse tre eksempler skulle være tilstrækkeligt til at stille spørgsmål til rapportens udsagn om, at "Danmark er ledende i udviklingen af nye og større møller". Men man kan også gå ned i størrelse og finde eksempler på ny teknologi, hvor Danmark ikke er repræsenteret.
En tysk opkomling, Vensys, er ved at få en gearløs vindmølle i forskellige versioner på 1 til 2 MW med permanent magnetiseret synkrongenerator i serieproduktion i Tjekkiet, Spanien og Kina, hvor Gold Wind, har solgt et større antal. Andre virksomheder i Kina forbereder produktion af møller uden gear med udgangspunkt i hollandske Lagerwey/Harakosan, ligesom der i USA er kommet en ny producent, Clipper, der har bestilling på 274 stk. 2 MW vindmøller med gear og 4 synkrongeneratorer, som er den teknologiske trend.
Endnu inden den er i produktion, har en ny tysk-amerikansk producent, EuroWind, som tidligere hed DeWind og nu igen DeWind, fået bestilling på 610 stk. af en 2 MW vindmølle med synkrongenerator og Voith hydrodynamisk gear, som sikrer konstant hastighed på generatoren. Voith er globalt førende indenfor hydrodynamiske gear. Også denne teknologiske nydannelse er ukendt i den danske vindmølleindustri, som med baggrund i mange års erfaringer og store udviklingsafdelinger burde være med fremme i udviklingen af nye koncepter.
Dette skal fremhæves, fordi den danske industri fortsat satser ensidigt på vindmøller med asynkron generator, som skabte gennembruddet for 25 år siden. Men ligesom General Motors sidder på hænderne og taber penge, så skaber Toyota innovation med hybridbiler og tjener penge. På samme vis nægtede man i Danmark for 15 år siden at erkende, at tyske Enercon kom med afgørende ny teknologi. "Der gøres i Tyskland visse forsøg” med mangepolgeneratorer, stod der dengang i en DEFU rapport bestilt af Energistyrelsen. I dag er Enercon som nævnt nr. 3 på verdensranglisten og har 43% af det tyske marked.
Man kan undre sig over, at universitetsrapporten er så fokuseret på amerikanske GE Wind og ikke på Enercon, der faktisk har leveret flere vindmøller end General Electric og med en langt mere avanceret teknik. GE Wind’s salgsschlager er på 1,5 MW og næste generation fra denne producent bliver på 2,5 MW (Neue Energie, 2/2007). Det er derfor ikke fra den kant, den danske industri, når det gælder kapløbet om at bygge store møller, vil blive truet, hvilket burde være pointeret i rapporten.
Vindmøllers driftssikkerhed
Rapporten fremhæver ligeledes driftssikkerheden ved danske vindmøller, som om alt var lutter lagkage. Er forfatterne mon uvidende om, at der har været fatale svigt med kvalitetssikringen i den danske vindmølleindustri? Udskiftning for få år siden af 1.000 gear på NEG Micon møllerne kostede dyrt; for vindmølleejerne, danske vindmøllers generelle renommé og kostede i øvrigt NEG Micons eget liv. Men det skabte også uden for vindmølleverdenen opfattelsen af vindmøller som noget teknisk umodent, og at man ikke kan lave holdbare vindmøller med gear. Det eneste koncept Danmark kan levere, hvorfor rapporten burde have en reference til, at der også er fremstillet vindmøller i Danmark med gear og med god holdbarhed. Så kunne den myte udryddes.
Det rystede også sektoren, da verdens største producent, Vestas, som er førende indenfor havmøller, to år efter indvielsen af 80 stk. 2 MW vindmøller på Horns Rev og med ELSAM som ejer, måtte nedtage og renovere dem på 70 punkter for næsten en halv milliard kroner. Lærepenge, sagde Vestas og trak på skulderen. Men det kostede. Meget store tyske havvindmølleprojekter, som havde de danske som forbillede, blev lagt i mølpose. Når to absolut førende virksomheder som Vestas og ELSAM ikke havde bedre styr på tingene, så måtte de mere forsigtige tyske investorer melde fra og bestillingerne til dansk industri udeblev.
Den tyske reaktion på den utilfredsstillende driftssikkerhed kan på længere sigt vise sig at være endnu mere fatal for den danske vindmølleindustri. Med støtte fra det tyske miljøministerium er i mellemtiden blevet udviklet tre til fire fabrikater dedikerede havvindmøller i 5 MW klassen. De er dimensioneret til de over 4.000 timers fuldlastdrift, som møllerne skal kunne holde til på havet, hvorimod de danske havvindmøller nærmest er hyldevarer, der oprindeligt blev udviklet til brug på land, hvor fuldlasttimetallet ligger i intervallet 2.000 til 2.500 timer.
At det ikke var engangslærepenge, der blev betalt på Horns Rev, viser meldingerne fra efteråret 2006 fra et engelsk havmølleprojekt, hvor der meldes om nye gearskader på Vestas vindmøller. Det er informationer, som rapportens forfattere kunne have hentet gennem avisklippeservice, men åbenbart ikke fik med ved at stikke mikrofonen til branchens nøglepersoner. I sig selv et metodeproblem ved en videnskabelig rapport, som næppe heller ville have fremhævet driftsikkerheden, dersom man havde scannet de vigtigste tyske energitidsskrifter. Her ville man kunne finde beretninger om, at de lette, danske vindmøller hævder sig i priskonkurrencen, men rangerer lavt, når det gælder driftssikkerhed.
Vigtige indikatorer peger i retning af, at nedturen vil fortsætte for den danske vindmølleindustri. Ikke så meget på grund af de udenlandske multinationale mastodonter, hvis markedsandele er beskedne. Derimod at den danske vindmølleindustri teknologisk, når det gælder markedspleje, strategisk og energipolitisk, alt for ofte står i vejen for sig selv. Danmark har nemlig de sidste femten år ikke med konsekvens og tilstrækkelig professionalisme udnyttet en strategisk overordentlig stærk udgangsposition fra en periode, hvor man stort set var alene og dominerede markedet. Det burde i sig selv føre til, at forfatterne af rapporten researchede selvstændigt og hentede oplysninger udenfor branchen, som befinder sig i en erkendelsesfælde. Den er man nødt til at komme ud af for på ny at kunne anlægge en offensiv profil.
Dansk industris stærke sider.
Når det gælder fremtidens markeder for vindmøller fremhæver rapporten, at branchen skal "omstille sig fra at levere enkeltstående maskiner til vindmøllelaug på et afgrænset antal markeder til i dag at være leverandør af store sammenhængende kraftværker til et voksende antal markeder over hele jorden".
Man får det indtryk, at rapporten her bygger på præmisser, der var gældende for 15 år siden. Der har nemlig stort set ikke været leveret til vindmøllelaug siden begyndelsen af 1990erne. Det er ikke mit ærinde at male alt sort, for internationale storleverancer er faktisk den danske vindmøllebranches absolut stærkeste side i forhold til de udenlandske konkurrenter. De har et stort hjemmemarked, hvor den danske industri er tvunget 100% ud på verdensmarkedet, efter at man politisk i 2002 lukkede ned for vedvarende energi programmerne.
Allerede i midten af 1980erne leverede den danske vindmølleindustri på kort tid i tusindvis af vindmøller til Californien. Det var en enestående præstation. Siden har man opstillet talrige storanlæg verden over og i mange lande. Logistisk og operationelt er der nok ikke den store forskel på at levere og opstille 200 i stedet for 50 møller på den samme matrikel, hvad enten den befinder sig i Australien, Indien eller i Chile.
Forskellen består især i kapitalkravene til bridge-financing og til garantistillelse over mange år, som en stor koncern bedre kan klare end en mindre. Her kunne rapporten have benyttet empirisk materiale og være kommet med nogle formaninger til den danske industri og dets institutter. De har nemlig, som NEG Micon fadæsen viste, svigtet, når det gælder kvalitetssikring og serieskader, som investorer, forsikringsselskaber mv. er blevet specielt opmærksomme overfor hos de kapitalsvage, trods alt mindre, danske producenter.
