Ekspert: Glem Lillebælt og Invester i Storkøbenhavn i stedet
Samfundsøkonomisk kan det slet ikke betale sig at investere i nye forbindelser over Lillebælt, mener professor i planlægning. Det er slet ikke trafikken i trekantområdet, men omkring hovedstaden, der er presset i 2020 og 2030.
Det kan slet ikke betale sig at bygge tunneler under Kattegat eller vej- og jernbanebroer over Lillebælt, for det er ikke der, behovet er. Heller ikke om 10 eller 20 år. Det er derimod i Storkøbenhavn.
Det fastslår landets førende ekspert i regional planlægning, professor Christian Wichmann Matthiessen, Københavns Universitets Institut for Geografi og Geologi.
Dermed sparker han kraftigt ud efter alle de bestræbelser, som borgmestre, regionrådsformænd, folketingspolitikere, entreprenør- og erhvervsinteresser pt. lægger for dagen for at binde Øst- og Vestdanmark tættere sammen, over Lillebælt eller tværs over Kattegat.
Og en ny rapport om fire forskellige Lillebæltsforbindelser giver ham ret: Først i 2050 er kapacitetsgrænsen på den eksisterende motorvejsbro over Lillebælt nået.
»Man kan jo ikke påstå, at hverken forbindelserne over Kattegat eller mellem Bogense og Juelsminde (til henholdsvis 100 og 32 milliarder kroner, red.) er fantastisk gode investeringsobjekter,« påpeger Christian Wichmann Matthiessen.
»Også i 2020 og 2030 vil trængselsproblemerne i Storkøbenhavn være langt større end i trekantområdet. Derfor er pengene, set i et samfundsøkonomisk lys, meget bedre brugt til infrastruktur omkring hovedstaden,« fastslår han.
»Man er nødt til at se overordnet på, hvor de danske investeringskroner bedst er anvendt på infrastruktur og så lave en fornuftig prioritering.«
Fasthold det store H
Christian Wichmann Matthiessen var medlem af regeringens infrastrukturkommission, der i 2006 blev nedsat for at vurdere fremtidens behov for infrastruktur og komme med forslag og strategier til at håndtere de langsigtede udfordringer for landets infrastruktur.
»Det væsentlige, overordnede mål, i overensstemmelse med Infrastrukturkommissionens anbefalinger er at fastholde det store H,« siger Christian Wichmann Matthiessen.
Det er der mange grunde til, men væsentligst:
»Omkring det store H er den tilknyttede infrastruktur på plads og i orden. Her har man udviklet erhvervsstrukturen og bosætningsmønsteret.«
»Så undersøg, om det virkelig er præcis mellem Middelfart og forbi Vejle, at det i et større samfundsøkonomisk perspektiv er bedst at lægge investeringskronerne,« opfordrer Christian Wichmann Matthiessen.
Det vil jyderne blive kede af at høre..
»Ja, men det er fakta.«

Galleri:
Se de fire mulige forbindelser over Lillebælt





