blogs kategori-billede


Nokia lukning trist for både Danmark og ulandene

Af Hans Peter Dejgaard, onsdag 27. apr 2011 kl. 14:03

Udviklingen af mobiltelefoner til udviklingslandene var en særlig specialitet på Nokias udviklingsafdeling i Sydhavn. Denne lukning er trist med det gode samarbejde med Afrika. Som det også er, at Danmark mister 950 videnstunge arbejdspladser.

Personligt er det også trist, fordi der blandt de fyrede ansatte er gamle kollegaer fra den tid, hvor jeg selv arbejdede fem år med at udvikle de første mobiltelefoner i den udviklingsafdeling, som Nokia for 20 år siden overtog fra Philips. Vi var først i verden med en mobiltelefon på mindre end 500 gram, som afløste biltelefoner med en vægt på 1-2 kilo.

Dengang jeg startede, var 25 % af alle mobiltelefoner i verden i de nordiske lande, som havde et stort forspring takket være at de nordiske lande kom først med NMT standarden på 450 Mhz-båndet. Vi stod stærkt med at kombinere veluddannede højfrekvens ingeniører med at lave software og få det indpasset mekanisk. Sydhavn blev kendt for at være effektive til at få nye produkter færdigt, hvilket ikke altid har været tilfældet med laboratorierne i Finland.

Vi var mange der håbede, at Nokia ville undgå at lukke udviklingen i Sydhavn grundet, at mange af produkterne sigtede på billige telefoner til udviklingslande. Mange ansatte arbejder med Series 40, som er et skrabet styresystem målrettet til billige telefoner. Og dermed ikke knyttet til Nokias fiasko på smartphones området, hvor de i stedet for Symbian har iværksat en redningsaktion sammen med Microsoft omring Windows Phone 7.

Fra Sydhavn til Nairobi

I Afrika, Asien og Latinamerika ser jeg på mine rejser rigtigt mange, som bruger Nokia mobiltelefoner. Nogle gange endog stadigvæk 3310, som viste sig lige så holdbar som en Toyota jeep. Det har givet Nokia god branding i ulandene.

For et par år siden arrangerede vi en konference i IDAs ulandsfaglige selskab om succeshistorien med mobiler i Afrika, hvor vi havde et oplæg fra den finske leder af deres afdeling i Nairobi, Kenya. De arbejder tæt sammen med Sydhavn omkring udvikling af nye modeller, der er særligt egnede til at sælge i udviklingslande. Alene i Afrika er der et boomede marked, hvor over 300 mio. mennesker har en mobiltelefon af 1 milliard bosat på dette kontinent.

Nokia laboratoriet i Kenya har specialiseret sig i at forstå, hvordan de afrikanske kunder bruger deres mobiltelefoner. Det er nærmest sociologiske studier, hvor de f.eks. ser afrikanske handlende og bønders brug af mobilen. En god forståelse af brugerne giver de netop videre til ingeniørerne i Sydhavn til brug for design af kommende udviklingsprojekter.

Jeg kan huske, at vi på mødet i IDA blev spurgt, hvor mange funktioner vi bruger på vores mobiltelefoner. De fleste af os måtte indrømme, at det ikke er ret mange. Nokia’s studier viser, at afrikanere omvendt burger langt de fleste af funktionerne på de forholdsvis simple modeller, der går som ”varmt brød” i Afrika. Forklaringen er at de fattige familier har meget få elektroniske apparater i hjemmet, hvorfor de i den grad gør gavn af deres mobiltelefon.

Nairobi universitet

Sidste år indledte Nokia et samarbejde med Nairobis universitet omkring en såkaldt ”User Experience (UX) unit”, som skal forsætte analyserne af afrikanske brugere. Ligesom tanken er at understøtte den spirende software industri i Kenya. Noget som vil blive yderligere understøttet af et boost fra den nye “fibre optic submarine cable project”, hvor et 4,500 km. kabel trækkes til den kenyanske kystby Mombasa fra de Forenede Arabiske Emirater. Et projekt som vil reducere omkostninger til telekommunikation i Østafrika.

Jo mere man tænker over det, jo mere trist er det, at 950 ansatte i Sydhavn ikke længere kan spille den rolle med at være brobygger til at fremme brug af billig mobiltelefoni i Afrika. Både i Danmark og Afrika kommer vi til at savne Nokia i Sydhavn.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.