Profil 2011: Voksne ingeniører vælger Novo Nordisk, mens studerende hepper på Siemens' vindmøller
Novo Nordisk har for 11. år i træk det bedste image blandt de 111 største danske ingeniørarbejdspladser, viser Ingeniørens profilundersøgelse 2011. Men de studerende vil hellere arbejde for Siemens Wind Power.
Anu Kerns fra Novo Nordisk får overrakt en pris for at have det bedste arbejdspladsimage blandt ingeniørerne. (Foto: Bjarne Erick)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Mens ingeniørerne på arbejdsmarkedet endnu en gang vurderer, at Novo Nordisk er Danmarks bedste ingeniørarbejdsplads, mener de studerende igen, at det er bedre at bruge sin hverdag på vindmøller.
Det viser Ingeniørens årlige imageundersøgelse, hvor 3.109 ingeniører og studerende har vurderet de 111 største danske ingeniørarbejdspladser.
Læs Profilmagasin 2011 her
Men hvor det sidste år var den danskfødte Vestas, der blæste til tops, er det i år tyskeren Siemens Wind Power, der er de unges favorit.
»Det er herligt, og placeringen viser, at vores aktiviteter er blevet synlige og nu bærer frugt,« siger kommunikationschef i Siemens, John Finnich Pedersen.
Lillebror slår Novo Nordisk
Det er 11. gang Novo Nordisk har det bedste image blandt de danske ingeniører og kan sole sig i toppen af Ingeniørens Profilundersøgelse.
»Det er jo helt utroligt. Det er en dejlig opmuntring at få, at ingeniørerne stadig har lyst til at arbejde for os. Det er vi glade for,« siger adm. direktør i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen.
Denne gang bliver diabetesvirksomheden dog henvist til andenpladsen af enzymlillebroren Novozymes, hvis man ser bort fra, hvor mange der kender til virksomhederne som arbejdspladser, og kun fokuserer på de ti ‘Performance’-parametre. De udgør to tredjedele af den samlede score, mens kendskabsfaktoren vægter med en tredjedel.
»Det er helt fantastisk. Jeg er utrolig stolt og glad, for vi lever af at have dygtige, kompetente medarbejdere, og vi har brug for at ansætte rigtig mange, for Novozymes vokser hurtigere end nogensinde før, og så kan man jo ikke være i en bedre situation, end at folk gerne vil arbejde for én,« siger forskningsdirektør i Novozymes, Per Falholt.
Læs mere fredag
Årets vindere bliver kåret ved Mediehuset Ingeniørens Employer branding seminar i dag. Læs mere om seminaret her.
Læs meget mere om vinderne – og taberne – i Profilmagasin 2011, der udkommer med Nyhedsmagasinet Ingeniøren torsdag.






