/transport

Transportministeriet: DSB’s ægteskab med First er ren pro forma

Skotske First Group har ifølge Transportministeriet tilsyneladende sikret sig ret til at sælge aktieposten i DSBFirst til DSB. Det strider mod de regler, som politikerne har bedt DSB overholde.

Af Magnus Bredsdorff, fredag 15. apr 2011 kl. 13:37

DSB’s såkaldte partnerskab med First Group ser ifølge Transportministeriet ud til at være rendyrket pro forma og i strid med reglerne for, hvordan DSB må deltage i udbud.

Ifølge et brev, som ministeriet har sendt til DSB for at få svar på en række spørgsmål om DSB First, har det danske togselskab givet de skotske partnere lov til at træde ud af partnerskabet.

»Transportministeriet har endvidere erfaret, at DSB har givet First en 'put option' på Firsts ejerandel, således at DSB kan komme til at sidde med det fulde ejerskab til DSBFirst,« skriver kontorchef Lasse Winterberg i brevet til DSB.

En put-option betyder, at First kan sælge sine 30 procent af aktierne til DSB på nærmere fastsatte vilkår. De vilkår er ikke oplyst i brevet.

Hvis First Group vælger at gøre brug af optionen, vil DSB stå tilbage med eneansvaret for DSBFirst. Det er en overtrædelse af de regler, som politikerne har givet, når DSB deltager i udbud af togtrafik i udlandet.

Kontorchef: DSB har tilsyneladende båret den fulde risiko
DSB skal ifølge et aktstykke fra 2002 have »en eller flere partnere med en samlet andel på mindst 24 pct. (...) Kravet om privat deltagelse skyldes, at det vurderes hensigtsmæssigt, at DSB ikke bærer den fulde finansielle risiko ved store investeringer,« skriver kontorchefen.

»Transportministeriet har erfaret, at DSB i forbindelse med engagementet i DSBFirst tilsyneladende har båret den fulde risiko i en række forhold,« fortsætter han.

Derfor kan, skriver Lasse Winterberg, »First Groups deltagelse således muligvis siges at være pro forma mere end en reel deltagelse i engagementet, og således alene synes at have haft til formål at give DSB mulighed for at byde på de pågældende udbud«.

Transportministeriet beder derfor DSB om senest på tirsdag at have sendt en redegørelse for, om aftalen med First overholder politikernes krav. Desuden skal DSB gennemgå alle sine øvrige aktiviteter i udlandet, så ministeriet kan vurdere, om de også omfatter pro forma-partnerskaber.

Ekspert: Privat part skulle bære en del af risikoen
Aftalen mellem DSB og First Group kommer bag på udbudseksperten Grith Ølykke fra CBS.

»Det undrer mig, at First kan komme ud af partnerskabet. Der har været et krav om, at der skal være en privat part med, når DSB byder. Formålet har været at sørge for, at DSB ikke står med den fulde risiko. En privat part kan bære sin del af læsset og sørge for, at tilbudsgivningen sker på markedsvilkår. Men det er ikke tilfældet, når den private part efterfølgende bare kan træde ud,« siger hun.

Grith Ølykke er også overrasket over, at Transportministeriet som eneejer ikke selv er i besiddelse af aktionæroverenskomsten mellem DSB og First. Udbuddet af togtrafikken i Sydsverige og Nordsjælland er det største, som DSB nogensinde har vundet, og der er derfor også tale om DSB’s vigtigste partnerskab overhovedet.

»Som ejer ville jeg lige have kigget på partnerskabet. Men det er ikke til at vide, hvor tæt kontrol Transportministeriet har med DSB,« siger hun.

Grith Ølykke påpeger, at kravet om partnere med mindst 24 procents ejerandel giver DSB dårlige betingelser for at forhandle aftalerne med andre trafikselskaber.

»Når man er tvunget til at tage nogen med, giver det en ubalance i forhandlingerne mellem DSB og First,« vurderer hun.

SF: Alvorlig anklage mod DSB's bestyrelse
SF’s trafikordfører, Anne Baastrup, fremhæver, at transportminister Hans Chr. Schmidt (V) udpeger seks medlemmer af DSB’s bestyrelse.

»Brevet fra ministeriet retter en meget alvorlig anklage mod DSB’s bestyrelse. Det undrer mig, at ministeriet og skiftende transportministre ikke på en eller anden måde har haft en viden om, hvad der foregår,« siger hun.



15. apr 2011 kl 13:41

avatar

Poul-Henning Kamp

Hånden i vejret..

Hvor mange tror på at hverken ministeriet eller regeringen har hørt om det her før ?

Poul-Henning


15. apr 2011 kl 14:23

Ove Andersen

Re: Hånden i vejret..

Det ligner alle de andre sager, hvor regeringen pludselig kommer til at stå i en situation, hvor det er pinligt de ikke har vidst noget om de økonomiske og ledelsesmæssige problemer der har været gennem lang tid, om det så værende TV2, rejsekort, DSBFirst, osv. osv. osv.

Kan regeringen i "kontrakter" have lavet en sådan klausul?: I gør bare hvad I vil, men hvis noget går galt har vi intet vidst, men vi skal selvfølgelig nok prøve at glatte det ud over for pressen.


15. apr 2011 kl 16:01

Finn Dalgård

DSB kan finde en anden partner

DSB kan jo opfylde betingelserne ved at finde en anden partner, der kan tage den første partners plads. Det har vist været overvejet i længere tid.


15. apr 2011 kl 16:34

arne lund

Blot til oplysning


11. oktober 2010
Trafikudvalget har i brev af 21. september 2010 stillet mig følgende spørgsmål 1760 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).
Spørgsmål nr. 1760: "Ministeren bedes gøre rede for, hvor stor en procent-andel af DSB-First, der ejes af First Group Inc."
Svar: First Group har en ejerandel på 30% i DSB-First ApS.

Spørgsmål nr. 1761: "Ministeren bedes gøre rede for, hvorvidt der er sket ændringer i størrelsen af First Group Inc's ejerandel i DSB-First, siden selskabet overtog driften af Kystbanen og i Øresundstrafikken, i bekræft-ende fald, bedes oplyst, hvornår dette er sket, samt med hvilken begrund-else, der er sket ændringer i ejerforholdet."
Svar: DSB oplyser, at der ikke er sket ændringer i First Group's ejerforhold i DSB-First ApS.
Med venlig hilsen
Hans Chr. Schmidt


15. apr 2011 kl 16:43

Nicolai Rasmussen

Re: DSB kan finde en anden partner

DSB kan jo opfylde betingelserne ved at finde en anden partner, der kan tage den første partners plads. Det har vist været overvejet i længere tid.

Så når Fukushima er sprunget i luften, så finder Tepco bare en anden partner der overtager de 30% af de financielle problemer, når den første partner trækker sig?

I det tilfælde at der opstår en alvorlig situation (økonomisk problem) og partneren trækker sig, er det selvfølgelig ikke muligt at finde en partner der træder til og reder DSB fra de økonomiske problemer. Det er risikoen der er grunden til at der skal være en partner.

Det er som PHK har skrevet tidligere - vi er nok ikke store nok til at lege med det her. Vi evner det åbenbart ikke.


15. apr 2011 kl 16:56

Søren Fosberg

Re: DSB kan finde en anden partner

Det er som PHK har skrevet tidligere - vi er nok ikke store nok til at lege med det her. Vi evner det åbenbart ikke.

Du mener det er et resultat af inkompetance. Ja, det er jo i hvert fald den ene af to kun muligheder.

Af en eller anden grund straffes inkompetance altid mildere end kriminel adfærd - skønt skaderne er de samme. Vi har tilsyneladende en overflod af inkompetente, men hæderlige mennesker i Danmark. Nok er vi dumme, men ikke korrupte. Lige modsat alle andre. Hurra for det. Det er danskhed -den ægte vare.

mvh Søren.


15. apr 2011 kl 17:14

Bjarke Mønnike

Re: DSB kan finde en anden partner

Ja Søren som du påpeger, så kan ingen forpligtes ud over egne evner og der er heldigvis snart valg, så vi kan få skiftet ....Måske til et andet hold af håbløse amatører, der aldrig har siddet i en ministerstol.....og så bliver alt godt....eller gør det?

Men jeg glæder mig til at se, om Karen Ellemann bliver udskiftet med Mette Gjerskov. Sidstnævnte har trods alt en uddannelse som Agronom (Per A Hansen), der er mere relevant end Ellemans læreruddannelse.


15. apr 2011 kl 17:39

Martin Nielsen

Re: DSB kan finde en anden partner

Ja Søren som du påpeger, så kan ingen forpligtes ud over egne evner og der er heldigvis snart valg, så vi kan få skiftet ....Måske til et andet hold af håbløse amatører, der aldrig har siddet i en ministerstol.....og så bliver alt godt....eller gør det?



Men jeg glæder mig til at se, om Karen Ellemann bliver udskiftet med Mette Gjerskov. Sidstnævnte har trods alt en uddannelse som Agronom (Per A Hansen), der er mere relevant end Ellemans læreruddannelse.


Er problemet ikke i sidste ende at vi i Danmark pt. ikke har nogen reelt kompetente ledere? Man score stemmer på at kaste mudder og beskyldninger mod hinanden (selvom politikkerne er mere enige end som så).
Realpolitisk er der ikke så stor forskel på socialdemokraterne og venstre. Vi mangler nogen (uanset fløj), med modet til at kræve reelle visioner (udover udspecifik skattenedsættelsespolitik, og forskellige former for opretholdelse af traditionelle danske værdier), for genopbygning af Danmarks økonomi


15. apr 2011 kl 19:08

Søren W. Rasmussen

Hvad jagde jeg...

Med fare for at gentage mig selv, vil jeg gerne endnu engang gøre opmærksom på mit forslag beskrevet på: http://www.checkjobnet.dk/essa...htm.

Om forslaget vil gøre nogen videre forskel, tror jeg næppe selv på, men det var da et forsøg værd. Det kan - forhåbentlig - snart ikke blive værre.


15. apr 2011 kl 19:14

Søren W. Rasmussen

Hvad sagde jeg...

Og så kommer det korrekte link:
http://www.checkjobnet.dk/essa....htm - og endda med den rigtige overskrift.


15. apr 2011 kl 19:19

Søren W. Rasmussen

Hvad sagde jeg...

Er jeg monstro selv politiker?

http://www.checkjobnet.dk/essa....htm

Søren


16. apr 2011 kl 00:51

avatar

Mogens la Cour

Vi føres bag lyset!!!

Nu må det være nok! Befolkningen bedrages igen og igen af DSB, og hverken bestyrelse eller Transportministeriet kan/vil overholde de givne spilleregler. Altså slut med dette "statsdrift på aktieselskabslignende vilkår". Det viser sig igen og igen, at DSB m. f. ikke er en troværdig partner i spillet. I den sammenhæng tror jeg, at en fyret direktør er en beskeden detalje. Der må være masive kræfter, der i praksis blæser på Folketinget og regeringen. De tager politikerne som gidsler i et fordækt spil. Det må og skal høre op. Håber at Hans Christian Schmidt tager handsken op og gør kort proces med det uafhængige kejserdømme DSB.


17. apr 2011 kl 13:59

Stig Larsen

Hvad er problemet?

Der er jo intet unormalt i at der kan komme et tidspunkt hvor en partner ønsker at komme ud af et ejerskab, og der kan være mange grunde. Der er heller ikke noget unormalt i at de andre partnere ønsker have indflydelse på hvem den nye partner bliver. Den nemmeste måde at regulerer dette på, er at de øvrige partnere køber anparten og selv sælger den videre. Der er intet unormalt ved denne konstruktion. Det eneste unormale der er ved DSB-First, er deres meget lave bud.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.