Rejsekort: Ingen chance for at gennemskue prisen på billetten
Når passagererne stiger om bord på bus eller tog med et rejsekort, aner de ikke, hvad billetten ender med at koste. Det bør laves om, mener Forbrugerrådet.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det er så godt som umuligt at gennemskue, hvad en tur med bus, tog eller begge dele koster med det elektroniske rejsekort, der er sat i drift på Vestsjælland og til dels i Sydsjælland samt på Lolland og Falster.
Rejsekortet har nu helt erstattet klippekort på Vestsjælland, men det efterlader passagererne i uvidenhed, når de stiger om bord i bussen eller toget. Her får du udelukkende at vide, at de er tjekket ind. Først når rejsen er slut, kan de se, hvad den har kostet.
I første omgang har Forbrugerrådets trafikpolitiske medarbejder, Claus Jørgensen, svært ved at tro på, at det forholder sig sådan, da Ingeniøren kontakter ham. Men en mail senere er han overbevist.
»Det bør laves om. Det bør selvfølgelig være således, at man kan se, hvad den tur, man skal på, koster,« svarer han.
På rejsekortets hjemmeside kan passagererne se prisstrukturen. Den bliver præsenteret på en side med i alt 21 skemaer, fordelt på hovedreglerne og ni bilag.
»Ud fra det materiale kan det være svært at gennemskue prisstrukturen. Derfor er det ekstra vigtigt, at det er muligt at se, hvad ens rejse koster, når man står på stationen,« siger Claus Jørgensen.
»Det skulle gerne være mere gennemsigtigt, end det der er nu. Det var også tanken med rejsekortet, at det skulle blive endnu nemmere,« tilføjer han.
Kan få danskerne til at tage bilen
Samme holdning lyder fra Jens Bengtsson, talsmand for pendlerne i Hvalsø, der har været med på Rejsekortets forsøgsstrækning fra starten.
»Det er svært at gennemskue priserne, og det betyder noget for, om folk vil tage deres bil eller ej,« siger han.
En anden kritisk pendler er den selvstændige systemudvikler Poul-Henning Kamp, som også er blogger på Ingeniøren. Han bor i Slagelse.
»Jeg har en teenageknægt, som skal lære at holde hus med pengene. Hvad skal han gøre, hvis han ikke kan gætte, hvad det vil koste at tage bussen til en skolekammerat,« spørger han.
»Den totale mangel på transparens er katastrofal,« mener Poul-Henning Kamp.
Intet i rejsekort gør det nemmere for passagererne
Han forventer at få brug for fem forskellige rejsekort. Han forudser, at de passagerer, som kun skal benytte rejsekortet en gang imellem, kommer til at betale fuld pris for rejsen hele tiden, hvor en familie tidligere kunne deles om et klippekort.
»Jeg kan intet se i rejsekortet, som gør det nemmere for passagererne eller opfordrer folk til at tage mere offentlig transport.
Trafikforsker Per Homann Jespersen fra RUC kender ikke til detaljerne i rejsekortet. Han påpeger dog over for Ingeniøren, at i Tokyo, hvor der er mange forskellige operatører af tog og metro, bliver den nøjagtige pris oplyst sammen med afgangene på den japanske udgave af Rejseplanen.
På rejsekortets hjemmeside findes også en prisberegner, der oplyser prisen for en rejse, hvis passageren indtaster afgangssted, destination og tidspunkt.
Det kræver, at man kender ens rejsekort-type og rabattrin, der udregnes på baggrund af de foregående måneders rejser. Rabattrinet kan oplyses ved at logge sig ind på sin personlige rejsekortside.
»Alene det, at man skal slå op på to hjemmesider for at finde prisen, er et nederlag,« mener Poul-Henning Kamp.
Movia benytter slet ikke de komplicerede rabatter endnu
Prisen på en rejse fra eksempelvis Slagelse til Næstved kan variere voldsomt. Afhængigt af rabattrin og tidspunkt, kan prisen variere fra kun tre kroner til 38 kroner.
Ifølge centerchef Anders Due fra Movia, der driver busserne på Sjælland, kan passagerne dog slet ikke benytte rejsekort på den busstrækning endnu. Heller ikke selv om det er muligt at få oplyst prisen på rejsekortets hjemmeside.
Busserne i Movias såkaldte takstområde syd, der blandt andet dækker Næstved, har nemlig ikke fået rejsekort endnu.
Anders Due afviser, at komplicerede priser udgør et problem for rejsekortet. Han fremhæver, at priserne på Vestsjælland indtil videre bygger på det samme zonesystem, som passagererne kender fra deres betaling med klippekort. Rejsekortet regner selv prisen ud, afhængig af hvor kunden rejser.
»Vi har lagt vægt på, at der skal være genkendelighed fra den nuværende prisstruktur. Vi har populært sagt sat strøm til klippekortet,« siger Anders Due.
Prisstruktur var i forvejen ikke intuitivt
Han lover, at systemet bliver bedre og enklere, når alle områder og ikke kun Vestsjælland kommer med i rejsekortet.
Er priserne med rejsekortet fuldt og tilstrækkeligt overskuelige?
»De er ikke mere komplicerede, end de hele tiden har været. Jeg er heller ikke sikker på, at alle intuitivt kunne forstå den model, vi har i dag. Vi har bestræbt os på at foretage så få forandringer som muligt i prisstrukturen, så vi ikke både skal indføre ny teknologi og ny prisstruktur,« svarer Anders Due.
Det argument bider ikke på Poul-Henning Kamp. Han påpeger, at zonekortene blev lavet med de 30 år gamle klippekort for øje.
»Det bliver ikke bedre af, at man nu gør dem elektroniske og uigennemskuelige,« siger han.






