En million danskere afskåret fra rejsekort
Elektroniske bus- og togbilletter kan stort set udelukkende betales med Dankort. Dermed er en million danskere afskåret fra at købe rejsekort på andet end ganske få stationer.
Læs også
Læs mere om
Unge under 18 år og voksne, der ikke kan få eller ikke ønsker Dankort, er foreløbig så godt som udelukket fra at benytte rejsekortet. Det samme gælder for turister.
De elektroniske billetter til tog og busser kan købes og tankes op på nettet og i en række automater, men udelukkende med Dankort. Det lader en million danskere i stikken.
Foreløbig er rejsekortet rullet ud på hele Vestsjælland samt på jernbane i Sydsjælland og på Lolland-Falster. Fra Nykøbing Sjælland til Nakskov er der i lige linje 200 kilometer. I hele det område findes kun 13 udsalgssteder, alle på stationer, hvor passagererne ved siden af Dankort kan benytte kontanter til deres rejsekort.
»Det er et problem, at der er så langt imellem, hvor man kan betale med kontanter. Man kan jo ikke tage bussen hen til stationen og betale der,« siger betalingskorteksperten Henning N. Jensen.
Han var rådgiver for et af de konsortier, der i 2005 deltog i udbuddet af rejsekortet. Ordren endte hos konkurrenten East-West, som er kontrolleret af franske Thales.
Henning Jensen henviser til, at trafikselskabet Movia har lukket for salget af klippekort på hele Vestsjælland.
Det går helt galt, når turisterne skal købe rejsekort
»Det er lige så slemt, at Rejsekort kun kan betales med et betalingsmiddel, som en million danskere ikke har,« mener Henning Jensen.
Han finder det derfor rimeligt, at rejsekort også modtager det væsentligste alternativer til Dankort, Maestro, som næsten ikke har dobbeltdækning med Dankort.
»Skulle der forvilde sig en turist ind i busserne på Vestsjælland, går det helt galt, fordi automaterne heller ikke tager Mastercard eller Visa. Det går måske fint nu i Vestsjælland, men det går slet ikke, når rejsekortet kommer til København,« siger Henning N. Jensen. Det sker fra udgangen af i år.
»Det er dyrere at modtage internationale betalingskort, men det er ingen undskyldning. Noget af den rationaliseringsgevinst, som rejsekort skal medføre, må bruges til at tage de betalingsmidler, som danskerne og turister har,« tilføjer han.
Forbrugerrådet: Det kan lade sig gøre i Storbritannien
Også Forbrugerrådet finder det uheldigt, at passagererne kun kan betale rejsekort med kontanter ganske få steder.
»I dag kan man ikke bruge sedler, men dog mønter i de fleste automater,« konstaterer trafikpolitisk medarbejder Claus Jørgensen i en e-mail, som han skriver til Ingeniøren fra London.
»Her i Storbritannien kan man sagtens fylde sit kort op med enten betalingskort eller kontanter (mønter og sedler). Sådan bør det også være i Danmark,« tilføjer han.
Movia: Der bliver flere steder med kontantbetaling
Hos Movia, som driver busserne på Sjælland og Lolland-Falster, lover centerchef Anders Due, at der kommer flere salgssteder til kontanter. Han forklarer, at der endnu ikke er salgssteder, som modtager kontanter, syd for Næstved, fordi rejsekort endnu kun er indført på jernbanen og ikke i busserne i det område. Busserne kommer først med til oktober.
»Vi vil udvide i takt med, at rejsekortet udbredes og efterspørgslen stiger,« siger Anders Due.
Han tilføjer, at der har været problemer med at få udstyret på salgssteder til at virke. Movia vil koble optankning af rejsekort på de automater, som udsteder periodekort til pendlerne. Det fungerer endnu ikke efter hensigten.
»Vi skal være 100 procent sikre på, at det virker,« siger Anders Due.
Han afviser, at det er et problem, at rejsekort baserer sig på betaling med Dankort.
»Dankort er det mest udbredte kort herhjemme, og det er et debitkort. Billetter køber man kontant, hvilket svarer til et debitkort og ikke med kreditkort,« siger han med henvisning til Mastercard og Visa.






