Når forretningsmænd indser et behov for at gøre noget nyt, er der øjeblikkelig et problem, at de ikke kender fagtermerne der evner at beskrive deres udfordring præcist. Dette er dødsfælden nummer ét, at forretningsmænd mister chancen for at opdage at emnet allerede for længe siden er blevet beskrevet nøje i fagtidsskrifter, for eksempel. Meget ofte i denne fase, nægter forretningsmænd at træde over i helt andre fagfelter, en dødssynd, for eksempel nægter ingeniører at læse i Harward Business Review, som er verdens vigtigste kilde til viden for ingeniører, min ydmyge mening derom.
En bibliotekars første opgave er at hjælpe mennesker med at indse at en viden allerede findes. I den proces opdukker fagtermer, ofte fuldkommen ny viden for de involverede mennesker i en proces. Når fagtermerne er diskuteret på plads, da åbner der sig en skattekiste af muligheder for at skaffe viden, ofte helt gratis viden, eller billig viden. Alt for ofte mistes denne chance, på grund af uvidenhed iblandt foretningsfolk, og det betyder at mange projekter udføres forgæves, unødvendige projekter.
Hvis en tanke om et projekt overlever denne første fase, da opstår der er behov for at hjemskaffe meget specifik ny viden, og nu begynder det at blive dyrt, for man vil altid behøve at skaffe allernyeste specifikke viden, som betyder, for eksempel, at bibliotekarer skal skanne også markedet for kurser og konferencer, for at kunne pege på relevant viden, så et projekt så hurtigt som muligt kan blive defineret bedst.
Herefter vil der altid forsvinde en spildtid, mens ledere skændes om penge, om der er råd til et projekt. Hvis, da bliver projektet bemandet, og da ankommer nogle helt andre mennesker, fagidioter, der intet som helst overblik har, måske ikke en gang inden for deres eget fagfelt. Da er det klogt, forud at betale et honorar til en bibliotekar, at lave en ordbog med forklaringer af termer, sammensat i en sammenhæng der giver mening i det aktuelle projekt. Et sådant værk skal være parat til uddeling allerede fra første sekund, når en projektleder begynder at lede projektet, og værket skal være oversat til andre sprog, hvis der er fremmedesprogede deltagere i projektet. Et sådant værk, ofte lille, kan forhindre en kaskade af forsinkelser og skænderier i projektet.
Dernæst begynder det faktiske arbejde i projektet, og da kan hver deltager have behov for at udvide sin viden om det fagfelt som personen skal bidrage med i projektet, meget specifik viden, alligevel kan en bibliotekar hjælpe med at udvide horisonten, personlig rådgivning til hver deltager. Uden den hjælp, vil jeg altid mistænke en projektdeltager for at være en rådden medløber der intet fornuftigt bidrager med, fordi risikoen er stor, at arbejdet kører ud ad en forkert tangent, som en stakkkels projektleder risikerer at opdage alt for sent.
Så kommer en farlig fase, hvor en projektgruppe begynder at påstå, at nu er alle sandheder støbt i beton, nu er det sikkert at bygge varen. Da bør man betale findeløn, bonus, til bibliotekarer, om de kan spotte nogle usandheder i projektets hoveddokument, der vil altid være nogle fuldstændig vanvittige påstande der ingen realitet har i verden, på grund af antagelser og på grund af en manglende markedsanalyse, værd at undersøge, at bringe det ind på rette spor. Bibliotekarer ved af gode grunde normalt intet om et projekts fagindhold, men bibliotekarers job er jo at fremfinde alternative kilder til viden, og kan overfladisk spotte om der er forskelle, som ofte er nok til at kunne pege løseligt på noget, og sådanne løselige peg kan virke som et slag med en hammer i hovedet på en projektleder, eller chefer i en styregruppe, at måske var der en detalje der helt havde undsluppet opmærksomhed.
Et projekt vil normalt altid pege på en målgruppe, nogle kunder, og i den retning kan bibliotekarer også pege på relevant viden at burde vide om, fordi, hvis en bibliotekar får udpeget en kundetype, for eksempel, da kan det danne udgangspunkt for søgninger efter viden der har almen interesse for en sådan kunde, som kan gøre det muligt for en projektgruppe at indsætte et nyudviklet projekt i en forståelsesmæssig relevant ramme, for kunderne at forstå. Måske handler en ny vare kun om teknik, men måske er andre emner samtidig relevante at sammenligne med, fx miljø og økonomi og pendling og børnepasning og skolegang, set fra kundetypens synsvinkel.
En bibliotekar er en fordobler af dimensioner af viden at kunne tænke over. Det er tilbud, det er lykkeposer, det er lotterisedler, nu og da er det gratis guldbarrer, det kan hænde at være spild af tid og penge, man kan aldrig vide om det på forhånd.
I Danmark har bibliotekarer desværre typisk et dårligt ry, fordi børn ikke kan se forskel på et bibliotek og en bibliotekar, og det er et problem, fordi børns næser er meget følsomme, der stinker jo ad H til i mange biblioteker, fordi bøgerne er fyldte med bakterier. Det indtryk bærer børn med sig ind i det voksne liv, og nægter at ville høre tale om bibliotekarer, fordi det er ensbetydende med rådne bøger der blev skrevet for hundrede år siden. Det er en kamp op ad bakke. At vi har Internet nu, gør ingen forskel overhovedet, bortset fra at det nu er blevet lettere at kommunikere med en bibliotekar.
En særlig svaghed, som bibliotekarer har: De forstår typisk ikke at deres kunder bevæger sig igennem en proces, og at processen stiller vidt forskellige krav, afhængig af hvor langt henne i processen at man er. Forretningsledere, spørger altid til, om det er pengene værd at have sig en ansat bibliotekar, og sjældent evner bibliotekarerne at svare tilstrækkeligt overbevisende, og derfor bliver der skåret i budgettet. Kunsten er at integrere bibliotekarer i projekter, en standardiseret rutine af en slags. Det kræver forståelse for mekanismen, dynamikken i samarbejdet, næppe hos bibliotekarer, det kniber især for forretningsledere at forstå behovet, fordi sådanne ledere ofte især er daglige chefer for personale og rutinemæssige produktioner, som sjældent giver behov for ydelser fra en bibliotekar. Det burde være indlysende, at projekter stiller komplet helt andre krav, men så langt evner de færreste ledere reelt at tænke.
Jeg har altid lagt meget stor vægt på at kunne involvere bibliotekarer, og hver eneste gang er jeg blevet mistænkt for at være en sær taber, af andre chefer. Alle ved jo, at bibliotekarer er fjender af forretningsverdenen, en art af kystbane socialister der kun ønsker at få deres løn. Det er kulturforskel så det runger.
1
