/energi

2020-plan: Dyrere sprut skal sende vores levetid i vejret

Danskerne skal være blandt de folk der lever længst. Det er et af regeringens mål i 2020-planen Vejen dertil er blandt andet dyrere alkohol og tobak og højere aldersgrænse for køb af alkohol.

Af Henning Mølsted, tirsdag 12. apr 2011 kl. 12:15

I 2020 skal den danske middellevetid være blandt de 10 højeste i verden. Det er målet i regeringens nye vækstplan 2020. En højere middellevetid er forudsætningen for samfundets velstand, lyder det.

»Der er ingen grund til, at vi danskere ikke skulle kunne leve lige så længe som f.eks. svenskerne og nordmændene,« skriver regeringen i oplægget.

Tal fra Sundhedsstyrelsen, der udkom i efteråret, viste, at danskernes middellevetid stiger, men den ligger stadig lavere end samtlige lande, vi normalt sammenligner os med. Det vil regeringen altså nu ændre radikalt på.

Vejen dertil går over en hurtigere udrykning med ambulancer, lægebiler og akutbiler, så de under normale omstændigheder er fremme inden for 15 minutter efter opkald til 112.

Står det til regeringen bliver det dyrere at drikke alkohol og især de unges forbrug skal begrænses. Det skal ske ved at man fremover skal være 18 år for at købe spiritus. Tobakken får højere afgifter og endelig skal der indføres en aldersgrænse for køb af smertestillende medicin på 18 år.

Den gennemsnitlige middellevetid i Danmark er steget med 1,8 år siden 2001. Vi lever nu i gennemsnit 78,8 år, hvor det tilsvarende tal for EU-15 landene og OECD er på henholdsvis. 80,3 år og 79,4 år.



12. apr 2011 kl 12:34

Reinhard Oil Steen Qvist

længere levetid - gift for økonomien

Det kan ikke passe at længere middel levetid er forudsætning for højere velstand.
Hvert leve år udover pensions alderen koster samfundet extra pensionsudgifter og flere år med sundhedsudgifter per person uden at der ydes produktion til gengæld..Det kræver i hvert fald som minimum, at pensionstidspunktet udsættes tilsvarende antal år eller mere.
Det vil også kræve tvungen efteruddannelse af fx. Ingeniører, hvis vi skal være flere år på arbejdsmarkedet.
Men der kan være andre fordele for den enkelte.


12. apr 2011 kl 12:43

Svend Ferdinandsen

Hvorfor det?

Samtidig mener regeringen at det koster alt for meget at have alle disse pensionister, og bliver de ældre, vil de formodentlig belaste plejesektoren endnu mere.
Det kan da aldrig være et mål i sig selv at levealderen skal op, men bevares det ser pænt ud i statistikken.
Sæt prisen ned og server godt med sprut og tobak på plejehjemmene, så kan beboerne glemme den mangelfulde pleje og dø i en salig brandert.


12. apr 2011 kl 13:24

Frithiof Andreas Jensen

Re: Hvorfor det?

Tænk over det.

Min opfattelse er at Folketinget i hemmelighed hader befolkningen så for dem gælder det om at gribe hårdt ind over for fællesskabet, beskæftigelse, jobsikkerhed, rådighedsbeløb, personlig frihed m.m. og naturligvis få udryddet alle laster og fornøjelser som kunne dulme smerten så ingen kan omgå regeringens politik.

Det er derfor også vigtigt for folketinget at befolkningen lever meget længere og dermed tvinges til at sidde - ædru, ikke noget spas her - i en sø af eget pis foran DR1 på et plejehjem i så lang tid som overhovedet muligt... ;-)


12. apr 2011 kl 14:20

Rasmus Møller

Myter om alderdommen

Det, der er brug for, er flere gode år og færre plejekrævende år.

En dyr plejehjemsplads kommer IKKE automatisk ind ad brevsprækken, når man når til skelsår og -alder.

I virkeligheden er langt de fleste gamle heldigvis meget selvhjulpne op i en høj alder, og man skal - desværre - være MEGET dårlig for at komme i betragtning til plejehjem.

Men bevares - de mange gode pensionistår skal da også finansieres... men raske pensionister kan også være en ressource for samfundet, hvis man formår at mobilisere dem. F.eks. kunne man godt bruge mere voksne med tid til at lytte i div. børneinstitutioner.


12. apr 2011 kl 15:17

Bjarke Mønnike

Re: Myter om alderdommen

Muligvis Rasmus, men til en anden løn end folkepensionen, da det ellers bliver de ældre der bliver i overtal i børnehaverne :o)


12. apr 2011 kl 15:23

Henrik Bjerresø

Så skal man holde de ældre i live

Hvis det drejer sig om at få den gennemsnitlige levealder op inden for en kort årrække, fx 9 år (2020), så gælder det bare om at passe godt på de ældre, så de ikke dør. Det er stort set ligegyldigt med sund levevis for unge mennesker (at få dem til at holde op med at ryge og drikke og spise fedt). Selv om de lever usundt, så dør de jo ikke af det i de næste 10 år (men sikkert i en ung alder om 20-30-40 år, men det var jo ikke den statistik, vi skulle forbedre i første omgang). Nej, kræs for de ældre, det er kun dem, der kan forbedre statistikken om 9 år. For de unge er det kun en indsats mod færdselsulykker og selvmord, der vil batte i statistikken.


12. apr 2011 kl 15:40

Allan Birch

Fantastisk initiativ II

Jamen, der er den jo igen - vi sammenligner os med lande hvor folk går tidligere på pension end i Danmark - derfor lever de længere! Sæt priserne længere op på alt (sammen med bilafgifter osv.) og danskerne skal arbejde endnu længere for at få råd til alt det de vil. Det er alle de andre lande med LAVE priser på alt der har misforstået det hele.....
Sæt prisen op og lad østmafiaen, indvandrerbander eller rockere og hvad ved jeg, tjene penge på smuglersprut og smuglersmøger istedet - det er fornuftigt....

Hvem skal betale den længere levetid? Vi har ingen penge i forvejen!

Gentager: Få nu hovedet ud af røven I åndssvage politikere!


12. apr 2011 kl 15:45

torben christensen

Befolkningspleje

Hvad med at hæve grænsen for køb af alkohol og tobak til pensionsalderen, så havde man en sund ædruelig arbejdsstyrke i mange år, og slap derefter hurtigt af med pensionistbyrden.
Samfundsøkonomien kunne så nemt reguleres blot ved at skrue op eller ned for pensionsalderen.
Man ville også slippe for meget politisk vås ved at knytte stemmeretten til pensionsalderen.


12. apr 2011 kl 15:55

Allan Birch

Re: Befolkningspleje

Hvad med at hæve grænsen for køb af alkohol og tobak til pensionsalderen, så havde man en sund ædruelig arbejdsstyrke i mange år, og slap derefter hurtigt af med pensionistbyrden.

Samfundsøkonomien kunne så nemt reguleres blot ved at skrue op eller ned for pensionsalderen.

Man ville også slippe for meget politisk vås ved at knytte stemmeretten til pensionsalderen.

Haha, har du været med til forhandlinger på Borgen...


12. apr 2011 kl 16:13

Jesper Bentzen

Endnu en falsk grund

De får det næsten til at lyde nobelt, at de vil skrabe flere penge ind til staten: ”Vi gør det jo for jeres skyld”. Det er samme sang som vi har hørt i mange andre sammenhæng (CO2, grønneafgifter, bilafgifter, vandafgifter, elafgifter, parkeringsafgifter osv.).

De ved udmærket godt, at det ikke vil få den mindste indflydelse på folks alkoholforbrug - det eneste formål det har, er at få flere penge ind og betale deres løn og pension. Hvis det virkelig hævede levealderen, så ville det jo koste dem endnu flere af vores penge.


12. apr 2011 kl 19:39

Frithiof Andreas Jensen

Re: Endnu en falsk grund

Hæ Hæ Der er jo også den usagte forudsætning at kun fattige mennesker har problemer med at tåle alkohol, "de rige", de har helt styr på det. De kan rydde hele baren uden at bøvse.


13. apr 2011 kl 00:16

Niels Ole Holck

Usammenhængende politik

Ville de så forkorte levealderen i 2002 da de sænkede afgifterne på sprut?


13. apr 2011 kl 00:24

Morten Grøftehauge

Re: Usammenhængende politik

Ville de så forkorte levealderen i 2002 da de sænkede afgifterne på sprut?

Nej nej. Som der står i artiklen er middellevetiden jo gået op med 1,8 år siden 2001.

Men jeg forstår stadig ikke hvad det hele har med vækst at gøre?


13. apr 2011 kl 04:54

Johan Thomasson

Askese.

Det gælder om at beslutte sig for om man vil lægge år til livet - eller liv til årene.


13. apr 2011 kl 05:54

Michael Eriksen

Re: Askese.

Der er ingen principiel grund til at holde liv i folk over 50. Hvis folk ikke har fået deres obligatoriske 2,1 barn inden de er 30, er det lige meget. Så har de 20 år til yngelpleje og derefter er de overflødige.

Der er muligvis nogle skattekroner i dem, men generelt er de bare en del af "ældrebyrden".

Jeg kan simpelthen ikke indse hvorfor det er en samfundskvalitet at blive 100 år.

Jeg er selv få år fra at blive 50, så glem den argumentation.


13. apr 2011 kl 07:45

Uffe Merrild

Re: Askese.

Der er ingen principiel grund til at holde liv i folk over 50.

Jo da - hvis man stiller op for DF.


13. apr 2011 kl 09:18

Niels Ole Holck

Re: Usammenhængende politik

Hvis de forventer en forlængelse af levetiden ved at sætte afgiften på sprut op, så må de vel også forvente en forkortelse ved at sætte den ned.

De 1,8 år må have med andre tiltag at gøre.


13. apr 2011 kl 09:33

Martin Nielsen

Kvalitet vs. Kvantitet

Hele diskussionen er i virkeligheden grundlæggende forkert, hvor hvis man er gammel og ens omgangskreds allerede har stillet træskoene, så man sidder alene i sit hjem, uden kontakt til ret mange andre end hjemmehjælperen, så det da uværdigt!

Hvis vi i stedet gjorde det muligt for de ældre der måtte have LYST at arbejde, samtidigt med folkepensionen (+ efterløn), og iøvrigt lod de ældre leve GODT, med hvad det nu måtte indebære for den enkelte, så kunne man måske hæve LIVSKVALITETEN.

Imidlertid er problemet at man ikke kan måle livskvaliteten på samme uomtvistelige præcise måde som livslængden.

At blive ældre for bare at blive ældre er det samme som at grave velfærdssamfundets egen grav.

(Desuden så vil ambulance-forslaget aldrig blive gennemført under den nuværende struktur med Regioner der får midler fra staten).


13. apr 2011 kl 10:21

Hans Henrik Hansen

Re: Usammenhængende politik


Ville de så forkorte levealderen i 2002 da de sænkede afgifterne på
sprut?

- næh, men 'de' ville medvirke til, at (vi) syddanskere køber mere af sprutten i Kongeriget og mindre deraf i hertugdømmerne! :)


13. apr 2011 kl 10:33

Niels Ole Holck

Hold nu op

Hvordan kan det handle om grænsehandel når man sætter afgiften ned og om levealder når man sætter den op? Det er sgu for selektivt.


13. apr 2011 kl 23:02

Morten Grøftehauge

Re: Hold nu op

Nej, men (næsten) uanset hvad de gør kommer middellevealderen til at gå op.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk