Saturn-månen Titan er dækket at tykke skylag, og et methanbaseret vejrsystem. Måske er det man tidligere mente var isvulkaner, blot formet af vind, regn og meteornedslag. (Foto: Nasa/JPL)
Nye målinger efterlader Titan kold og inaktiv
Nasa-forskere tilbageviser nu teorier om isvulkaner på Titan. Nye målinger viser, at planetens overflade udelukkende er skabt via eksterne påvirkninger som meteorer, vind og methanregn.
Læs også
-
Højtliggende hvide skyer på Titan skal forklare livet på Jorden
Læs mere om
Dokumentation
Undersøgelser af billeder samt data fra Nasas Cassini-rumsonde af Saturnmånen Titan viser, at dens overflade er formet af eksterne påvirkninger og ikke indefra bl.a. via isvulkaner, hvilket ellers blev påvist i december sidste år i et område kaldet Socta Facula.
De nye resultater peger på, at månens indre er koldt og inaktivt. Måners og planeters indre er bl.a. afgørende for vores forståelse for, hvordan og hvornår de er blevet dannet og deres udvikling i løbet at solsystemets historie.
De nye undersøgelser er gennemført af forskere under ledelse af Jeff Moore fra Nasas Ames Research Center i Californien. Han siger i en pressemeddelelse:
»Det ville være fantastisk, hvis vi fandt tydelige beviser på, at Titan havde interne varmekilder, som kunne få isvulkaner til at fungere. Men vi har konkluderet, at de beviser, der findes i dag, ikke er overbevisende. Nye undersøgelser af Titans indre gennemført af geofysikere og eksperter i tyngdekraft, svækker også muligheden for, at der findes vulkaner på Titan.«
En tåget kold verden
Titan er den eneste måne, som har en tæt atmosfære, primært bestående af kvælstof og to til tre procent methan. Månen er et uhyre koldt sted, med et methanbaseret vejrsystem. Det regner med methan og ethan, der dannes til tider større methansøer på overfladen.
Den tætte atmosfære gør det vanskeligt at undersøge Titan med almindelige kameraer, men Cassinis infrarøde kamera og radar kan se igennem de tykke tåger.
Forskerne er enige om, at der findes søer med flyende methan og ethan, samt dale, der er udhulet af disse væsker, samt kratere fra meteornedslag. Men her hører enigheden også op.
Vulkaner eller ej
Resultaterne fra december sidste år pegede ifølge en anden gruppe forskere på tydelige tegn fra isvulkaner. Her mente forskere, at de havde fundet tre koniske toppe i et område tæt ved Sotra Facula-området, der viste tegn på materiale, som var flydt ud af dem. Den gang mente forskerne, at dette var tydelige tegn på isvulkaner. De nye undersøgelser kommenterer ikke direkte på resultaterne fra Sotra Facula.
Isvulkaner findes med sikkerhed på Saturnmånen Enceladus, og mange forskere mener også at de findes på andre kolde måner og legemer i det ydre solsystem.
Jeff Moore og hans kollegaer påpeger, at der ikke findes nogle synlige landformationer på Titan, som ikke kan forklares ud fra meteornedslag, vind og regn. De mener, at de strukturer, man ser på Titan, mere ligner dem på Jupitermånen Callisto, som næsten helt sikkert ikke har isvulkaner på grund af sit kolde indre.
Cassini vil forsætte med at undersøge Titan, for at forskerne får bedre data til at støtte deres nye teori.
De nye resultater er blevet offentliggjort i det sidste nummer af det videnskabelige tidsskrift Icarus.






