Danmark dropper alle klimaprojekter i Rusland
Efter otte års forarbejde trækker Danmark sig ud af fire russiske klimaprojekter, som skulle have givet mulighed for køb af op mod 1,5 mio. ton CO2-kreditter inden år 2012. Nye projekter skal findes inden for et år.
Læs også
-
FN fratager kæmpe miljøfirma retten til at fremme klimaprojekter
Læs mere om
Dokumentation
Danmark trækker sig nu ud af samtlige russiske klimaprojekter, som skulle have givet ret til køb af op mod 1,5 mio. ton CO2-kreditter til og med 2012.
Årsagen er en 'betydelig usikkerhed' om, hvorvidt de russiske myndigheder vil godkende handlen med kreditterne, og derfor har Energistyrelsen nu valgt at trække sig ud af projekterne. Det fremgår af styrelsens seneste nyhedsbrev om JI/CDM.
Ifølge specialkonsulent Christian van Maarschalkerweerd fra Energistyrelsen vil beslutningen dog hverken betyde spild af særlig mange penge eller tab af kreditter.
Man betaler nemlig først for kreditterne, når CO2-kreditterne overføres, hvilket vil sige, når anlæggene er kommet i gang, og den russiske stat har godkendt projektet til at kunne udløse de aftalte kreditter:
»Vi har heldigvis ikke forudbetalt noget – og det kan vi være glade for i dag« siger han til ing.dk.
Ifølge nyhedsbrevet har Energistyrelsen været i gang med de russiske projekter siden 2003 – i form af projektudvikling, overvågning, uddannelse samt specifikke projektaktiviteter.
I sommeren 2010 blev de første kreditter udstedt – men kun betinget godkendt – og da forhandlinger medio marts i år mellem regeringerne ikke gav noget resultat, besluttede Energistyrelsen at trække Danmark ud af projekterne.
På jagt efter nye kreditter
De op imod 1,5 mio. ton CO2, som de russiske projekter skulle have givet, er del af de i alt 18,5 mio. ton kreditter, som Danmark har planlagt at købe via CDM og JI-projekter i udlandet. Samlet pris: 1,7 milliarder kroner.
Kreditterne skal toppe den danske, indenlandske indsats for CO2 reduktion op og dermed være med til at sikre, at Danmark opfylder sit Kyoto-mål i perioden 2008-2012.
»Nu må vi så ud at lede efter nye projekter. Vi kigger især til Kina og Indien, og vi er mest interesserede i store projekter, som er godt i gang. Ikke mindst fordi kreditterne jo skal genereres senest i 2012,« siger han.
Christian van Maarschalkerweerd mener ikke, det vil blive et stort problem at lokalisere nye projekter i tide.
Energistyrelsen er nu også ved at finde andre partnere, der kan overtage den danske plads i russiske projekter og fortsætte realiseringen sammen med de russiske projektværter.
De fire russiske projekter består af etablering af tre fjernvarmeværker og en konvertering af et kraftværk fra kul til naturgas.
Sådan fungerer kreditterne
Joint Implementation (JI) og Clean Development Mechanism (CDM) er to såkaldte fleksible mekanismer i Kyoto-protokollen, der fungerer som supplement til landes eller virksomheders egne CO2 reduktioner.
Via konkrete projekter skal udledningen af drivhusgasser reduceres - samtidig med at man fremmer klimatiltag og bæredygtig udvikling i Østeuropa og udviklingslande.
Projekterne genererer kreditter – en slags tilgodebeviser - der svarer til den drivhusgasreduktion, som projektet opnår. Værtslandet for JI- eller CDM-projektet kan sælge de opnåede kreditter til virksomheder eller industrilande, som kan bruge kreditterne til at supplementere til deres interne tiltag.
JI-kreditter er reduktioner fra konkrete projekter i lande, der har påtaget sig en reduktionsforpligtigelse for drivhusgasser i henhold til Kyoto-protokollen. Disse projekter foregår primært i Østeuropa.
CDM-kreditter er reduktioner fra konkrete projekter i lande uden en reduktionsforpligtigelse i Kyoto-protokollen. Disse projekter foregår i udviklingslande.






