Post Danmark om ny topteknologi: Nu bliver vi en halv time hurtigere
Post Danmark investerer 125 mio. kr. i ny teknologi til postsortering. Anlæggene er de første i verden, som kan klare breve i alle størrelser - og processen bliver skåret ned med en halv time.
Multimedia
Infografik:
Sådan skruer Post Danmark op for sorteringen
Læs også
Læs mere om
Post Danmark vil over de næste par år få installeret syv nye sorteringssystemer på de centrale postcentre i København, Fredericia og Aarhus. De nye systemer, som Post Danmark er først med på verdensplan, skal afløse 15 år gamle enheder, og som noget nyt kan de også klare storbreve.
De eksisterende maskiner kan klare op til 23.000 breve i timen, men alle storbreve skal sorteres fra og håndteres manuelt. De nye maskiner klarer mindst 30.000 breve i timen, hvoraf 20 procent kan være storbreve - altså breve, hvis mål overstiger, hvad der svarer til et A5-ark.
»Normalt kalder vi det bare for 'opvasken',« forklarer projektleder Jørgen Frederiksen om første del af det nye system. Det korrekte navn er en 'culler', og inden i culleren bevæger brevene sig rundt i en stor tromle, der mest af alt ligner en tørretumbler. Her gennemgår brevene den første sortering for derefter at blive rejst op og vendt, så det er muligt for næste led i processen at scanne alle forsiderne.
Nu skal det tjekkes, om brevene skal stemples, hvilket i dag sker med en lynhurtig printer, i modsætning til tidligere, hvor det var et traditionelt stempel med sværte.
Ved vejningen bliver brevene sendt ind til tre vejeceller for igen at blive samlet i en strøm i den korrekte rækkefølge.
Nu er de klar til at blive sorteret efter, hvor de skal hen i verden. Storbrevene går ud i 12 bakker, som repræsenterer de danske postcentre og udlandet. De almindelige breve bliver med det samme sorteret ud i 238 bakker, som repræsenterer de enkelte postdistrikter helt ned på ruteniveau. Her blive brevene stillet op i den rækkefølge, som postbuddene skal bruge, når de lægger posten i tasken og cykler ud til modtagerne.
Men hvad med alt det, som går galt?
»Det er klart, at vi stadig bliver nødt til at sortere en del i hånden. Det kan være breve med mønter og nøgler i, breve som er over 8 mm tykke eller breve, som scannerne ikke har kunnet aflæse,« forklarer Jørgen Frederiksen.
Men ud over den ekstra halve time, så er de økonomiske besparelser til at få øje på, fortæller afdelingschef for Post Danmarks Teknologicenter Michael Faltum:
»Siden 1999 har vi reduceret antallet af medarbejdere, som håndterer de breve, maskinerne ikke kan klare, fra 400 til 140. De nye systemer vil betyde, at vi kan undvære nogle flere folk.«
Alle dele af de nye sorteringsmaskiner er testet af i Aarhus. Så selv om Post Danmark som de første i verden får den nye teknologi installeret, så er det altså 'proven technology', der kommer til at stå på de tre centre. Tyske Siemens skal levere alt udstyr.






