Transportminister: Jeg giver ingen løfter om IC4
»I vil aldrig få mig til at sætte måned eller år på,« siger transportministeren om DSB’s IC4-tog. Han tror ikke længere på DSB's reviderede planer, så derfor ved pendlerne på Sjælland ikke, hvornår de får nye tog.
Tema
Læs også
-
IC4 endelig klar til myldretiden - men bossen er stadig ikke tilfreds
Læs mere om
Pendlerne på Sjælland skal ikke sætte næsen op efter at få en siddeplads i et IC3-tog foreløbig.
Det står klart efter et samråd i Folketingets trafikudvalg torsdag. Her blev transportminister Hans Christian Schmidt (V) af Socialdemokraterne og Enhedslisten afkrævet en plan for, hvornår IC4 afløser IC3-togene, der derefter skal transportere de sjællandske pendlere.
Strækningen fra København til Ringsted er DSB værst ramt af ståpladser, fordi IC4-togene er forsinket, så IC3-togene bliver ved med at køre intercityafgangene. Derfor mangler der tog til pendlerne.
Hans Christian Schmidt fortalte på samrådet, at syv IC3-togsæt ny kommer til at køre på Sydbanen mellem Ringsted og Nykøbing Falster allerede i løbet af april.
»Men der er jo mere end syv IC3-togsæt. Ministeren har tidligere lovet, at de frigjorte IC3-tog kommer med over på regionalbanerne,« fremhævede den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke.
Transportminister: »Ingen ved helt, hvornår IC4 kommer«
Hans Christian Schmidt afviste at give yderligere løfter. For det kræver flere IC4-tog på skinnerne, hvis de sjællandske pendlere skal sætte sig til rette i IC3.
»Jeg udtaler mig aldrig om IC4, hvornår de kører, om de kører, eller om de erstatter det, som de skal,« sagde han.
»Det glæder mig, at der nu kommer syv togsæt. Der vil komme flere. Men I vil aldrig få mig til at sætte måned eller år på,« tilføjede ministeren.
»Jeg har ved at læse nogle annaler gjort mig den erfaring, at det skal man lade være med, for man vil hurtigt komme til at skulle ændre nogle udtalelser. Ingen ved helt, hvornår IC4 kommer,« konstaterede han.
Magnus Heunicke og Enhedslisten Per Clausen udtrykte sympati for, at ministeren ikke tør love datoer for IC4-projektet. Imidlertid har DSB hele tiden fastholdt, at projektet kører efter den stærkt reviderede plan, der vil sende IC3-tog i store tal ud til de sjællandske pendlere i år. Planen var igennem den seneste store revision i maj 2009, da DSB pressede den italienske IC4-leverandør Ansaldobreda til at betale 2,25 milliarder kroner i erstatning for forsinkelser og mangler på togene.
De planer tror ministeren dog ikke mere på, end at han på samrådet endnu en gang konstaterede, at DSB håber at kunne beholde dobbeltdækkervognene. De 112 lejede vogne kører med sjællandske pendlere, men de 67 af dem skal leveres tilbage fra udgangen af maj og et år frem.
Ifølge DSB vil IC3 kunne være en erstatning for dobbeltdækkerne. Hans Christian Schmidt konstaterede på samrådet derimod, at hvis DSB kan beholde dobbeltdækkerne, vil være en »god, solid måde« at sikre sjællænderne siddepladser i toget. Han fremhævede, at passagererne holder lige så meget af dobbeltdækkerne som af IC3-togsæt.
Transportministeren gentog også, at det vil kræve nye lokomotiver til at erstatte den nuværende ME-serie, som ofte har nedbrud.
»Det give ringen mening, hvis vi har nogle vogne, men vi ikke kan trække dem,« sagde han.






