MBA-skandalen på CBS-SIMI: Bestyrelsen har vidst besked i flere år
Ulovlighederne med sammenlægning af MBA-uddannelserne på CBS (Copenhagen Business School) og SIMI (Scandinavian International Management Institute) har været en offentlig hemmelighed i årevis.
Af Søren Houmøller,
mandag 28. mar 2011 kl. 08:42
Sagen med den ulovlige fusion kulminerede i weekenden, hvor CBS-rektor Johan Roos blev fyret og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen kaldte formand og næstformand for CBS-bestyrelsen til møde.
Men det har i årevis været kendt, at fusionen ikke var lovlig - og bestyrelsen kan ikke undgå at have vidst det.
Jeg tog selv den omtalte MBA-uddannelse fra 2002-4 og deltager nu i diverse arrangementer og studiegrupper med andre alumner fra SIMI. Hver gang vi mødes er fusionen - og problemerne med dens lovlighed - et debatemne.
SIMIs formand, Kenneth Klummer, har selv været involveret i fusionen og har ikke kunnet undgå at kende til problemet, som jeg i øvrigt omtalte for et år siden på denne blog.
Selv om jeg ikke er nogen Plummer-fan og ikke deler mange ledelsesværdier med ham, så er det ganske enkelt ikke muligt, at han og SIMIs CEO, Torben Klein, kan have holdt denne viden fra CBS-bestyrelsen.
Et af modulerne på uddannelsen handler i øvrigt om værdien af fusioner. Særligt husker jeg vi lærte hvor få fusioner, der i virkeligheden bliver en succes, samt hvordan man sikrer de så bliver det.
Måske skulle nu forhenværende rektor Johan Roos, SIMI-formand Plummer, SIMI-CEO Klein og CBS-formand Anders Knutsen overveje selv at tage en MBA-uddannelse.