/elektronik

TDC drejer antenne mod X Factor-finale i Parken

For at sikre kapacitet nok til de mange afstemnings-sms'er, der forventes at udgå fra Parken i forbindelse med aftenens X Factor-finale, har TDC lavet flere justeringer i mobilnettet, som både har fordele og ulemper.

Af Jakob Møllerhøj , fredag 25. mar 2011 kl. 14:54

Når op mod 42.000 mennesker samles i Parken på Østerbro i København i aften, så er det ikke kun de tre finalister i DR's reality-show X-Factor, der skal stå deres prøve. Mobilnettet omkring Danmarks nationalstadium bliver også bombarderet med sms'er, når publikummet i Parken stemmer på deres favoritfinalist.

For at sikre, at der er kapacitet nok i mobilnettet, har Danmarks største mobiloperatør TDC rettet på en antenne ved Trianglen, som ligger i nærheden af Parken, så den dækker reality-begivenheden bedre, fortæller projektleder for radioafdelingen i TDC Christian Pagh.

»I praksis bliver antennen drejet en lille bitte smule, så den peger lidt mere over mod Parken,« siger han.

Ved at dreje antennen bliver signalet fra mobilmasten ved Trianglen kraftigere inde i Parken, hvor mobilsignaler ellers kan have vanskeligt ved at trænge ind.

»Problemet med Parken er jo, at det er meget stål og beton, hvilket ikke fordrer særligt meget signal i Parken. Og det prøver vi at kompensere for ved at øge indstrålingseffektiviteten fra den pågældende antenne,« siger Christian Pagh.

Udover at live-publikummet i Parket formentlig får lettere ved at få deres sms-stemmer sendt af sted, så betyder justeringen af antennen også, at den normale mobildækning på Østerbro bliver dårligere.

»Men vi har regnet os frem til, at det ikke kommer til at betyde noget, med mindre du står nede i en kælder eller på anden måde står et sted, hvor der i forvejen er meget svag dækning. Der vil i perioden, hvor antennen er drejet, være en anelse ringere dækning,« siger Christian Pagh.

Han forsikrer dog, at det under alle omstændigheder vil være muligt at komme igennem med eksempelvis alarmopkald til 112, selvom man befinder sig i en kælder på Østerbro under X-Factor.

Det hænger sammen med, at antennen, der bliver justeret på, kun dækker GSM1800-båndet. Der vil således stadig være dækning ved GSM900 og på 3G-nettet.

Mere stråling fra telefonerne
På baggrund af erfaringerne fra sidste års X Factor-finale, som ligeledes foregik i Parken, har TDC taget yderligere foranstaltninger udover at justere antennen ved Trianglen.

Normalt forsøger mobiltelefoner at koble sig på den tættest mulige mast. Men for at fordele belastningen på flest muligt master, har TDC justeret mobilnettet, så mobiltelefonerne i Parken kobler sig på master, der ligger længere væk, end de normalt ville gøre.

»Med så mange sms'er, så kan man ikke undgå, at enkelte vil opleve, at deres sms ikke bliver sendt i første omgang. Og det prøver vi på at imødegå ved det her,« siger Christian Pagh.

Ligesom med antennejusteringen, er der også bivirkninger ved at ændre på, hvilke master mobiltelefonerne kobler sig på. For jo længere væk, en mast befinder sig, jo kraftigere skal en mobiltelefon sende for at nå masten, og det betyder mere stråling fra telefonen.

Men det skulle ikke være mere sundhedsskadeligt - rent strålingmæssigt - end at køre en tur på landet.

»Det er ikke anderledes, end hvis man kører uden for storbyerne, det ville nogenlunde være det samme. I storbyerne, der står masterne tættere, og når man kommer ud på landet, så er der lidt længere mellem masterne. Så det kan sammenlignes med det,« siger han.



26. mar 2011 kl 08:50

avatar

Michael Deichmann

Antenner i bygningen

I det tidligere IBM kontorbyggeri på Sortemosevej i Blovstrød blev der på et tidspunkt etableret små antenner i alle storrummene da man "big-time" gik over til at de fleste havde mobiltelefon også når man var på kontoret.
Da der jo dels er nogle firmaer i tårnene i Parken og da en del store arrangementer der er det egentlig underligt at det ikke kan betale sig at dække parken med egne antenner.
PS: Vi havde en vits om at hvis kaffen var blevet kold skulle vi bare holde den hen under antennen og bede en kollega sende en SMS :-)


27. mar 2011 kl 03:03

Jens Åge Holm

Re: Antenner i bygningen

Ifølge mastedatabasen ser det ud til, at TDC er den eneste operatør, der ikke har et anlæg på/i Parken. De må i så fald mene, at de kan dække godt nok uden fysisk at være i selve bygningen.


27. mar 2011 kl 16:00

Rune Jacobsen

Ing.dk og seriøsitet

"Men det skulle ikke være mere sundhedsskadeligt - rent strålingmæssigt - end at køre en tur på landet."
Er det med vilje at man på Ing.dk prøver at få det til at lyde som om at det er sundhedsskadeligt at være på landet i forhold til i byen mht. stråling?


29. mar 2011 kl 09:21

Klavs Klavsen

Re: Ing.dk og seriøsitet

@Rune:
Som det er formuleret, refereres der til strålingen fra mobilen - som selvsagt vil være højere på landet, da der er længere mellem masterne.

Men du mener måske at have gennemskuet et komplot?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.