Bilproducenter mangler desperat japanske reservedele
Flere bilproducenter er ved at løbe tør for reservedele, som de skulle have modtaget fra japanske fabrikker. Produktionen i USA og Canada lukkes ned flere steder, og allerede om få uger kan samtlige bilproducenter være ramt.
Læs også
Læs mere om
Rundt om i verden begynder produktionen af biler at gå mere og mere i stå, fordi producenterne mangler reservedele fra deres fabrikker i Japan.
Toyota, General Motors og PSA Peugeot-Citroën har allerede skåret, eller planlægger at sænke, produktionen i USA og Europa på grund af forventninger om mangel på bestemte reservedele fra Japan, skriver Wall Street Journal.
Onsdag advarede Toyota sine mange medarbejdere om, at en del af produktionen i USA og Canada vil blive lukket ned på grund af manglende reservedele.
Problemet kan hurtigt vokse sig langt større. Samtlige bilproducenter i verden vil være ramt af katastrofen i Japan inden udgangen af april, vurderer analysehuset IHS Global Insight, ifølge Detroit News.
»Det er ikke et spørgsmål om ’hvis’, men ’hvornår’,« siger Michael Robiet, der er direktør for Automotive Forecast hos IHS Global Insight, i sin analyse.
Mange af bilproducenterne mangler komponenter som semikonduktorer, sensorer og LCD-displays, da der allerede var mangel på den slags komponenter, før krisen indtraf. På længere sigt kan der også komme til at mangle blandt andet syntetisk gummi.
En talsmand for Ford, Todd Nissen, siger til Detroit News, at selskabet holder møder hver time, da det kæmper for at holde sin leveringskæde intakt, så produktionen kan opretholdes.
Japan har mistet produktion af mere end 337.000 køretøjer ved udgangen af denne uge og 450.000 ved udgangen af marts, viser beregninger fra IHS Global Insight.






