EU-pres for at lukke spansk Fukushima-tvilling
Spanien overvejer at forlænge levetiden for en reaktor magen til Fukushima 1, mens en række EU-politikere vil lukke reaktoren ned efter problemerne i Japan. For to år siden var situationen omvendt.
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Den spanske reaktor Santa María de Garoña ved Burgos er kommet i søgelyset hos en række europæiske politikere efter ulykkerne i Japan.
Reaktoren er en kogendevands-reaktor af typen GE Mark 1 og dermed magen til reaktor 1 på Fukushima-kraftværket, hvor ingeniører og teknikere på 10. døgn kæmper med at holde en større nuklear katastrofe på afstand.
Det er den tyske formand for EU-Parlamantets miljøkomité, Jo Leinen, som over for nyhedstjenesten Euractiv kræver en omgående risikoanalyse og potentielt stop for driften af den spanske Fukushima-tvilling.
Antonio Cornado, der er talsmand for de spanske nukleare myndigheder, Consejo de Seguridad Nuclear, siger, at reaktoren har gennemgået en lang række modifikationer for at forbedre sikkerheden.
»Eventuelle spørgsmål om sikkerheden på reaktoren blev lukket for 20 år siden,« siger han til Euractiv.
Men paradoksalt nok er det blandt andet på grund af medlemmer af Europa-Parlamentet, at værket stadig er i drift og vil være det frem til foreløbigt 2013.
3. juli 2009 besluttede regeringen i Madrid at forlænge driftstilladelsen med fire år. Få uger inden havde 11 medlemmer af parlamentet fra syv lande, herunder den spanske vicepræsident for parlamentet, i et brev indtrængende bedt Spanien om at bevare atomkraftværket.
I brevet til premierminister Zapatero skriver de 11 politikere, at der over 10 år er investeret 150 millioner euro i omfattende sikkerhedsforbedringer, og at flere internationale inspektioner har godkendt driften af kraftværket.
Politikerne understreger desuden kraftværkets vigtige rolle inden for EU som middel til at bekæmpe klimaforandringerne og reducere CO2-emissionerne.
»At forlænge driften af Goroña-kraftværket med yderligere 10 år som anbefalet af de spanske nukleare myndigheder, virker derfor som det logiske valg,« skriver de 11 politikere i brevet.






