Atomraketter - ja tak!
Af Steen Eiler Jørgensen,
torsdag 17. mar 2011 kl. 10:06
Jeg har egentlig altid været en varm tilhænger af atomkraft; ikke fordi jeg har aktier i industrien, men fordi - nærmest som protest mod - at langt de fleste af de modstandere af atomkraft, jeg stødte på som ung, ikke anede en pind om teknikken bag, de var bare imod.
Man må dog som et minimum sætte sig ind i tingene, for at kunne være imod dem.
Jeg er nok blevet lidt mere modereret siden da, men er stadig ikke decideret modstander. Den aktuelle situation på Fukushima-kraftværket ser dog ud til at være ikke bare et søm, men en hel pakke rustfri spunskruer til atomkraftens ligkiste. Men der er dog ét punkt, hvor jeg mener vi gør alt, alt for lidt for at udnytte atomkernernes energi: i rumfarten.
Raketbrændstoffers effektivitet måles i sekunder; størrelsen kaldes specifik impuls. Dybest set angiver den specifikke impuls hvor mange sekunder, ét kilo af brændstoffet ville kunne holde sig selv (og raketmotoren) svævende i jordens tyngdefelt, hvis det blev afbrændt på den rigtige måde.

Principskitse af klassisk atomraketmotor. Kom så i gang. Det kan kun gå for langsomt.
Den højeste specifikke impuls, det er lykkedes Copenhagen Suborbitals at frembringe indtil videre, er 195 s, men de håber vist på at kunne få den op omkring en 240-250 stykker. Det højeste man overhovedet kan komme op på med kemiske raketter er ca. 450 s for en ren blanding af flydende ilt og brint. Og så kommer vi ikke højere!
...før vi går over til atomraketter. En atomraket vil mindst kunne fordoble denne værdi. Højere specifik impuls betyder højere sluthastighed med samme brændstofmængde (jf. Tsiolkovskij). Mens atomraketter næppe er realistiske i forbindelse med raketopsendelser fra jorden (eller fra en hvilken som helst planets eller månes overflade, for den sags skyld), er den uhyre interessant i interplanetarisk sammenhæng.
I en atommotor sker der ingen kemiske reaktioner, kun en opvarmning af en reaktionsmængde. Typisk føres brint ind i en klassisk reaktor med brændselsstave der opvarmer brinten, som blæses ud af dysen med langt højere hastigheder end kemiske raketter er i stand til.
I dag kan vi ikke rejse til Mars på mindre end fem måneder. Med en atomraket kan vi måske gøre det på to måneder. Og jo længere ud i solsystemet vi skal, desto større bliver gevinsten.
USA havde i 60'erne et atomraketforsøgsprojekt, kaldet NERVA, som blev standset i 1972. Bush forsøgte at genoplive atomraketten med Prometheus-programmet under NASA i 2003, men blev standset igen allerede i 2005 på grund af finansieringsproblemer.
Her på jorden kan vi producere el på mange måder - fission af urankerner er kun én af dem. Men vil vi for alvor udforske solsystemet, bemandet eller ubemandet, bliver vi simpelthen nødt til at genoplive atomraketten.
Måske man skulle starte en bevægelse med små klistermærker bag på bilerne: Atomraketter - ja tak!