FN har udpeget 2011 som det internationale kemiår for at fremme kendskab til og forståelse for kemi. Om året vil have denne effekt, står hen i det uvisse. I 2009 havde vi det internationale astronomiår, som ikke fik den helt store omtale. Kunne man eksempelvis tænke sig, at store danske kemikere blev portrætteret på frimærker, nu de ikke er kommet på de nye pengesedler? Og kunne man forestille sig, at veje og pladser vil blive opkaldt efter dem?

At kemi i århundreder har haft stor samfundsmæssig betydning, er der næppe nogen, der er i tvivl om. Man behøver blot at se sig omkring. Hvor var vi eksempelvis henne, hvis ikke kemikere havde fundet på de typer kunststoffer, vi alle benytter i det daglige? Og hvordan så samfundet ud, hvis ikke personer med kendskab til kemi kunne deltage i fremstillingen af medicin til bekæmpelse og lindring af sygdomme?

Når ordet kemi har fået en mindre positiv betydning i de senere årtier, skyldes det til dels, at det har fået en negativ klang ("vores kemi passer ikke sammen" og lign.). Når journalister skal skrive om en farlig forbindelse, bruger de ofte kemisk som et forstærkende adjektiv ("et farligt kemisk stof" – men hvad er et ikke-kemisk stof for noget, kan man nok undre sig over?).

Og så er vi jo også vidner til kedelige ting, som udledning af kemikalieaffald, der eksempelvis kan forgifte grundvandet og fiskene i have og søer. Noget absurd kan det virke på én, at vi for få måneder siden kunne tilbyde at destruere kemikalieaffald fra et andet land med de transportproblemer, det kunne afstedkomme, i stedet for at foreslå, at vi kunne eksportere vores ekspertise på dette område, så det affaldsproducerende land selv kunne håndtere destruktionen.

Her i starten af det internationale kemiår vil vi se lidt på kemi dels som undervisningsfag og dels som videnskab:

Kemi blev fag i den lærde skole – latinskolen - ved 1871-ordningen, men røg ud igen ved en mindre justering 11 år senere. Vi skal helt frem til 1903-loven, før der blev tale om, at eleverne i gymnasierne skulle lære lidt kemi. Det blev i det matematiske gymnasium som en del af faget naturlære, der omfattede en tredjedel kemi og resten fysik. Ofte, men ikke altid, havde eleverne to forskellige lærere til faget, og der var lærebøger i hver af fagets discipliner, ligesom der var separate eksamener i faget. Først for de elever, der startede i gymnasiet fra august 1963, blev de to fag adskilt med hver sin pind i bekendtgørelsen.

I 1950’erne forudså man en stor mangel på personer med teknisk og naturvidenskabelig baggrund. Det var en generel opfattelse, at teknologisk fremgang ville føre til vækst og velfærd. Så året efter sputnikchokket i 1957 fik vi 1958 skoleloven, som netop fik betydning for de elever, der startede i grengymnasiet fra 1963. Pensum i hvert fald i matematik og de naturvidenskabelige fag blev radikalt forandret.

I fysik blev vægten forskudt fra de tekniske anvendelser af faget til centrale begreber som impuls- og energibegrebet. I kemien var vægten tidligere på den uorganiske og den organiske stofkemi, med nu kom den fysiske kemi i førerposition – "så mange begreber under så få forudsætninger som muligt", som tidligere rektor for Ballerup Gymnasium Anders Østergaard så fint har udtrykt det.

I grengymnasiet skulle eleverne efter 1.g vælge en gren. Det kunne eksempelvis være matematik-fysik-grenen, hvor man havde de to fag som hovedfag. En anden mulighed var den naturfaglige gren, hvor biologi var hovedfaget. Men der var ingen gren med kemi som hovedfag. Det fik en række kemilærere til at foreslå, at det også blev oprettet en matematik-kemi-gren, hvor kemi var opprioriteret på bekostning af fysik, der fik et lidt færre antal timer.

Det var dog ikke uden problemer at få oprettet denne gren. Dels var der et krav om, at mindst 16 elever skulle vælge den, og dels skulle gymnasiets lærerråd godkende den. Ikke mindst det sidste voldte problemer. På den tid kunne en gymnasielærer med ikke-naturvidenskabelig baggrund uden at blive til grin i lærerrådet udtale, at man ikke ville have mere kemi i gymnasiet, da der var atomer nok i verden, og at man ikke ville have flere!

På et gymnasium, som jeg har stort kendskab til, måtte kemilærerne højt og helligt love ikke at fremstille et eneste nyt atom, hvis grenen blev oprettet. Selv om det efterhånden er mere end 25 år siden, har kemilærerne holdt dette løfte. Der er i det pågældende gymnasiums laboratorium ikke fremstillet blot et enkelt nyt atom i de mange år.

Efter et par gymnasiereformer kan eleverne stadig få undervisning i kemi på flere niveauer – heriblandt det høje A-niveau. Efter den sidste reform, der trådte i kraft i 2005, skal alle elever have et naturvidenskabeligt grundforløb i det første halve år af deres gymnasietilværelse. I dette indgår kemi sammen med fysik, biologi og naturgeografi. Herefter kan de vælge et eller flere kemikurser, også hvis faget ikke indgår i deres studieretning.

I HF indgår kemi sammen med biologi og naturgeografi i den såkaldte naturvidenskabelige faggruppe, som eleverne læser i et år og går til eksamen i. De får hermed kompetence i faget på C-niveau, og kan herefter vælge at læse faget på B-niveau. Endelig er der mange, der vælger HTX-studiet, hvor kemi naturligvis spiller en vigtig rolle.
Underviserne i kemi var fra starten af 1900-tallet ofte personer med skoleembedseksamen med fysik, matematik eller naturhistorie som hovedfag.

Selv om man kunne blive cand.mag. fra 1883, var kemi de første tiår ikke et muligt hovedfag. Først fra 1912 blev der indført en eksamen, hvor man kunne blive kandidat med såvel kemi som fysik som hovedfag. Kun to bestod denne omfattende eksamen, og de blev begge ansat i gymnasieskolen.

Fra 1917 blev det så muligt at blive cand.mag. med kemi som (eneste) hovedfag. Der var ikke mange, der i de følgende tiår bestod denne eksamen; det var ikke hvert år, at der blev uddannet en kandidat heri, og et paradoks er det nærmest, at hovedparten af de personer, der bestod denne skoleembedseksamen, fik ansættelse udenfor skolen. Ville man være professionel kemiker, blev man for det meste enten mag.scient. i faget eller kemiingeniør, der tidligere hed fabrikingeniør (uden s) og endnu tidligere ingeniør i anvendt naturvidenskab.

Gymnasieskolen har i 1900-tallet haft mange ingeniører til at undervise i matematik og de naturvidenskabelige fag, og det er min opfattelse, at når kemi har fået den status med det høje niveau, som er tilfældet i dag, så skyldes det ikke mindst kemiingeniørernes fagbevidsthed.
Mange danske kemikere har gennem tiderne ydet store bidrag til den kemiske frontforskning. En del har været i Nobelprisklassen, og fleres navne huskes og kan læses i nutidige lærebøger. Lad mig nævne nogle stykker:

William Christopher Zeise (1789-1847) var den første danske professor i kemi. I 1834 opdagede han en ny type kemiske forbindelser – de ildelugtende thioler – som kan opfattes som alkoholer, hvor oxygen er udskiftet med svovl. Nogle år tidligere grundlagde han studiet af organiske forbindelser, der indeholder et metal, af hvilke den ene senere fik navnet Zeises salt.

Sophus Mads Jørgensen (1837-1914), der var professor i kemi ved Københavns Universitet, og arbejdede med nogle komplicerede metalforbindelser. Han nåede at blive indstillet til en Nobelpris i kemi i 1907.

Søren Peter Lauritz Sørensen (1868-1939) var i flere tiår forstander for Carlsberg Laboratoriet. Blandt hans mange fortjenester er, at det var ham, som i 1909 indførte størrelsen pH, som i mange årtier har været anvendt i hele verden til at beskrive en opløsnings surhedsgrad. Han blev indstillet til Nobelprisen hele 25 gange såvel i Kemi som i Fysiologi og Medicin – men fik den aldrig.

Johannes N. Brønsted (1879-1947) var professor ved Københavns Universitet og huskes i dag specielt for, at han i 1923 – i øvrigt samme år og uafhængigt af den engelske kemiker Lowry – definerede en syre og en base – en definition, som anvendes overalt i verden i dag. Også han blev indstillet til en Nobelpris – endda flere gange.

Niels Bjerrum (1879-1958) var også tæt på en Nobelpris. Blandt hans mange fortjenester er, at han fremsatte teorien om, at stærke elektrolytter i vand er fuldstændig spaltede i elektrisk ladede partikler – de såkaldte ioner. Herudover har han ydet vægtige bidrag til teorien om syrer og baser.

To personer, har faktisk modtaget en Nobelpris: Kemikeren Henrik Dam (1895-1976) fik i 1943 en halv pris i Fysiologi og Medicin for opdagelsen af Vitamin K, og lægen Jens Christian Skou (f. 1918) fik i 1997 en halv pris i Kemi for sine arbejder med et iontransporterende enzym – den såkaldte natrium-kaliumpumpe.

Det bliver spændende at se, hvordan vi herhjemme vil markere det internationale kemiår, og om danskerne generelt vil få et andet syn på kemien herefter.

Der er nedsat et arbejdsudvalg for det internationale kemiår 2011, og dette tæller en række kemikere fra såvel universiteter som forskningsvirksomheder. Undervisningsministeriet har bevilget et større beløb til udgivelse af en samling af artikler om milepæle i dansk kemi i det 20. århundrede og kemiske perspektiver ind i det 21. århundrede. Artiklerne skal gøres tilgængeligt som web-materiale i år og er tænkt målrettet mod elever i ungdomsuddannelserne.

Indholdet i materialet skal blandt andet være en appetitvækker og en faglig udfordring for såvel erfarne kemikere som for studerende. Det skal vise kemiens mangfoldighed samt demonstrere og perspektivere kemiens store betydning for samfundets teknologiske og økonomiske udvikling. Mange kemikere er i gang med at skrive deres bidrag, og det færdige resultat forventes at kunne anvendes til sommer. Tovholderne i dette projekt er formanden for Kemilærerforeningen Ole Vesterlund Nielsen og denne artikels forfatter.

Det er muligt at læse mere om kemiåret på www.chemistry2011.com.

Af Børge Riis Larsen, Lektor, cand.scient. & art., Ph.D., Formand for Dansk Selskab for Historisk Kemi.