Helsefysiker: Så meget stråling kan mennesker klare
Hvor meget stråling skal der egentlig til før man bliver syg? Og kan vi forvente, at vi vil se en masse japanere med cancer om nogle år? Dansk helsefysiker giver svarene på det og meget mere her.
Tema
Læs også
-
Vand forsvandt fra brændselsstave: Pumpesystem mangler brændstof
-
Radioaktivitet og tryk falder efter eksplosion på atomkraftværk
Læs mere om
Dokumentation
Eksplosionerne på atomkraftværket Fukushima Daiichi i Japan får alle til at frygte radioaktiv stråling, men hvilke konsekvenser kan det egentlig have for kroppen?
Jens Søgaard-Hansen, der er helsefysiker ved Dansk Dekommissionering, der er i færd med at afvikle de nukleare anlæg på Risø, forklarer, at der kan ske to former for skader i forbindelse med bestråling med ioniserende stråling.
»For det første er der de stokastiske skader, som hovedsageligt er udvikling af cancer i væv, der er blevet bestrålet. En given bestråling vil medføre en øget sandsynlighed for, at disse skader kan opstå. Jo større dosis, des større er risikoen. Dosis afhænger af, hvor meget energi, der er afsat pr. kg og typen af stråling,« siger han.
Hvis hele kroppen eksempelvis har fået en effektiv dosis på 1 millisievert (enheden for strålingsdosis) får man en øget risiko for cancer på 0,005 pct.
Det forlyder, at japanske journalister søndag med egne måleapparater har målt strålingsdosisen to km fra Fukushima Daiichi-anlægget til at være mellem 0,02 til 1 millisievert pr. time.
Til sammenligning får vi gennemsnitligt tre millisievert pr. år i effektiv dosis via den almindelige baggrundsstråling samt en millisievert fra medicinske undersøgelser pr. år. Størrelse af baggrundsdosis kan dog variere efter mængden af radon på bopælen. Ved Tjernobyl-ulykken blev der målt 150.000–200.000 millisievert seks kilometer væk, ifølge Wikipedia.
»Hvis man kommer op og får omkring 1.000 millisievert eller derover til hele kroppen på én gang, får man en umiddelbar effekt i form af deterministiske skader. Disse skader kommer, når ens tærskeldosis overskrides, og de vil tiltage i alvorlighed og komme hurtigere, jo højere dosis har været. Den bagvedliggende effekt er, at strålingen slår celler ihjel,« siger Jens Søgaard-Hansen.
En dosis omkring 1000 millisievert vil give sig udtryk i form af kvalme og utilpashed - det der kaldes strålesyge. Japanske medier rapporterer, at mindst en medarbejder på atomkraftværket er indlagt med strålesyge.
»Ved højere doser vil der yderligere optræde diarre mm. Kommer man op og får 3.000-4.000 millisievert på én gang, er der risiko for, at man dør, hvilket ikke vil ske med det samme, men efter nogle uger,« siger han.
Har man fået strålesyge, giver man livsunderstøttende behandlig på en intensiv afdeling for eksempel ved tilførsel af væske og salte.
Værre hvis det kommer ind i kroppen
Jens Søgaard-Hansen påpeger, at bestråling kan ske fra aktivitet, der befinder sig uden for kroppen og/eller fra aktivitet, der er kommet ind i kroppen ved indtag.
Er aktiviteten først kommet ind i kroppen, kan den ophobes og udsætte kroppen for stråling i årevis og dermed øge risikoen for udviklingen af cancer. Hvor den ophobes i kroppen, afhænger af, om den er blevet indtaget oralt eller via indånding eller sår.
Der kan i visse tilfælde ske en naturlig udskillelse, og man kan i visse tilfælde også tvinge kroppen til at udskille det, men man vil normalt kun gøre det ved store doser.
Det er endnu ikke oplyst, hvor stor aktivitet medarbejderne på atomkraftværket er blevet udsat for, men det må formodes, at de i hvert fald har haft åndedrætsværn på, så det kan være, at de kun er udsat for ekstern bestråling. Senere urinprøver og såkaldt helkropsmålinger kan afgøre, om de har fået radioaktive stoffer i sig.
Der er desuden blevet oprettet en evakueringszone omkring atomkraftværkerne, og jo længere væk man er, des lavere vil en eventuel aktivitetskoncentration være. Folk i området er derfor næppe i stor risiko, men en eventuel dosispåvirkning vil højst sandsynligt ske via indånding.
Japanerne bliver næppe syge
Japanske medier oplyser også, at folk i området har fået udleveret almindelig jod med henblik på indtagelse.
»Hvis man er bange for, at der kan slippe radioaktivt jod ud af brændslet, kan man give inaktivt jod. Dette kan blokere for optag af radioaktivt jod. Skjoldbruskkirtlen optager nemlig jod, men man kan mætte den med almindelig jod, så den radioaktive jod ikke ophobes her,« forklarer Jens Søgaard-Hansen.
Men det er ikke kun jod, der kan slippe ud.
»I brændslet er der mange forskellige radioaktive stoffer, og hvis det bliver varmet meget højt op og smelter kan nogle af de radioaktive stoffer måske slippe ud. Nogle radioaktive stoffer vil være mere flygtige end andre og udslippet kan være mere eller mindre filtreret. Ved Tjernobyl slap der f.eks. cæsium-137 og jod-131 ud,« siger han.
Jens Søgaard-Hansen mener dog ikke, at vi vil se en masse japanere blive syge om mange år. For hvis indkapslingen af kernen forbliver intakt, som den ser ud til at være nu, og folk er evakueret, kan det ikke forventes, at befolkningen får doser af betydning.
Han henviser desuden til, at der ved Tjernobyl slap store radioaktivitetsmængder ud, fordi brændslet blev blotlagt. Der er siden konstateret ekstra tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft, men ellers har man ikke kunnet registrere øget kræftforekomst.
Jens Søgaard-Hansen forsikrer også om, at der ikke er nogen som helst fare for Danmark.
