Brandundersøgelse frikender kabel til elbil i færgebrand
Brandundersøgelse afviser nu, at det var et elkabel til at oplade en parkeret elbil med på Oslofærgen, der var årsag til den voldsomme færgebrand. Branden forbliver dermed uopklaret.
Direktør Søren Ole Ekelund i en af de første Nissan'er, som hans eget selskab ombyggede til elbiler.
Læs også
-
Elbilejer om færgebrand: Gnist må have antændt olie på dækket
Læs mere om
Det var ganske rigtigt batteripakken i bagenden på den parkerede elbil, en ombygget Nissan Qashqai-elbil fra Afuture EV, der var selve arnestedet til branden på Oslofærgen Pearl of Scandinavia i november.
Det bekræfter den netop afsluttede brandundersøgelse af færgebranden, skriver Ritzau.
Men hvad brandundersøgelsen ikke fortæller, er, hvad der så var den egentlige brandårsag, oplyser efterforskningsleder Bertel Hejlesen fra Københavns Politi. Dermed forbliver brandårsagen ukendt.
En af teorierne gik ellers på, at bilens ejer, Søren Ekelund, skulle have anvendt et tilvirket kabel til opladning af bilen, og at dette kabel skulle være årsag til branden.
»Men dette afviser brandundersøgelsen,« siger Bertel Hejlesen til Ritzau.
Søren Ekelund har tidligere, til elektronikbranchen.dk, været ude med en teori om, at branden muligvis er opstået i en fejlproduceret komponent fra en underleverandør. Men dengang frygtede han selv, at det kunne være umuligt at afgøre på grund af de omfattende skader fra branden.
Ingen kom til skade ved færgebranden, og ilden blev slukket af færgens sprinkleranlæg. Men elbilfirmaet Afuture EV Gik fallit, eftersom investorerne ikke ville røre ved projektet med en ildtang efter branden.
»Det er slut med firmaet. Efter branden er det fuldstændig umuligt at få aftaler med investorer, fordi man forude frygter et muligt meget stort erstatningskrav i forbindelse med branden. Så der er ikke anden mulighed end at gå konkurs,« sagde Søren Ekelund tilbage i begyndelsen af februar til folketidende.dk.






