Den hvinende lyd af knivskarpe jernspåner, der høvles af en jernklump, blander sig med regnens sprøjt mod det tynde tag i hangaren på Refshaleøen. Her har Jacob Hansen har fået praktikplads som maskiningeniør - som den første nogensinde.

I dag er han alene. Mellem et virvar af stålplader, forvredne raketdele, iltapparater og brændstoftanke med grove mærker efter en vinkelslibers ubønhørlige slibearbejde.

»Det var bare forkert at være lønslave. Det havde jeg jo prøvet som klejnsmed, hvor jeg arbejdede fra 8 til 16. Jeg ville noget mere,« fortæller Jacob Hansen på 27 år, der nu står i lære hos raketbygger Peter Madsen og rumskibsbygger Kristian von Bengtson.

Svejselugten hænger i lokalet, selv om svejseapparaterne ligger stille, og lugten af brændstof og olie er over alt. Det ligner en klejnsmeds hule, men er langt mere end det.

Siden Jacob Hansen begyndte sin praktik for halvanden måned siden, har han allerede nået at arbejde på alt fra affyringsrampen Sputniks luger til hjertet i en ny generation af raketmotorer. Sammen med Peter Madsen har han svejset på den injektor af rustfrit stål, der måske skal bruges i en ny raket, hvor oxygen og ethanol blandes. Og i dag arbejder han på at lave en luge til Sputnik med en indbygget brændstoftank.

»Jeg får uro ved at sidde ved et skrivebord i otte timer. Man bliver mentalt udmattet, og efter to år på skolebænken har jeg det bare sådan: Jeg skal bruge mine hænder. Her kan jeg få en idé, tegne den og gå direkte ud i værkstedet og skabe den. Det er for fedt,« siger Jacob Hansen og peger på, hvad der ligner en overdimensioneret tv-antenne fra en tid, hvor andelsforeninger kæmpede om at modtage det bedste analoge tv-signal.

»Alt her i HAB er meget utraditionelt«
Et håndtag i skinnende metal afslører dog, at antennen har et helt andet formål. Den skal nemlig afløse de tre marinehjemmeværnsfolk, der sidste sommer fik til opgave at rette hver deres antenne mod rumskibet Tycho Brahe på toppen af raketten HEAT1X for at opretholde en kommunikation med rumskibets systemer. Alle antennerne har Jacob Hansen nu samlet i én enhed, der er udstyret med en kontravægt, som gør det nemt for én person at rette antennerne mod raketten under affyring. Og arbejdet har presset Jacob Hansen til at tænke anderledes, end han var vant til.

»Når jeg skærer plader ud, så har jeg slet ikke adgang til samme slags pladeskærere, som man finder i store virksomheder, men må ofte flammeskære pladerne. Alt her i HAB er meget utraditionelt,« siger Jacob Hansen, der har en fortid som uddannet klejnsmed hos KD Maskinfabrik i Vejle.

»Her lærer jeg også at dreje i metal. Det er ellers ikke en klejnsmeds arbejde. På mange virksomheder må klejnsmeden nøjes med at svejse og skære plader ud, mens maskinarbejderen drejer og fræser. Arbejdet kan være meget opdelt. Men her får jeg lov til lidt af hvert,« fortæller Jacob Hansen.

Raket eksploderede under første besøg
Egentlig stod Jacob Hansen med en fin praktikplads hos Mikrolab i Århus tæt ved kæresten, med 12.000 kroner i løn om måneden, mad-ordning og kaffe-ordning. Hos Mikrolab skulle han lave laboratorie- og måleudstyr, men efter at have fulgt raketbyggernes mislykkede opsendelse hos Ingeniøren valgte han at sende et fire linjer kort brev – ikke en ansøgning – til Peter Madsen.

»Det var en rent long-shot. Jeg tænkte bare, at mine evner som klejnsmed kunne bruges og gav det et forsøg,« siger Jacob Hansen.

Og ganske rigtigt. To dage efter ringede en euforisk Peter Madsen, der i månedsvis havde leget med tanken om at få en praktikant tilknyttet Copenhagen Suborbitals (CS). Efter 14 dage troppede Jacob Hansen op på Refshaleøen 20. november for at hjælpe med at gennemføre en ny motortest.

»Jeg blev sat i gang med det samme. Og jeg tror, Peter prøvede mig lidt af. I starten kludrede jeg lidt i det med nogle ventiler, men ellers gik det fint ... eller raketten røg jo i luften,« fortæller Jacob Hansen, der selv blev den eneste, der fik en brugbar videooptagelse af eksplosionen. (Se videoen her).

»Alle de andre kameraer stod lige i røgretningen, men jeg havde gemt mig bag en betonklods i nærheden og havde fået af vide, at jeg skulle holde mig i skjul. Jeg havde forstået det sådan, at de første sekunder var de farligste, så først efter et lille stykke tid kravlede jeg op og pegede kameraet mod raketten. Og så sagde det bang,« fortæller Jacob Hansen om sin første dag.

Læser om banekurver og raketvidenskab i fritiden

Først 30. juni slutter praktiktiden hos CS og Jacob Hansen ligner allerede en fast del af raketholdet, som han står ved drejebænken iført den klassiske orange heldragt med blå ærmer og refleksstriber, der hjælper til at holde varmen i den uopvarmede hangar.

Udenfor tegner regnen orange ruststriber ned ad stålsiderne på fartøjerne Sputnik (affyringsplatformen) og Nautilus (ubåden), der er trukket på land.

Sputnik skal udstyres med to dieselmotorer før affyringen af Heat i juni og Jacob har fået til opgave at bygge nye luger til Sputnik. Lugerne skal have indbyggede brændstoftanke og være klar inden 1. juni, hvor Jacob bliver fuldtidspraktikant med midlertidig base i Nexø, hvorfra afsejlingen mod affyringsstedet i Østersøen går.

Der er rigelig at lave og det passer Jacob Hansen fint, for han har ikke mange venner i København, og interessen for raketter er steget ham til hovedet i en sådan grad, at han bruger aftenerne på sit værelse på amager på at læse om den nyeste raketvidenskab, banekurver og fagbøger om rumfart gennem tiden.

»Mit liv handler om raketter og rumskibe nu. Når jeg kommer til Århus eller Vejle, så kører det rundt i hovedet på mig, og jeg forstår ikke, hvorfor mine venner ikke gider snakke raketter med mig,« griner Jacob Hansen.