Pendler-rapport: Man er altid garanteret en ståplads hos DSB
Køge og Roskilde Kommuner har samlet 108 borgeres erfaringer med DSB i en lille rapport fyldt med forsinkelser og ståpladser. Nu kræver de, at transportministeren griber ind.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
"Kun én ting er konstant: Lige meget hvilket tog, så er man altid garanteret en ståplads
"
Citatet er hugget fra en rapport med beretninger fra 108 DSB-pendlere, som gennem 14 dage har skrevet om deres oplevelser med DSB på Roskilde og Køge Kommunes hjemmesider.
Lad os med det samme snuppe et par stykker mere:
»Jeg pendler fra Ringsted til Roskilde og har på 46 ture kun været ude for, at toget både kom til tiden og satte mig af til tiden 7 gange. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har kunnet sidde ned på vej til arbejde. Tre gange har jeg været udsat for, at jeg ikke kunnet komme med toget i Ringsted på grund af pladsmangel. En gang besvimede en medpassager, fordi vi stod så tæt.«
Eller hvad med:
»Jeg har pendlet siden 1969 og troede, jeg havde oplevet alt, hvad man kan opleve, men jeg må sige, det er blevet ringere, endda meget.«
Lige et sidste punch, inden vi slutter citat-kopieringen:
»Jeg har kørt med toget de sidste 6 år, og jeg har i den tid oplevet, at der er færre og færre pladser, men specielt siden august 2010 har de manglende siddepladser været et stort problem. Ud over at man føler, at man bor i et uland, hvor infrastrukturen ikke virker, føler jeg ikke, at jeg får det, jeg betaler for.«
Du kan selv læse videre i rapporten med de oprørte pendlere her.
Politikerne i Roskilde og Køge Kommuner vil ikke sidde pendlernes rædsler overhørigt. Det fik dem til at skrive rapporten. Af den kan man læse, at fire ud af fem pendlere i deres uvidenskabelige undersøgelse klager over forsinkede tog. Godt halvdelen oplever problemer med at få en siddeplads, mens knap halvdelen har svært ved at klare aflysninger og manglende information.
Kommunerne åbnede deres hjemmesider for pendler-kvalerne, mens vinterens kolde hånd holdt landet i et fastere greb end i dag. Det formilder ikke de lokale politikere.
»Vi kan ikke byde vores borgere transport på de vilkår - oven i købet når de er faste kunder hos DSB og Banedanmark. Jeg håber virkelig, at ministeren vil tage dette alvorligt,« siger Torben Jørgensen (S), formand for teknik og miljøudvalget i Roskilde Kommune.
Det får transportminister Hans Christian Schmidt (V) lejlighed til at vise i eftermiddag, mandag. Han er inviteret til to af de værst plagede stationer, Borup og Viby Sjælland. Her skal han møde både politikere og pendlere.
På forhånd har ministeren ikke meget sympati.
»De mange beretninger om overfyldte tog er næsten uforståelige. Det bør da være muligt at sætte ekstra vogne ind på de afgange, hvor man på forhånd ved, der vil være pladsproblemer,« lyder det fra formanden for teknik- og miljøudvalget i Køge Kommune, Erling Larsen (S) i den pressemeddelelse, som de to kommuner har udsendt.
Ingeniøren har tidligere skrevet, at de sjællandske togpendlere står som sild i en tønde. Da var, da de gamle, blå Bn-vogne blev pillet ud af drift i sensommeren sidste år. Dengang viste statistikken, at folk stod op i hvert ottende tog mellem Roskilde og København i myldretiden. Det er Danmarks hårdest plagede strækning.






