Carlsberg og tyske forskere bag ny alkoholfri øl - der smager af øl
Levnedsmiddelingeniører fra Berlin har udviklet en proces, der angiveligt får alkoholfri øl til at smage så godt som den originale vare – og som tilmed er sund. Carlsberg har købt de eksklusive rettigheder.
Berlinernes ny brygmetode er baseret på en særlig kombination af gærsvampe og mælkesyrebakterier, der får den alkoholiske gæring til at stoppe naturligt på et tidligt tidspunkt. Derved holdes alkoholprocenten på under 0,5 procent, men smagen udvikles fuldt. (Foto: Ulrich Dahl)
Læs også
Læs mere om
Forskerne fra Technische Universität i Berlin kalder det et kæmpe gennembrud: De har udviklet en innovativ proces, som angiveligt gør det muligt at fremstille alkoholfri øl, der smager som – øl! En gang for alle!
Tør man tro dem, er tiderne altså forbi, hvor bilister og afholdsfolk måtte lide under flade smagsoplevelser med stedvise strejf af muggen vaskekælder.
Ifølge berlinerne har deres kreation - trods en alkoholprocent på kun mellem 0,2 og 0,4 - en frisk fyldig og tilpas bitter smag - som en rigtig øl nu skal have, lover levnedsmiddelingeniør professor Frank-Jürgen Methner, der har stået i spidsen for forskningen.
»Vores mål har været en markant forbedring af den sensoriske oplevelse ved alkoholfri øl. Vi ville brygge en sund øl, der smager godt.«
Gærsvampe og bakterier
Ifølge Methner har problemet hidtil været, at gængse brygmetoder giver alkoholfri øl, der ofte rummer fejlaromaer, smager dovent og lugter svagt af urt.
Årsagen er, at producenterne typisk afbryder den alkoholiske – og smagsgivende - gæringsproces kunstigt. På den måde forhindres gæret i at omdanne for meget sukker til alkohol, og procenten forbliver lav.
Alternativt kan man anvende dialyseprocesser, som trækker den forhåndenværende alkohol ud af almindelig brygget øl. I begge tilfælde går der dog smagsstoffer tabt, hvilket resulterer i den fladere smagsoplevelse.
Berlinernes ny brygmetode er i stedet baseret på en særlig kombination af gærsvampe og mælkesyrebakterier. De to mikroorganismer får den alkoholiske gæring til at stoppe naturligt på et tidligt tidspunkt. Derved holdes alkoholprocenten på under 0,5 procent, men smagen udvikles fuldt, som var der tale om en almindelig øl.
De tyske forskere oplyser, at deres ny alkoholfri øl ikke bare er lækker men også sund.
»Den er isotonisk, og så indeholder den vigtige vitaminer, mineraler, aminosyrer og polyfenoler,« forklarer Frank-Jürgen Methner.
Carlsberg har været involveret i det tyske projekt fra start, og har efterfølgende købt de eksklusive rettigheder til berlinernes know-how. Det skal udmønte sig i en ny alkoholfri Carlsberg-øl, der kommer på markedet i løbet af foråret.






