Ny Segway-konkurrent kan bæres som en håndtaske
Den kendte, selvbalancerende Segway får nu modspil af et nyt køretøj ved navn Solowheel, som kun vejere 9 kg. Solowheel har en motor på 1000 watt og opsamler bremseenergi.
Motionister er måske ikke den første målgruppe for Solowheel. Men til sjov på gaden - og måske til opsigtsvækkende marketing - er der muligheder for at sælge den ingeniør-krævende konstruktion. Da de første cykler kom frem, var det efter sigende en vits i Afrika, at hvide cyklister var "dovne, hvide mænd, der ville sidde ned og gå". Efter hundrede år er vestlig teknologi kommet så langt, at vi nu kan stå op og gå - uden at gå... (Foto: Inventist)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Et nyt selvbalancerende køretøj er kommet på markedet i USA, og nu er der tale om en lille sag på kun 9 kilogram, der kan tages med i bussen.
Der er tale om Solowheel, som er udviklet af opfinderfirmaet Inventist i udkanten af Vancouver. Solowheel har en kraftig motor på 1000 Watt, og al elektronik og batterier er skjult inde i hjulet. Det eneste, "chaufføren" skal bruge, er de to brede fodhvilere, som man stiller sig op på. En fod først, derpå den næste. Og så læner man sig frem og kører.
Det er tydeligt, at der er gået lang tid, siden de første Segway'er og de første ethjulede, selvbalancerede køretøjer dukkede op. Solowheel ser overhovedet ikke hjemmebygget ud, sådan som det var tilfældet med SBU'en (Self Balancing Unicycle), der blev omtalt her i spalterne for godt to år siden.
Og Solowheel kan som en moderne hybrid-bil opsamle energi til lithium-ion batteriet, når elmotoren bruges som bremse ned ad en bakke.
Køretøjet kan bæres som en taske
Som det første ethjulede, selvbalancerede køretøjer i verden kan Solewheel pakkes samme og bæres med i bussen eller toget som en taske. Man folder simpelthen fodhvilerne op mod det afskærmede hjul og griber fat i håndtaget øverst.
Ladetiden er 45 minutter, og så kan man køre uafbrudt i to timer. Det fremgår ikke at Inventist's hjemmeside, hvor hurtigt hjulet kan køre. Men med 1000 Watt til rådighed er der et kraftoverskud, der kan fange balancen, hvis man kommer til at læne sig langt forover.
Opfinderen, Shane Chen, kom til USA for godt 20 år siden. Firmaet Inventist blev stiftet for at få udløb for hans trang til at hitte på. Det er der kommet mange forskelligartede køretøjer og fartøjer ud af, og det ses med det samme på hans hjemmeside. Shane Chen søger i øvrigt forhandlere til alle sine produkter.
Salgsargumentet er, at Solowheel er det mindste, grønneste og mest praktiske transportmiddel, som nogensinde er opfundet. "Vi har genopfundet hjulet", skriver Shane Chen.
Solowheel er ikke dyr, set i forhold til andre køretøjer i samme kategori. Den bliver ifølge magasinet Treehugger sat til salg for 8.100 kroner i USA fra marts i år.






