/karriere

Seks internationale eksperter skal kulegrave Penkowas forskning

Københavns Universitet vil sætte seks internationale forskere til at undersøge hjerneforsker Milena Penkowas forskning. Arbejdet dækker blandt andet over 100 videnskabelige artikler, som Penkowa er forfatter eller medforfatter til.

Af Freja Czajkowski, onsdag 02. mar 2011 kl. 12:34

Københavns Universitet vil udpege seks internationale eksperter, der skal undersøge den politianmeldte hjerneforsker Milena Penkowas arbejde. Deres hovedopgave bliver at gennemgå Penkowas dokumentation for forsøg og eksperimenter for uredelighed.

Dermed følger de et kommissorium til en undersøgelse, som Det Frie Forskningsråd har sendt til KU.

»Københavns Universitet vil følge anbefalingerne fra Det Frie Forskningsråd, så vi kan få gennemført en omfattende undersøgelse af al den forskning, som Milena Penkowa enten er hoved- eller medforfatter til,« siger rektor Ralf Hemmingsen i en pressemeddelelse.

Det Frie Forskningsråd har også uarbejdet en liste over en række forskere i udlandet, som de mener, er egnet til at undersøge Penkowas forskning. Listen indeholder eksperter indenfor bland andet dyremodeller, demens og immunkemiske reaktioner.

Panelet, der bliver udpeget, må selv bestemme, hvordan de vil undersøge de omkring 100 artikler, som Milena Penkowa har været med til at skrive.

Samtidig anbefaler Det Frie Forskningsråd, at alle medforfattere skal indlevere en form for videnskabelig selvangivelse over deres bidrag til hver enkelt artikel inden for en bestemt tidsfrist. Derudover skal panelet af eksperter kunne bede om at prøvematerialer, elektronisk data, billeder af forsøg osv. fra de involverede forskere.

»Det bliver en omfattende opgave, men jeg har stærk tillid til, at det internationale panel kan opdage, om der er tilfælde af uredelighed. For de forskere og studerende, der har arbejdet sammen med Milena Penkowa, og for forskningsverdenen i det hele taget, er det meget vigtigt, at der bliver skabt klarhed om Penkowas forskningsproduktion,« siger prorektor Thomas Bjørnholm i KUs pressemeddelelse.

Han vil få ansvaret for den administrative proces omkring undersøgelsen. Panelet af eksperter skal så anbefale de videre skridt, som KU eventuelt skal tage efter, de har afsluttet deres opgave.

Milena Penkowa sagde selv sin stilling op hos KU i december og i starten af februar politianmeldte universitet hende for bedrageri og dokumentfalsk.



03. mar 2011 kl 00:44

Torben Sønnichsen

Gabestok eller hekseproces!

Er der kun 1 forsker, der er anklaget for uredelighed? Måske skulle man overveje at offentliggøre alle uredelighedssager.
I Fødevare-branchen får man offentliggjort sine sure og søde smiley'er.

Man kan måske indføre et klassificeringssystem med 1-5 stjerner ligesom hotellerne:
***** (5 stjerner) til den forsker der forsker mindst 80 timer om ugen og publicerer 6 gange årligt, en sådan forsker kan opnå et årligt møde med forskningsministeren.
**** (4 stjerner) til den forsker der forsker 60 timer om ugen og publicerer 4 gange årligt.
*** (3 stjerner) til den forsker der forsker 40 timer om ugen og publicerer 2 gange årligt
** (2 stjerner) til den forsker der forsker 20 timer om ugen og underviser 20 timer om ugen og publicerer 1 gang om året.
* (1 stjerne) til den forsker der forsker 20 timer om ugen og underviser 20 timer om ugen og ikke publicerer.
Man kan så sætte stjernerne på venstre skulder og en gang om året kan man ændre status og blive op- eller nedgraderet.
På denne måde ville man jo kunne opdage uredelige forskere i tide og universiteterne kunne opnå international anerkendelse for den måde man styrer sine forskere på.


03. mar 2011 kl 09:36

Morten Busch Jensen

Re: Gabestok eller hekseproces!

Kan Hr. Torben Sønnichsen redegøre for hvordan han mener uredelighed skulle være korreleret med hans klassificeringssystem? - for jeg kan ikke se hvordan det adskiller sig væsentligt fra nutidens bedømmelse af forskere...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.