Absurd konsekvens af snekollaps
Af Christian Munch-Petersen,
mandag 28. feb 2011 kl. 21:52
Man kan læse på ing. dk, at der påhviler en bygningsejer en pligt til at rydde sne på taget (se næstsidste afsnit).
Denne absurde påstand er en konsekvens af en række kollapser, der påstås at have en årsag i snelast, men som stort set alle skyldes beregnings- og konstruktionsfejl.
Man kunne tænke sig det parallelle eksempel, at en vejbro styrtede sammen på grund af trafikbelastning. Skulle Vejdirektoratet så køre rundt i fædrelandet og jage bilisterne væk fra broerne?
Næh - en vejbro kan og skal kunne bære al den trafiklast, man kan tænke sig på en sådan bro, og et tag skal derfor også kunne bære enhver snelast, man kan tænke sig.
Det kræver selvfølgelig kompetente designere, beregnere og entreprenører, ligesom der skal vedligeholdes med tiden.
Ydermere er det fuldstændigt absurd at bede om, at folk rydder sne på et tag, der er ved at styrte sammen!
Problemet er nu, at det er forår i morgen, og så glemmer de fleste problemet til næste snevinter.
Men altså: Et tag skal kunne holde til sne!