/byggeri

SBI-rapport om årsagen til kæmpe halkollaps er udsat to uger

Folketingets boligpolitikere rykker utålmodigt erhvervsministeren for konklusionen på, hvad der fik taget på Club Danmark Hallen til at styrte sammen. Konklusionerne er lavet, men først skal rapporten finpudses, og om to uger er den klar.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 01. mar 2011 kl. 10:57

Havde Club Danmark Hallens konstruktion en indbygget svaghed, der bare ventede på en tung snelast, før den brød sammen, eller hvordan var årsagssammenhængen, der førte til det dramatiske tagkollaps i Valby i juledagene?

Det har Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, nu fundet ud af. Men før undersøgelsens resultater bliver offentliggjort om 14 dage, skal nogle af formuleringerne i rapporten 'finpudses'.

I Folketinget venter partiernes boligpolitikere, der har krævet åbne udredninger i stil med undersøgelser udført af en havarikommission, utålmodigt.

Samtlige partier har lagt et massivt pres på erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få åbne, systematiske undersøgelser af de mange tagkollapser.

Og erhvervsudvalget har været henne at prikke til ministeren for at få konklusionerne på ulykken i Valby, og hvad ministeren i den anledning vil foretage sig for at undgå gentagelser.

Politikerne skal imidlertid ikke vente sig, at ansvaret for kollapser bliver placeret i SBi’s undersøgelse, siger Niels-Jørgen Aagaard, forskningschef i SBi:

»Vi er hverken domstol eller myndighed. Det er ikke vores opgave at placere ansvaret for de enkelte kollapser, men at finde ud af, hvad der er sket, for at vi kan lære af det og på den måde øge sikkerheden i dansk byggeri.«

»Vi har aftalt med Erhvervs- og Byggestyrelsen, at vi fremover systematisk skal følge op på den slags hændelser. Og fra sag til sag afgøres det, om konstruktionens størrelse eller andre forhold giver anledning til en særlig undersøgelse, som den vi nu laver af Club Danmark Hallen,« fortæller Niels-Jørgen Aagaard.

Byggeforskningsinstituttet har i flere år registreret alvorlige svigt i byggeriet i et register med en række nøgle-informationer om svigt. Men nu bliver der altså tale om at sikre en samlet viden i stil med en havarikommission.

Endnu har SBi ikke fået ekstra penge til opgaven. Men instituttet forventer, at opgaven kommer til at indgå i dets flerårige kontrakt, som snart skal fornyes.



07. mar 2011 kl 06:07

avatar

Peter Kamp Nielsen

Finpudses?

Skærpe konklusionen eller sløve den ?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.