Måske kunne de to entusiastiske raketnørder med fordel have læst artiklen ”Uden for jordatmosfæren” i Ingeniøren fra 1951, før de gav sig til at bygge deres hjemmelavede rumskib.

Den interessante artikel i det gamle Ingeniøren gennemgår nemlig omhyggeligt de teoretiske og naturvidenskabelige forudsætninger for, at en raket kan sendes udenfor jordens atmosfære.

Det kræver således ”et arbejde på godt 6 millioner kgm for at fjerne 1 kg fra jorden”, og sættes den kinetiske energi lig den potentielle i beregningen, ses det, at hastigheden skal op på 11.180 m/sek, hvis raketten skal blive deroppe.

På det tidspunkt var det lykkedes for amerikanerne at sende en forsøgsraket 400 km op, og selv om man altså udmærket kendte forudsætningerne for at sende en satellit i kredsløb, var det endnu ren teori.

Amerikanerne baserede som bekendt deres raketudvikling på tyskernes V2 bombe, Vergeltungswaffe 2, hvis udvikling fra 1933 blev ledet af Wernher von Braun. Dens totalvægt ved affyringen var 12,5 ton, nyttelasten var sprængladningen på 800 kg, og motorens brændetid var 67 sekunder.

I perioden fra september 1944 til krigens slutning i maj 1945 lykkedes for tyskerne at affyre ikke færre 4.300 V2’er mod England, så der var noget at bygge videre på for det amerikanske militær, fremgår det.

I 1951 er våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen i fuld gang, men militærets raketter var sådan set ikke beregnet på at skulle slippe jordens tyngdefelt, nærmest tværtimod, og den civile rumfart var næsten ikke-eksisterende (selv om Dansk Selskab for Rumfartsforskning blev stiftet allerede i 1949, som det fremgår af en fodnote).

Det kan læses imellem linjerne, at forfatteren finder den naturvidenskabelige vinkel nok så interessant som den militære. Som når han skriver: ”Den videnskabelige side af sagen har stadig mange tilhængere, der er overbevist om, at det en dag før eller senere vil blive muligt at sende en raket med instrumenter ud i rummet udenfor Jorden, og som håber, at det engang vil lykkedes for vore efterkommere at lade den efterfølge af en bemandet raket”.

Det var tydeligvis fjerne fremtidsdrømme i 1951.

Men den første satellit, Sputnik-1, blev sendt i kredsløb af russerne allerede i oktober 1957, og forfatterens andet fromme håb om et bemandet rumskib gik i opfyldelse allerede efter ti år, da Gagarin kredsede én gang rundt om jorden i Vostok-1 i 1961.

Det satte gang i udviklingen, da der gik kold krig i den ’civile’ rumfart.

Artiklens forfatter var i øvrigt civilingeniør Leo Hansen (1905-1983), som stort set hele sit arbejdsliv var ansat i Københavns Belysningsvæsen og bl.a. deltog i byggeriet af Svanemølleværket i København.

Ved siden af jobbet var Leo Hansen særdeles interesseret i raketteknik og skrev artikler og holdt foredrag herom, ligesom han bl.a. skrev bogen ”Rumfart og raketteknik” (1958). På sine ældre dage blev han interesseret i numismatik, og han var hovedkraften bag Dansk Numismatisk Forening udgivelse af værket ”Danmarks officielle Pengesedler 1713-1983”, men døde umiddelbart før udgivelsen.

Leo Hansen ville uden tvivl med stor begejstring have deltaget i Peter Madsen og Kristian von Bengtson fantastiske raketprojekt her 60 år senere.