Discoverys sidste rejse
Af Steen Eiler Jørgensen,
fredag 25. feb 2011 kl. 12:44
I går aftes lidt i elleve dansk tid drog rumfærgen Discovery ud på sin sidste rumrejse med seks astronauter om bord. Selv så jeg det på NASA TV, som jeg i dagens anledning smækkede op på mit 42” tv. (Bad idea – deres stream er så belastet lige omkring opsendelse og landing, at kvaliteten er meget ringe. Men det skulle lige prøves.)

Rumfærgen under landing. Upraktisk, men smuk.
Det er en underlig fornemmelse man har, her hvor rumfærgeprogrammet lakker mod enden. På den ene side er det jo temmelig trist, at skulle sige farvel til det smukke rumskib, man kender så godt, på godt og ondt. Især i lyset af, at amerikanerne ikke har nogen som helst ide om, hvor det skal bære henad herefter.
På den anden side vil det sandsynligvis forbedre overlevelseschancerne for astronauterne væsentligt – rumfærgens track record er jo ikke ligefrem noget at prale med.
Det samlede rumfærgesystem er jo ikke resultatet af strengt målorienteret engineering, men snarere af en næsten uendelig række af politiske kompromiser og aftaler.
Én måde at kategorisere raketter på er parallel-stagede og in-liners. Rumfærgen består af fire parallelle elementer: rumfærge, brændstoftank og to faststofboostere, og begge rumfærgeulykker kan henføres til brugen af parallel staging.
Varm gas undslap en booster og brændte hul i brændstoftanken, hvilket fik Challenger til at forlise. Og isolationsskum fra tanken rev sig løs og ødelagde Columbias varmeskjold. Begge scenarier er stort set utænkelige med in-liners, hvor trinnene sidder ovenpå hinanden.
Dertil kommer den tvivlsomme praksis at slæbe vinger, hjul og hydrauliksystemer til styring af elevons og sideror med ud i kredsløb, hvor det absolut intet formål tjener. Rumfærgesystemet kan faktisk løfte 100 tons til LEO (lavt jordkredsløb) – bare synd at de 80 tons er rumfærge; så er der 20 tilbage til nyttelast.
Jeg kommer til at savne rumfærgens æstetik. Men ikke dens teknik.