Den digitale revolution har givet forskere i hele verden en unik mulighed for at dele deres viden meget hurtigere og meget bedre med hinanden og med resten af befolkningen. Desværre bliver muligheden stadig kun udnyttet af et mindretal af forskerne, primært fordi resten af dem tror, det er ulovligt eller besværligt.

Alle seriøse undersøgelser og rapporter viser dog, at bekymringerne er grundløse. Mulighederne er der allerede nu, og grebet rigtigt an vil man kunne høste store fordele ved at gøre offentligt betalte forskningsresultater frit tilgængelig for alle. Det gælder ikke bare økonomien, men videnskaben selv.

En forskers motivation matcher alt det, Open Access kan levere: langt bedre adgang til andres forskning, bedre kommunikation på tværs af fagene, større impact faktor, flere læsere, flere downloads, flere citationer, større anvendelse, bedre produktivitet og et hurtigere videnskabeligt fremskridt.

Lad os tage de økonomiske fordele først. Akademisk publishing er big business. De årlige indtægter er ifølge den Internationale Association of Scientific, Technical and Medical Publishers (STM) og Ulrichsweb ca. 16 mia. dollar fordelt over 25.000 tidsskrifter og 2,5 mio. årlige peer-reviewede artikler (inkl. conference proceedings). Profitten er enorm og anslås hos to af de største forlag, Wiley og Elsevier, til at være 30-45 pct. - penge, der primært kommer fra institutioner, der abonnerer på både papir og online-adgang.

Ingen abonnerer på alt

Ingen biblioteker eller institutioner er rige nok til at abonnere på blot en brøkdel af alle tidsskrifter, og naturligt nok har ni ud af ti forskere ifølge Ingeniørens egen undersøgelse derfor problemer med at finde artikler, som deres institut ikke abonnerer på og som ikke findes gratis på nettet. Det er en uholdbar situation, især når man tænker på, at forskningsresultaterne stammer fra offentlige midler og bliver leveret gratis til forlagene.

Til gengæld er det heller ikke billigt at publicere en artikel. Der er brug for ordentlig håndtering af indsendelser, vurdering og peer-review (også af artikler, der afvises), redigering og korrektur, layout, grafik, print, markedsføring, logistik, CMS-systemer, båndbredde med mere.

Generelt siger man at det koster 2.000-15.000 dollar pr. artikel, alt efter tidsskriftets kvalitet. Det er derfor ikke overraskende, at både akademikere og private aktører kun forudser en reduktion i omkostninger på ca. 10-20 procent, hvis man dropper papiret og går over til ren online-publikation.

Indføres der Open Access betyder det, at abonnementsindtægterne vil blive meget mindre. Forlagene vil skulle ændre deres business-model således at forfatterne skal betale i stedet. Mange nuværende Open Access tidsskrifter opkræver allerede nu 2-10 gange højere 'page charges' end de lukkede tidsskrifter. Det kaldes gylden Open Access og indeholder ifølge forlagsbranchens egen rapport mange fordele men er svært at sælge, fordi det ikke er instituttets bibliotek, men forskerne selv, der skal betale de ekstra omkostninger fra deres sparsomme forskningsbevillinger.

En af de mest grundige undersøgelser af Open Access stammer fra 2008 og er skrevet af Joint Information Systems Committee (JISC) i England. Den siger, at der samlet set vil være en cost-benefit-fordel ved gylden open access på 13,9 - det vil sige at de finansielle fordele vil være substantielt meget større ved Open Access end ved det nuværende system.

Endnu bedre bliver det, hvis man indfører det såkaldte grønne Open Access, som går ud på at forskningsinstitutionerne publicerer de peer-reviewede artikler i et parallelt åbent depot, lige så snart artiklerne er accepteret til publikation i de normale tidsskrifter. Så kommer cost-benefit-ratioen op på 40.

Regnestykket baserer sig på en kompliceret økonomisk model og er på trods af forlagsbranchens vævende kritikpunkter aldrig blevet udfordret i sine nøgletal. JISC-rapportens model er desuden frit tilgængelig online, og man kan selv ændre på modellens antagelser. Det må derfor betragtes som ganske sigende, at forlagsbranchen ikke har kunnet præsentere en for dem mere realistisk modelberegning.

Hvis grøn Open Access implementeres, vil der faktisk slet ikke ske så meget til at starte med hvad angår institutionelle tilpasninger. Over 90 pct. af alle de lukkede (dvs. ikke-Open Access) tidsskrifter giver allerede nu mulighed for en eller anden form for selvarkivering, hvoraf de 62 pct. eksplicit gør det muligt for forskeren at arkivere sit accepterede 'final draft' i et åbent depot.

For de resterende tidsskrifter, der ikke tillader umiddelbar grøn open access, er det ifølge Stevan Harnard stadigvæk muligt at arkivere i et depot umiddelbart efter accept, dog med en knap, der f.eks. hedder 'e-mail e-print request', som giver læseren inden for en eventuel embargo-periode mulighed for at gøre brug af fair use-princippet om, at personer selvfølgelig gerne må sende deres forskning til hinanden, peer to peer.

Men selvom grøn selvarkivering med det samme og helt legalt ville kunne frigøre 62 pct. af artiklerne, samt 38 pct. af næsten-Open Access-artiklerne, er der ifølge Ingeniørens undersøgelse kun ca. 15 pct. af forskerne, der rent faktisk gør det.

Årsagen er dårlige vaner, dårlig support, ubegrundet frygt for problemer med copyrights og en mærkelig fordom om, at det på en eller anden måde vil påvirke peer-review processen. Men Open Access har intet med peer-review at gøre. Også i fremtiden vil tidsskrifterne, ligesom de gør i dag, konkurrere på deres kvalitet, deres gode navn og kvaliteten af deres peer-review.

Konklusionen er altså entydig. Grøn Open Access burde implementeres så hurtigt som muligt af alle verdens forskningsinstitutioner. Fattige landes forskere vil nyde godt af det, små virksomheder vil nyde godt af det, journalister og almindelige borgere vil elske det, og forskningsverdenen vil kunne rykke tættere sammen, arbejde hurtigere, mere effektivt, blive mere synlig og spare mange penge.

Alene etikken i at åbne op for den videnskabelige viden burde være nok som argument. Man skal heller ikke undervurdere de mange stadig ukendte netværkseffekter, som vil opstå i kølvandet på en så gennemgribende integration af den videnskabelige viden. Historien har gang på gang vist, at det er de små ting, som f.eks. de bevægelige typer hos Gutenberg, eller PC'en i den digitale tidsalder, der har skabt nogle af de største fremskridt for vores civilisation.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen forventes snart at komme med et udspil til, hvordan forskningsartikler kan gøres frit tilgængelige for alle, og det burde ikke være svært at vælge. Hvis ministeren mod forventning ikke stiller krav til forskerne, er det op til de bevillingsgivende myndigheder og fonde at gøre det.