Danmarks første åbne Gør-Det-Selv laboratorium
For ikke så længe siden fik Danmark sit første hacker space, Labitat, der er et slags ”åbent værksted” hvor folk mødes for at skille hardware ad og bruge komponenterne til egne opfindelser. Nu kommer så det åbne laboratorium, kaldet BiologiGaragen, hvor folk kan mødes og lave biologiske forsøg på hobby-plan.
I Labitat sker der mange ting. Det er ikke alt inden for IT og Elektronik. Lasse Norfeldt har skrevet om et af de nyeste tiltag. Nemlig Biologigaragen. Uden mere præsentation overlader jeg ordet til Lasse:
Stedet er stadig den lille hyggelige kælder på H.C. Ørstedsvej, men den har nu fået et biologisk aspekt. Labitat huser folk med vidt forskellige baggrunde, men samme interesse; ”Kan vi gøre det bedre selv?”. Der har så over den sidste tid rendt nogle by-hackere rundt og tænkt om det ikke er muligt med al denne tekniske kunnen at lave nogle biologiske forsøg. Tanker blev til snak og snak til handling. Så gruppen BiologiGaragen blev skabt og projekt-idéer samlet sammen.
Opstart I starten bestod BiologiGaragen kun af 2 hylder, en hjemmeside og et ugentligt møde i Labitat. Hylderne blev så småt fyldt op og flere folk begyndte at dumpe forbi fordi de havde stødt på hjemmesiden. Da BiologiGaragen er en flok iværksættere med kort fra tanke til handling blev der på et af de ugentlige torsdagsmøder rykket godt og grundigt rundt på Labitats inventar og skabt en arbejdsplads. Pladsen bliver så fornemt kaldt ”Lab 1.0” og de tidlige hylders indhold blev tømt ud over hele bordpladsen så det kunne være til fremtidig skue for alle indtrædende i Labitat.
Hvad kan man lave?
Men hvad skal der så laves i BiologiGaragens Lab 1.0? Projekt-ideerne spænder vidt og det er ihvert fald ikke fantasien som fejler noget. Der er de helt simple projekter, som at bruge lego til atlave sjove biologiske forsøg enhver forælder kan udføre i garagen som et hyggeligt forælder-barn projekt, og så er der de store drømme som at få bygget et laboratorium der kan blive autoriseret til at må udføre syntetisk biologi. Et fællesprojekt for alle medlemmer er dog klart: Det skal være et sted hvor fritids-forskere kan mødes og udføre fri grundforskning. Da tanken er den at forskning udført på hobby-plan vil give data som måske ellers aldrig ville være indsamlet. Data som måske vil kunne resultere i større videnskabelige projekter.
Fremtiden
Hvem ved, måske er din fremtidige (måske hjemmebyggede) potteplante som vander sig selv eller kommende skraldespand som laver dit organiske affald om til brændbart biogas måske fra et projekt som er udsprunget af BiologiGaragen. Det er i hvertfald projekter som allerede huses i BiologiGaragen.
Forfatter: B.Sc. Pharm, Lasse Nørfeldt - medstifter af BiologiGaragen.











