Hvor hurtigt mærker jeg en tegnestift i foden?
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!".
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Læs mere om
Dokumentation
Bent Krag vil gerne vide, hvor hurtigt hjernen registrerer smerte:
"Når man træder på en tegnestift, hvor lang tid går der så, inden hjernen registrerer dette?"
Carsten Dahl Mørch, lektor på Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi på Aalborg Universitet med særlig interessere for smerteperception, svarer:
"Når man træder på en tegnestift, aktiveres en masse nervefibre i huden under foden. Nervefibrene sender signal til rygmarven, som så sender signalet videre til hjernen. Nervefibrene er ikke lige hurtige til at sende signaler videre til rygmarven. Derfor skyldes forsinkelsen, fra uheldet er ude, til signalet når hjernen, de fibre, der går fra foden til rygmarven, og ikke så meget de nervebaner der er i rygmarven.
De nervefibre som sender signaler om berøring, er de hurtigste. De kan lede signalet med op mod 100 m/s, så hvis benet er 1 m langt, er der blot en forsinkelse på 10 ms. Det svarer nogenlunde til forsinkelsen i rygmarven, så dette signal er fremme allerede ca. 20 ms, efter man rammer tegnestiften. Men dette signal får hjernen hver gang, man sætter foden i jorden, mens man går, selvom det sjældent er noget, vi er bevidste om. 
Smerten, som givetvis vil opstå, når man træder på en tegnestift, bliver sendt gennem to slags smertefibre; nogle hurtige og nogle langsomme. De hurtigste smertefibre leder med en hastighed på 20 m/s så signalet er fremme ved rygmarven ca. 50 ms efter uheldet. De langsomme smertefibre leder med en hastighed på ca. 1 m/s, derfor vil det vare op mod et helt sekund, før informationen fra disse fibre når rygmarven og hjernen.
Måske kan du genkende, at når man slår sig, føler man først en prikkende eller stikkende smerte. Det er de hurtige smertefibre, der sender dette signal. Senere, ca. et sekund efter, føler man så en mere nederdrægtig, brændende, knusende smerte, som kommer gennem de langsomme fibre.
Heldigvis spørger du ikke til, hvornår man bliver bevidst om smerten fra tegnestiften. Bevidsthed om smerte er et meget mere kompliceret spørgsmål. Det er jo ikke engang sikkert, at tegnestiften opleves som smertefuld, hvis du fx har fået en gang morfin. På den anden side så kan det også gøre ondt bare at røre foden, hvis du fx har fået et bistik tidligere på dagen.
Det er altså lidt af en tilsnigelse at kalde nogle nervefibre for smertefibre. Derfor bruges oftere betegnelsen nociceptorer, for nervefibre, som kan give anledning til smerteopfattelse."
Live-tv: Dragon-kapsel koblet til International Rumstation
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





