/transport

IC4-tog i Libyen var en gave til Gaddafi

IC4-toget, som er dukket op i Libyen, er ikke blot et udstillingstog, som DSB ellers hævder. Meget tyder på, at toget i stedet er en gave fra Italiens regeringschef Silvio Berlusconi til Libyens diktator Muammar Gaddafi.

Af Freja Czajkowski, fredag 18. feb 2011 kl. 06:48

Et af DSB's IC4-tog i et afrikansk land. Det i sig selv var noget en af overraskelse for DSB. Men nu tager historien endnu en drejning, for meget tyder på, at det ikke er et udstillingstog, der er dukket op i Libyen, som DSB hævder.

Det er derimod en gave fra Italiens regeringschef Silvio Berlusconi til Libyens mangeårige diktator Muammar Gaddafi.

Tirsdag kunne Ing.dk fortælle historien om et IC4-tog, der var blevet spottet i Libyen. Først afviste DSB, at det skulle være et af deres tog, men måtte efterfølgende konkludere, at det er et af de IC4-tog, som italienske Ansaldobreda skal levere til Danmark.

DSB forklarede, at det blot var et udstillingstog og et tog, som Danmark højst sandsynligt skal have til landet senere. Men nu tyder meget på, at det aldrig kommer på dansk jord.

På Ing.dk fik vi vores første mistanke om, at toget ikke blot var et udstillingstog, da vi fik en oversættelse af de arabiske bogstaver på togets forside: '40 års bedrifter'.

I 2009 kunne Gaddafi fejre netop 40 år som landets leder. De '40 års bedrifter' kan derfor henvise til en hyldest til diktatoren.

Førerrummet ligner på en prik
Nu har Ing.dk modtaget to billeder, der skulle være taget inde i det libyske IC4-tog. Toget ligner udefra et almindeligt dansk IC4-tog, men det gør det bestemt ikke indefra. På billederne kan man nemlig se store hvide sofaer, gulvtæpper, gardiner og standerlamper, der skal give lys til passagererne.

Flere internationale medier har også omtalt toget. Den tyske avis Zeit skrev i august om et tog, som Berlusconi har givet i gave til Gaddafi - dog uden at nævne, hvilket specifikt tog der var tale om. I artiklen beskriver de interiøret i toget som salonagtigt med sofaer og løbebånd. En beskrivelse, som passer med de billeder, som Ing.dk har modtaget.

Selvom den tyske avis ikke uddyber, hvilket tog det drejer sig om, kan man i artiklens top se et billede af førerrummet med en libysk togfører. Hvis man sammenligner det med førerrummet i et af DSB's IC4-tog, ligner det på en prik.

Den italienske regering har betalt
Det italienske medie Il Denaro omtaler også et IC4-tog, som er blevet leveret kort før venskabsdagen mellem det libyske og italienske folk, samtidig med at Berlusconi besøgte det afrikanske land.

Il Denaro omtaler samtidig et rygte om, at IC4-toget er blevet betalt af den italienske regering. Libyen hævder nemlig, at Italien har gæld til landet på grund af kolonitiden. Toget er derfor afbetaling på gælden eller betaling for venskabet mellem Italien og Libyen. Samtidig skulle det være et håb om, at Italien kan få en større involvering i Nordafrikas infrastrukturprojekter.

IC4-toget er dog blevet afbilledet på plakat for en udstilling, der i sommer blev holdt i Libyen, hvor AnsaldoBreda også var til stede. Udstillingen hed 'Lybian Railway Exhibition and conference'.

Men meget tyder altså på, at toget ikke blot kom til Libyen på grund af udstillingen, men snarere bliver i det afrikanske land. Ing.dk har dog ikke kunnet få fat i folkene bag udstillingen.

Vi har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra Ansaldobreda i Italien, efter at vi tirsdag fik besked på at sende vores spørgsmål til dem over mail. Efterfølgende har ingen svaret på de mails, som vi har skrevet, og ingen tager telefonen. Det har derfor ikke været muligt at få en officiel kommentar eller forklaring.

DSB har indtil videre ikke yderligere kommentarer til sagen.



18. feb 2011 kl 08:35

Jens Christensen

Som forventet

Efterfølgende har ingen svaret på de mails, som vi har skrevet, og ingen tager telefonen.

Et klassisk kendetegn for en troværdig samarbejdspartner. Lad os købe noget mere af dem.


18. feb 2011 kl 08:48

Anders Jakobsen

Re: Som forventet

Efterfølgende har ingen svaret på de mails, som vi har skrevet, og ingen tager telefonen.

Et klassisk kendetegn for en troværdig samarbejdspartner. Lad os købe noget mere af dem.

Nu er det trods alt DSB, ikke Ingeniøren, som er Ansaldos samarbejdspartner. Men på trods af at de nu leverer i den aftalte tempo, så ville det have været en god gestus at have holdt DSB orienteret om specialleveringen.


18. feb 2011 kl 09:01

Torkild Johansen

hævder og hævder...

Det er vel mere rigtigt at DSB troede at det var enudstillings tog.
De sagde sågar at de jo ikke vidste det med sikkerhed,


ING.DK = BT


18. feb 2011 kl 09:51

anne albinus

IC4 togsæt leveret til Libyen i 2009

En italiener skrev på ferrovie.it i en diskussion om IC4 (september 2009): DSB har gjort én fejl, at de valgte Ansaldobreda uden at undersøge dem.

Mht. om DSB troede, det var et udstillingstog:

Allerede i august 2009 skrev denaro.it, at Gaddaffi havde fået et IC4-togsæt leveret til gennemsyn med henblik på at købe IC4 til kyststrækningen.
http://www.denaro.it/VisArtico...eyW=

Det kunne forøvrigt være interessant at vide, om DSB af AB er blevet tilbudt en konto i Schweiz i forb. med DSBs handel, og hvad DSB i så fald har svaret.


18. feb 2011 kl 10:01

Mikkel Christensen

Hvem betalte for udviklingen af toget?

Jeg troede, at DSB havde betalt selve for udviklingen af et IC4 efter deres specifikke ønsker og at AnsaldoBreda derfor ikke bare kan sælge til tog til andre.

Er det korrekt, eller har udviklingen alene været Ansaldos regning således, at de frit kan sælge det samme tog til hvem de måtte ønske, til hvilken pris de måtte ønske?

Hvis Ansaldo selv betalte udviklingen og i øvrigt overholder deres leverance plan er det jo fløjtende ligegyldigt hvor hvilke togset ender.


18. feb 2011 kl 10:02

Jakob Jorgensen

...

Personelig kan jeg ikke se det store problem her, sa lange DSB for deres nybyggede togsat. Dog er jeg enig med Torkild, Anasaldo burde have informeret DSB at de byggede et tog med samme design som det de leverede, men tilbage i 90 erne, byggede Scandia i Randers ogsa IC3 tog til Isral og de levere ogsa nogle togsat til Skane, og IC3 var ogsa special udvilklet til DSB.


18. feb 2011 kl 10:43

Ole Olsen

DSB vil ikke kommentere

- står der på på epn.dk. Det er da helt uacceptabelt, at en statsvirksomhed ikke kan kommentere dette. Så enten har de ikke vidst det, hvilket virker helt usandsynligt - så er italienerne da dummere end politiet tillader - eller også har DSB ikke' rent mel i posen'. Kan DSB virkelig dumme sig mere i denne langstrakte togsag?


18. feb 2011 kl 10:56

Anders Jakobsen

Re: DSB vil ikke kommentere

- står der på på epn.dk. Det er da helt uacceptabelt, at en statsvirksomhed ikke kan kommentere dette. Så enten har de ikke vidst det, hvilket virker helt usandsynligt - så er italienerne da dummere end politiet tillader - eller også har DSB ikke' rent mel i posen'. Kan DSB virkelig dumme sig mere i denne langstrakte togsag?

Hvorfor? Hvad er det som DSB skulle have været orienteret om? Har DSB salgsrettighederne på toget eller hvad?


18. feb 2011 kl 11:08

Henrik Hansen

Re: DSB vil ikke kommentere

[quoteKan DSB virkelig dumme sig mere i denne langstrakte togsag?
Hvordan kan du overhovede tvivle på at det?


18. feb 2011 kl 11:57

Lars Kuur

Det ser godt ud

DSB skulle altså lære noget af den indretning. Det er ihvertfald noget der ville kunne få mig til at kører 1 klasse.


18. feb 2011 kl 12:06

Carsten Jønson

Ordnung muss sein..!

Beslutningen om at indkøbe de omstridte tog fra Ansaldo Breda er uden tvivl taget blandt politikere der efterfølgende har skambrugt af håndsæben og totalt tabt mælet - jeg har overordentligt svært ved at forestille mig at beslutningen er taget internt i virksomheden..
Og lad os lige slå fast én gang for alle: En "Togfører" chekker billetter og har den direkte kunde kontakt. En "Lokomotivfører" kører toget. Nemlig ja..!
;o)


18. feb 2011 kl 12:06

Hans Schou

Re: Hvem betalte for udviklingen af toget?

og i øvrigt overholder deres leverance plan

Det er vist reelt det der er det største problem. DSB mangler desperat de tog.

Hvis Ansaldo leverede til tiden, så ville DSB nok bare have sagt fy, og så havde Ansaldo givet en lille symbolsk gave, og så var den sag ude af verden. Nu ender sagen vel på Trafikministerens bord.


18. feb 2011 kl 12:25

Mikkel Christensen

Togene kommer da til tiden,indtil videre

Hans Schou:

Hvis Ansaldo leverede til tiden, så ville DSB nok bare have sagt fy, og så havde Ansaldo givet en lille symbolsk gave, og så var den sag ude af verden. Nu ender sagen vel på Trafikministerens bord.

Nu har DSB jo accepteret en ny leveringsplan. Og så længe Ansaldo overholder den kan man vel ikke klandre dem for at sælge tog til anden side (med mindre DSB ejer udviklingen af togene) ?

Det er derfor jeg spørger hvem der har betalt for udviklingen og har rettighederne til den.


18. feb 2011 kl 12:28

John Vedsegaard

Re: Hvem betalte for udviklingen af toget?

Jeg troede, at DSB havde betalt selve for udviklingen af et IC4 efter deres specifikke ønsker og at AnsaldoBreda derfor ikke bare kan sælge til tog til andre.

Det kommer vel an på hvilke aftaler der foreligger om rettighederne til udviklingen. I handler af den størrelse vil der under normale omstændigheder stå noget om rettigheder noget i kontrakten. Hvem ved, måske tjener DSB et par millioner hver gang der produceres et togsæt til 3. part....
Selvfølgelig kan det også være man i virkeligheden kun har betalt for udvikling af indholdet i toget og er det ikke mage til, stiller sagen sig jo anderledes.


18. feb 2011 kl 12:31

Mikkel Christensen

Re: Hvem betalte for udviklingen af toget?

John Vedsegaard:

Det kommer vel an på hvilke aftaler der foreligger om rettighederne til udviklingen. I handler af den størrelse vil der under normale omstændigheder stå noget om rettigheder noget i kontrakten. Hvem ved, måske tjener DSB et par millioner hver gang der produceres et togsæt til 3. part....

Det er lige præcis der jeg gerne vil hen. Uden at vide hvordan disse aftaler er så kan vi ikke hverken blåstemple eller fordømme Ansaldos salg til andre kunder (ikke med mindre disse salg forsinker DSB's leverance).

Er der ikke nogen, der har overblik over hvordan aftalerne er indgået?


18. feb 2011 kl 12:32

Alf Blume

ReHvem betalte for udviklingen af toget?

Det er spørgsmålet - sagt på en anden måde: Har Berlusconi stjålet dansk ejendom?


18. feb 2011 kl 12:35

anne albinus

IC4 tog under produktion er ABs ejendom

svar til Mikkel C.

Jeg så på JP:

"IC4-chef Torben Kronstram har understreget, at så længe togene er under produktion, er det Ansaldobredas ejendom".

kilde:
http://epn.dk/brancher/transpo....ece


18. feb 2011 kl 13:09

avatar

Flemming Sørensen

Siamo sorpresi?

Historikken i det her fortæller, at DSB måtte vride begge arme om på AB for overhovedet at få et brugbart tog, og de har også måttet æde en årelang forsinkelse. At Kronstam så er totalt uforberedt på oplysningen om, at den ene korrupte mediterraner forærer et tog til den anden, kan vel næppe overraske. Hans ekstemporerede nødløgn om et udstillingstog viser jo blot, hvor uvidende han var.


18. feb 2011 kl 13:14

Benny Olsen

Re: Togene kommer da til tiden,indtil videre

Nu har DSB jo accepteret en ny leveringsplan. Og så længe Anesaldo overholder den kan man vel ikke klandre dem for at sælge tog til anden side.

Det afhænger af grundlaget for den nye aftale, når DSB på grund af manglende leveringer har utilfredse kunder og 3mia kr i klemme, fordi Anesaldo ikke kan fremstille togsæt i det lovede tempo, så må Anesaldo ved genforhandlingen af kontrakten tydeligt gøre opmærksom på ældre ordre af det samme togsæt, samt forbeholde sig ret til strategiske ordre, men hvis alt var på bordet ved genforhandlingen er der jo ikke noget at komme efter.

DR 3.April 2009, og havde det dog bare kun været en aprilsnar:
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge....htm


18. feb 2011 kl 13:51

Martin Frandsen

korrupt!

Et af nordafrikas mest korrupte regimer får et tog i gave af EUs måske mest korrupte politiske system.

Jeg vurderer, at informationen om at der findes et togsæt ét sted i Libyen ikke er bevis for at der er sket ulovligheder eller fejl.

Det interessante i sagen om forsinkelser er at almindelige mennesker ikke kan forstå hvordan det kan tage SÅ lang tid. Det er ikke ny teknologi, det er et tog... Ja, ja! almindelige mennesker ved også, at det tager tid at tilrette et produkt til købrens specifikke krav. Men vi ved også, at det IKKE tager SÅ lang tid.

Vi må være voksne og trække en linje i sandet. Ikke fordi Libyens piktator har fået et harem-på-hjul, men fordi den samlede informationsmængde peger på at de Italienske leverandører ikke er dygtige nok.

- togene fremstår som ubekvemme i dårligt designede når de sammenlignes med lignende produkter (gamle som nye.)
- utallige eksempler på fejl i elektronik/software
- Lange forsinkelser der får Pave Julius II's kvaler med Michelangelo til at blegne


Vi, samfundet, bør være voksne nok til at se hvornår vi bliver røvrendt. Jeg mener at vi bør tage imod togene som vi har betalt for og ellers afbryde samarbejdet. Ansaldo leverer tog, som brugerne ikke bryder sig om. Det handler ikke om én enkelt ting. Det er dørene, puderne, støjen, manglende gulvplads til store kufferter, underlige lugte og mediernes historier om leveranceproblemer der har overbevist brugerne om at disse tog ikke fungerer til den opgave de er tiltænkt.

Så brugerne tænker måske, at >>de er konstant forsinkede. Både på perronen og når de leveres...<<
DSB skal selv bruge flere penge på at indgå flere kontrakter for at få simple funktioner op at stå.
>>Den var fandme ikke gået der hvor JEG arbejder!<< tilføjer de for sig selv.

Her er en idé til DSB: Ny regel! Alt skal virke INDEN vi skriver under på at vi har modtaget lortet.

(Til de mere tungnemme DSB-folk betyder det at dørene skal åbne og lukke og displays skal vise den information som vi har specificeret.)

Jeg har en mistanke om, at problemet kan være opstået fordi INGEN, af dem der har styret opgaven, har den mindste forstand på hvad et tog er (dvs. de ved mindre end jeg.) Organisationen har INGEN interesse i det tekniske, og magter derfor ikke opgaven.

Vi bør indstille os på at IC4-indkøbet kan blive genstand for en efterforskning og et kæmpe juridisk slagsmål. De tog kommer aldrig til at være andet end en joke i folkemunde.

TLDR: DSB til grin = Danmark til grin = DU er til grin = DU bør forlange annullering af kontrakten OG erstatning


18. feb 2011 kl 14:00

Christian Clausen

Hadegave

Med alle de problemer DSB har haft, må det vist betegnes som en hadegave ;-)


18. feb 2011 kl 14:37

avatar

Lars Kristensen

Tilbage til Randers

Ville det ikke være på sin plads, at næste gang der skal laves togsæt til DSB, så laves de i Randers, så bliver tingene da om ikke andet et internt problem, i stedet for at vi altid skal rode rundt i fremmede folks mere eller mindre korrupte styre.

Det er da muligt at lave s-tog i Randers, så kan det vel også lade sig gøre at lave IC tog.


18. feb 2011 kl 15:06

Martin Gabrielsen

Tog igen hos Ansaldobreda.

@ Lars Kristensen

Ja det er rigtig , men DSB ville nok glædelig for lavet tog hos Ansaldobreda igen!

Bare nu DSB har sørget for at der stå i kontrakten at togene skal kunne køre!: -)

Hilsen Martin


18. feb 2011 kl 15:20

Benny Olsen

Re: Hadegave

Med alle de problemer DSB har haft, må det vist betegnes som en hadegave ;-)
Ikke helt, det kræver mindst 2 togsæt at få sammenkoblingsproblemer mellem dem, og hvis toget kun skal køre langs kysten bliver der ikke de store problemer med folk der stamper sneen af i døren, eller fygesne der smelter ned i de elektriske installationer.

I øvrigt viser billederne tydeligt at siddepladserne er opgraderet, det samme kunne jo være tilfældet med klimaanlæg, og øvrige installationer.


18. feb 2011 kl 15:34

Stig Larsen

Re: korrupt!

Måske det hele handler om ulovlig statsstøtte til AB.


18. feb 2011 kl 16:15

avatar

Torben Bauer

Artikel ' Efterlysning

Googler man lidt på Ansaldobreda, Gaddafi og train får man blandt andet dette link.

"3 Feb 2011 ... IN ITALY THE FISCAL BURDEN ON GDP AT 43.2% IN 2009 .... JANUARY 7 - The first of 22 trains that are being built by Ansaldo Breda for the. ...
ansamed.biz/en/politica/news/ME.XEF34543.html - Cached"

Desværre kan man ikke se hele teksten - men nogle kan måske skaffe denne?


18. feb 2011 kl 16:44

Henrik Biering

Re: Artikel ' Efterlysning

Desværre kan man ikke se hele teksten - men nogle kan måske skaffe denne?

http://www.ansamed.info/en/cam...html


18. feb 2011 kl 16:50

Anders Jakobsen

Re: Artikel ' Efterlysning

Desværre kan man ikke se hele teksten - men nogle kan måske skaffe denne?

http://www.ansamed.info/en/cam...html

Hvad fanden. Skal VORES IC4 tog nu køre i Riyadhs metro?

;)


18. feb 2011 kl 17:15

Søren V. Bech

Konspirations teori..

De falder da noget af på den, de konspirationsteoretikere.

Her har vi Asaldobreda, Gadaffi, De Danske Statsbaner, Berlusconi, i en skøn symfoni.
Her er da virkelig noget at koge suppe på. Jfk, Apollo missionerne, 9/11 flader ligesom lidt ud i tiden, og denne appelsin i deres turban får bare lov til at ligge og tørre ud i Libyens stærke sol?

Hvis de skal have lidt hjælp så var Helge Sander med i Jernbanerådet 1988 - 94, det må da kunne peppe den lidt op, muligvis tilsat lidt sportvogns chauffør fra rotteræset;-)

Kom nu ud af start hullerne, det er snart weekend, og denne historie er da kun til at skrige over hvis den ikke får et twist!

OBS. Ironi, muligvis sarkasme kan forekomme.


18. feb 2011 kl 17:48

Martin Nielsen

Sælg da skidtet til Libyen?

Vi bør måske som danskere se det her som en god ting!

Vi har måtte trækkes med toge som dybest set ikke var bygget til Danmark fra starten (isolering i lokoførerkabinen mangler, elektronikken var mere fejlbehæftet end windows vista, og komforten er so-so).

Imidlertid kunne vi måske bruge de toge vi nu har indtil vi får elektrificeret hovedstrækningerne i Danmark (forhåbentligt noget nogen vil trække op af hatten til næste folketingsvalg?), og dernæst sælge dem til Libyen som på det tidspunkt må have fået en vis erfaring med togene.

Elektrificering er vejen frem.


18. feb 2011 kl 17:59

avatar

Lars Fløche

Togene gør i det mindste nytte i Libyen

DSB har jo betinget sig, at Ansaldobredo ikke udtaler sig til pressen om, hvor mange togsæt, der er klar til levering og hvor længe de har stået klar. Indtil DSB melder klar til modtagelse, og der kan tilsyneladende gå meget lang tid, så er det da fint, hvis togene kan gøre lidt nytte i Libyen, inden de ruster op. Tænk bare på det IC-4 togsæt, som nu i 5 år har stået på Århus Banegård, overmalet med graffitti, uden nogensinde at have fået lov af DSB til at køre på danske skinner. Det er da både spild af godt italiensk arbejde og af danske skatteyderkroner, at togene ikke må gøre nytte her. Tillykke til Libyen. No problem.


18. feb 2011 kl 18:04

Bo Leth Andersen

Hold DSB udenfor

DSB har købt et antal tog hos Ansaldo, hvem Ansaldo eller sælger til vedkommer ikke DSB, Ansaldo ejer designet.
DSB burde nok have haft royalities for IC-3, men det var nok lige så meget erhvevsstøtte, til dansk jernbaneindustri.
Libyen har et meget ambitiøst anlægsprogram for nye baner, og Ansaldo vil selvfølgelig gerne have en bid af kagen, så Italienerne stiller med det bedste de har IC-4.
Til Libyen (og Israels) jernbanenet er tog som IC-3 og IC-4 velegnet, nogle af de få High Claas dieseltog på markedet.
Hyldevare er enten elektriske eller lokaltog uegnet til IC-trafik.
De tyske IC-tog DSB har lejet er heller ikke hyldevare, de har givet DB ligeså store problemer som IC-4.


18. feb 2011 kl 21:48

Michael Bæk

Ha!

Ja giv Gaddafi et IC4, så kan han lære det.


18. feb 2011 kl 23:21

Mads Mikkel Tørsleff

Interiøret er DSB-design

Så vidt jeg husker er det en DSB-designer, der har designet interiøret i IC4 efter DSB's egne ønsker. Selve togets konstruktion og tekniske design vil jeg tro er AB's. At dømme efter billederne, så er det libyske togsæt langt fra at ligne DSB's indvendigt, og derfor tror jeg godt AB kan sælge tog til andre, så længe de har et andet interiør end DSB's.

Jeg kan selvfølgelig huske forkert. Det er jo 10 år siden man så i medierne, at toget var bestilt og så det nye DSB-design.


18. feb 2011 kl 23:35

Henrik Hansen

- Også DSB-design i Libyen

Ansaldo har ikke fjernet alt DSB design iflg. disse billeder:

http://ic3.dk/?p=2555

Sæderne er ihvertfald en del af DSB design, bl.a med det steriliserede vingehjul indvæget.Udvendig har man heller ikke gjort meget for at skjule DSB's farver.

Selv i førerbordet ses stadig et betjeningspanel fra en DSB/Banedanmark strækningsradio, her er DSB logoet dog overklistret med en gul mærkat.


18. feb 2011 kl 23:53

Nikolaj Rasmussen

Tog til tiden

Det er alligevel imponerende, at Gadaffi kan få det nu og ikke til sit 50 års jubilæum. Der er sandelig forskel på folk.


19. feb 2011 kl 08:25

Mads Mikkel Tørsleff

Re: Også DSB-design i Libyen

Ja, okay. De billeder jeg forholdt mig til var fra artiklen her, men jeg kan godt se, at der er DSB-interiør i toget, når man ser de billeder du linker til her. Så synes jeg nok, at DSB har noget at brokke sig over... Men det finder de vel selv ud af...


19. feb 2011 kl 09:19

Arne Birkø

Ja, diktaturstater

må jo holde sammen.

Det går over min forstand, at italienerne bliver ved med at finde sig i Berluconis uhyrligheder.
Men der er vel ikke nogen der tør at stille op som modkandidat.

Desværre får Gadaffi nok mere held med at køre med toget, da de jo nok ikke har så meget sne i Libyen. (endnu !)
Det er som bekendt nogen af de værste betingelser at køre tog under.

At man så ikke kan finde ud af at afskærme for sne og is som bilfabrikkerne kan, er en skandale. Hvis man kan gøre det i en bil, kan man også gøre det på et tog.

Vh Arne Birkø


21. feb 2011 kl 00:27

ole kristensen

lirex

det er udstilling og konference i libyen, da de vil lave en landsdækkende jernbane.

http://lirex.ly/

det kan ikke have været en overraskelse for dsb, men mon ikke de tænkte at det var for nørdet til at nogen skulle lægge mærke til det?

hverken chefen for ansaldo, italien eller libyen havde vel i øvrigt regnet med det her: http://english.aljazeera.net/n...html


21. feb 2011 kl 13:32

Kristian Dam-Jensen

DSB -> /facepalm

DSB kunne jo have startet med at lade väre med dumme krav om at togene både skal köre med ström og med diesel.

Havde politikerne investeret i et 100% ström banesystem, havde over halvdelen af problemerne med IC4 nok ik väret på tale...


21. feb 2011 kl 23:11

Benny Olsen

Re: lirex

@Ole Kristensen

hverken chefen for ansaldo, italien eller libyen havde vel i øvrigt regnet med det her
Det vil nu alligevel være synd hvis toget opfattes som symbol på diktatur og derfor må ødelægges.

@Kristian Dam-Jensen
DSB kunne jo have startet med at lade väre med dumme krav om at togene både skal köre med ström og med diesel.
Jo, specielt nu når diesel stiger til 15kr literen, OPEC træder sammen i morgen, målet er at holde olien under 90$, men der har også været røster om at Saudi er tæt på peak oil, så kan de overhovede åbne mere for hanen?
http://www.business.dk/energi-...oner

Hvor olien kommer fra:
http://www.b.dk/upload/webred/....jpg


22. feb 2011 kl 00:02

Ib Erik Söderblom

Mon Gadaffi får brug for det ?

Som tingene udvkler sig i Libyen, så er det tvivlsomt !

Så ser vi det da gerne, som pendlertog herhjemme :-)


18. mar 2011 kl 18:45

Jimmi Kjeld Andersen

RE: Mon Gadaffi får brug for det ?

Så ser vi det da gerne, som pendlertog herhjemme :-)

Så skal det først ombygges indvendigt!


11. apr 2011 kl 00:25

Bruno Andersen

Altså...

...skriv nu, hvad tingene retteligt hedder.

Som der også er nævnt fra anden side; det er en lokomotivfører der kører toget, ikke en togfører. Desuden hedder det et førerrum, ikke en førerkupé.


26. maj 2011 kl 15:58

Emil Hansen

sv: Altså...

Jo jo, selvfølgelig har vi et sprog, og bør bruge det korrekt - men du vidste jo hvad der var tale om ;)

Desuden opstår nye ord i folket mund, så på lang sigt kan det jo være lige så korrekt :)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.