Vælter jorden, når polerne smelter?
Spørg Scientariet
Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!".
Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.
Læs mere om
Dokumentation
Per Egholm frygter at den smeltende is ved polerne kan forskyde jordens vægtbalance:
"Vil afsmeltningen af isen på Grønland og Antarktis, som jo er et muligt scenarie, have nogen indflydelse på jordens vægtbalance?"
Jens Morten Hansen, statsgeolog og adj. professor hos GEUS, svarer:
"Jordens skorpe kan sammenlignes med en sej skal, der kan deformeres af små ændringer i tyngdefeltet (isostasi). Tilsvarende er havniveauet påvirkeligt af Jordens tyngdefelt, men i modsætning til lithosfæren kan oceanerne strømme i det vandrette plan.
Når en iskappe vokser, vil det isostatisk set påvirke tyngdefeltet og havniveauet på disse måder:
1) Det polområde, hvor isen vokser, vil blive tungere, og lithosfæren vil synke indad i en noget større region end selve iskappen. Derved vil vanddybden stige omkring iskappen.
2) I isens nærområde vil massetiltrækningen fra den ophobede is tiltrække yderligere vandmasser og yderligere øge havniveauet omkring den voksende iskappe.
3) På grund af isophobningen vil tyngdefeltet blive kraftigere på den modsatte side af Jorden, og havniveauet vil falde på denne side af Jorden, mens det altså vil stige omkring den voksende iskappe. Sker der en afsmeltning af en iskappe vil effekterne være de modsatte.
Ud over disse isostatiske ændringer vil der naturligvis ske globale (eustatiske) ændringer af havniveauet alt efter hvor meget vand, der er ophobet som is. Derudover er havniveauet stærkt påvirket af oceanernes temperatur (termisk udvidelse).
Sammen med to andre forskere (Troels Aagaard og Merete Binderup) har jeg for nylig påvist disse effekter af ændringer i tyngdefeltet (se figuren nederst):
Under den Lille Istids periode med lav vandstand (1250 til 1750) sank havniveauet ca. 45 cm på den nordlige halvkugle som følge af vækst af den antarktiske iskappe. Havniveauet begyndte at stige igen ca. 100 år før den atmosfæriske temperatur begyndte at stige på den nordlige halvkugle.
Efter Lille Istid har der i den nordatlantiske region været 4 oscillationer på havniveauet på 4 til 10 cm med toppe omkring 1790, 1860, 1930-50 og nu, altså med ca. 70 års mellemrum. Disse relativt små oscillationer skyldes vejr- og vindændringer på den nordlige halvkugle, hvorimod de store og langvarige ændringer omkring Lille Istid især skyldes ændringer i tyngdefeltet pga. af isopbygning på den modsatte halvkugle.
Den (?)alarmerende havstigning efter 1993 er lige så hastig som ved Lille Istids ophør, men vi ved ikke om den bliver lige så langvarig."
Havniveauet i Østlige Nordsø til centrale Østersø baseret på Læsøs mange gamle strandlinjer (1150 til nu) og 29 stationer for vandstandsmålinger (1860 til nu) i området mellem Stavanger, Stockholm, Swinoujscie og Cuxhaven.
Den almindelige eller ’residuale’ havstigning er overordnet præget af, at oceanernes dybe og langt største vandmasser endnu er præget af de lave temperaturer under sidste istid, der sluttede for 12-15.000 år siden. Den stærkt forsinkede opvarmning af disse vandmasser giver en residual havstigning på 1.6 mm/år omkring 1250 og 0.6mm/år i nutiden.
Kompenserer man herfor, vil de relative ændringer af havniveaufald blive større og de relative ændringer af havniveaustigninger blive mindre. Den store oscillation under Lille Istid er primært forårsaget af ændringer i den antarktiske iskappe og de ændringer dette har præget Jorden tyngdefelt med (1250-1750). Fra Hansen, Aagaard & Binderup, i trykken (Boreas).
Live-tv: Dragon-kapsel koblet til International Rumstation
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
