Kraftigste solstorm i fire år rammer Jorden i dag
En storm af ladede partikler fra en 100.000 kilometer bred eksplosion på Solen bombarderer Jorden med ladede partikler. Det har allerede forstyrret kortbølgekommunikation i Kina, og kun skyerne spolerer udsigten til nordlys herhjemme.
Billedet af soludbruddet (det kraftigt lysende område på den sydlige del af Solen) strammer fra rumsonden Solar Dynamics Observatory. (Foto: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Nasa har med sin rumsonde Solar Dynamics Observatory målt de kraftigste eksplosioner på Solen i fire år.
Ifølge Nasa kom udbruddet fra solplet nummer 1158 natten til tirsdag dansk tid. Den ligger på Solens sydlige halvkugle, der ifølge nyhedsbureauet AFP længe har haltet efter den nordlige, når det gælder antallet af soludbrud.
Udbruddet tirsdag dækkede et område på knap 100.000 kilometer i bredden. I synligt lys så blot, at pletten lyste op, men på vores stjerne var temperaturen oppe på 19 millioner grader, da kaskader af ladede partikler blev slynget ud i verdensrummet. De rejser mod jorden med 900 kilometer i sekundet.
Udbruddet blev målt til at være i X-klassen, den kraftigste klasse af soludbrud. Den kommer efter en usædvanlig lang periode med relativt stilhed på stjernen.
Ifølge Phil Chamberlin, der er videnskabelige vicedirektør for Solar Dynamics Observatory, har forskellige »clues« fået Nasa til at forvente, at der kunne komme kraftige soludbrud.
»Men vi blev overraskede, da det viste sig at være et X-klasse-udbrud,« siger han til space.com.
Ifølge Nasa og meteorologiske organisationer verden over rammer partiklerne atmosfæren – og satellitterne over den – i dag og i morgen.
DMI rapporterer således, at der havde været gode chancer for at se nordlys i Danmark i dag og i morgen, når partiklerne rammer os, hvis ikke det havde været for skydækket, der har lagt sin kolde hånd over landet.
Solstorme giver altid frygt for, at følsomt udstyr tager skade af regnen af ladede partikler. Det gælder først og fremmest kommunikationsudstyr, men der er også eksempler på, at det har givet strømudfald i store områder.
Denne gang melder de kinesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP, at »pludselige forstyrrelser i ionosfæren« har blokeret kortbølgeradioer i den sydlige del af landet. Kineserne advarer om, at der er stor sandsynlighed for store soludbrud i de næste tre dage, skriver AFP.
Det seneste soludbrud i X-klassen fandt sted 5. december 2006. Det var tale om en X9-eksplosion, som ifølge discovery.com er otte gange kraftigere end tirsdagens X2-udbrud.
Rumsonden Solar Dynamics Observatory blev opsendt sidste år, og uden den havde de detaljerede observationer af udbruddet ifølge Nasa været umulige.






