Jysk strømtyv fældet af intelligent elmåler
For første gang fælder en intelligent elmåler en strømtyv. Horsens Byret har nu fældet dom over en jysk strømtyv, der forsøgte at snyde sig til gratis strøm i weekenderne.
Læs også
Læs mere om
Langfingrede personer med forkærlighed for andres strøm skal tænke sig godt om, før de næste gang kobler elmåleren fra og bruger gratis strøm.
I takt med at elselskabernes kunder får installeret intelligente målere, afsætter strømtyvene nemlig spor, der kan fælde dem.
I sidste uge faldt der dom ved Horsens Byret over en af EnergiMidts kunder, der blev dømt til at betale dels det estimerede forbrug, dels elselskabets omkostninger til teknikerbesøg på adressen, hvor den ødelagte plombering blev afsløret, fotograferet og erstattet med en ny, samt den tid energiselskabets personale har brugt til sagsbehandlingen.
Sidste forår konstaterede EnergiMidt, at kommunikationen til kundens fjernaflæste måler var blevet uregelmæssig.
»Eftersom vi løbende indhenter forbrugsdata, kunne vi se, at der var udfald i kommunikationen til den fjernaflæste måler,« fortæller gruppeleder Jørgen B. Madsen fra EnergiMidt.
Derfor sendte Jørgen B. Madsen en tekniker ud på adressen, hvor teknikeren straks så, at målerens plombering var brudt.
Måler frakoblet i ti weekender
Da EnergiMidt undersøgte målerens fjernaflæste data nærmere, viste det sig, at kunden i ti weekender i løbet af foråret og sommeren havde frakoblet måleren fra fredag eftermiddag til søndag aften.
Det var tilstrækkeligt bevismateriale til at anlægge og vinde sagen, der, så vidt EnergiMidt ved, er den første, hvor data fra en intelligent måler er brugt til at påvise, hvornår en måler er koblet fra og til - samt til eksakt at estimere det skyldige forbrug ud fra, hvor meget strøm kunden plejer at bruge i weekender, hvor han ikke har koblet måleren fra.






