/transport

DSB's IC4-tog dukker op i Libyen

Et dansk IC4-tog er blevet spottet i Libyen. Men hvad laver det i det afrikanske land? Det vidste DSB ikke. Faktisk vidste de ikke engang, at det var der.

Af Freja Czajkowski, tirsdag 15. feb 2011 kl. 06:33

Et billede af et IC4-tog med arabiske bogstaver. Det undrede en af ing.dk's læsere sig over og sendte billedet og den tilhørende artikel til redaktionen.

For når det italienske firma Ansaldobreda i forvejen har haft svært ved levere tog til Danmark, hvad laver et IC4 tog så i Libyen?

Og det er et rigtig godt spørgsmål. Et spørgsmål som selv DSB ikke kunne svare på.

»Det er en and,« lød den første forklaring.

Billedet blev bragt sammen med en artikel i International Railway Journal om en jernbane, der skal forbinde Tunesien og Egypten. I billedteksten blev toget præsenteret som et dansk IC4-tog.

DSB havde set en lignende artikel for tre måneder siden og afviste i begyndelsen, at det skulle være sandt. For billedet, mente de, var manipuleret. Men da artiklen, som ing.dk havde fået fat på, var fra januar i år, måtte DSB undersøge det nærmere.

Og det er ganske rigtigt et dansk IC4-tog, der er endt i det afrikanske land. Det er bare ikke noget, DSB har været informeret om. Spørgsmålet er så, hvad det overhovedet laver i Libyen.

»Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er det et udstillingstog. Og hvorfor det står dernede som et udstillingstog har nok noget at gøre med, at man overvejer at bygge en længere bane dernede. Men jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det er et udstillingstog,« siger chef for DSB's IC4-projekt, Torben Kronstam.

I artiklen fra International Railway Journal står der, at en fem kilometer lang bane er allerede blevet bygget og er i gang med at blive prøvekørt. Det er så dét, det danske IC4-tog bliver brugt til.

Men er det ikke noget, som I skal have at vide?

»Vi har jo en leveranceplan, og vi interesserer os for, at når toget skal leveres, så er det der. Det her togsæt er ikke et togsæt, som vi har fået leveret endnu. Det er tilsyneladende et togsæt, som vi får på et senere tidspunkt i leverancen,« siger han

Så det er et tog, der kommer til Danmark på et senere tidspunkt?

»Sandsynligvis ja. Og når jeg siger sandsynligvis, er det fordi, jeg ikke ved, om de vil levere et togsæt mere og smide til Danmark og så beholde det togsæt dernede. Det ved jeg ikke. Men så længe toget er under produktion, er det jo Ansaldobredas ejendom,« siger Torben Kronstam.

DSB får lige nu leveret omkring tre togsæt om måneden, og den aftale skal Ansaldobreda overholde ifølge en aftale, der blev indgået i maj 2009

»Jeg tror, Ansaldobreda har rigeligt i at levere til os. Så jeg tror, det er en gimmick. Nu vil man bygge en jernbane i Libyen, og så kunne det være rart med et moderne tog til at stille oven på skinnerne, så kunderne kan se, hvad det her eventuelt kan føre til,« siger han.

Undersøger I videre, hvad der sker, eller er sagen lukket for jer?


»Vi mener ikke, at der er hverken noget farligt eller underligt i det her. De er ved at producere nogle tog til os, og alle de togsæt, der indgår i leverancen, har vi holdt øje med, siden vi indgik vores aftale med dem i maj 2009. Der er ikke nogen af dem, der er forsvundet.«

Men du siger jo, at det er et tog, som I skal have leveret?

»Ja, men de skal jo levere det sidste togsæt til os i tredje kvartal af 2012, og der er trods alt et stykke vej endnu.«



15. feb 2011 kl 09:00

Niels Hansen

Libyen vs. Danmark.

Skal det så forstås, at Libyens fremtidige togstrækninger skal besættes med IC4 tog? Så at Danmarks rullende "fremtid" er på højde med Libyens?

Misforstå mig ikke - Libyen er skam et meget relevant land at sammenligne Danmark med :)


15. feb 2011 kl 09:06

avatar

Torben Bauer

Link til artiklen

Rart at man måske kan få afsat vores dyrt indkøbte IC4 tog til Nordafrika!
Måske DSB skulle overveje dette og så få købt noget togmateriel som findes som hyldevarer.

http://www.nxtbook.com/nxtbook...#/14


15. feb 2011 kl 09:09

Peter Hansen

IC4 - moderne tog?

Citat: "og så kunne det være rart med et moderne tog til at stille oven på skinnerne".

Hvorfor står der så et IC4 tog og ikke et moderne tog?


15. feb 2011 kl 09:55

Bjarke Mønnike

Vi har fortilfælde i....

.......Nordafrika. I 1972 aftog Egypten med Nasser vore sporvogne. Og nu er der revolter dernede.

Mon man kunne løse vort togproblem med at Libyen får vore IC4 tog og vi derved kunne blive af med Ghadaffi, ved at utilfredsheden ville vokse til Egyptiske højder :o)


15. feb 2011 kl 10:51

Kim Frank Jørgensen

Økonomi

Hvor mange penge har DSB postet i udviklingen af det tog?

Og kan leverandøren så bare begynde at sælge det til en anden kunde når en kunde allerede har betalt for at få udviklet specifikt til sig selv?

Og hvad med alle de forsinkelser som leverandøren allerede har været skyld i og tidsplaner som er blevet forskubbet på grund af deres problemer/nøl?


15. feb 2011 kl 10:58

Allan Rostik

Skal vi så have leveret et brugt tog?

Vi skal vel i det mindste have rabat fordi det er en udstillingsmodel.


15. feb 2011 kl 11:00

Allan Birch

Libyen har v bare betalt mere til chefen

Italienerne er jo ikke kendt for ærlig forretninger, så man kan vel formode at Libyen (eller deres "kære" leder) bare har gjort som altid - "udvekslet" penge ?
Altså, dette er bare en formodning...


15. feb 2011 kl 12:24

Top Secred

ET Gammelt Rygte i DSB

JA dette tog hedder så 5609 som Rygtet siger blandt de Ansatte i DSB der har med IC4 at gøre har Ansaldo Breda Lånt Gadaffi et tog som han så har sat hvide læddersæder i, De Ansatte hos DSB joker med at det kan blive det nye Dronninge tog hvis det kommer til DK, rygtet siger også at DSB godt kender til dette...


15. feb 2011 kl 12:32

avatar

Flemming Sørensen

Det Sker Bare (DSB)

Torben Kronstam er tydeligvis ilde berørt over afsløringen og sikkert rasende på Ansaldobreda. Er vi andre overraskede? Gaddafi, Berlusconi ...


15. feb 2011 kl 12:35

Top Secred

Re: Link til artiklen

Nu ligger det sådan at der ikke findes en tog leverandør der har tog som hyldevare.. og allerede nu er DSB vidst ved at kigge efter Andre tog som i fremtiden skal erstatte andet matriel.. og det bliver vidst elektriske tog..


15. feb 2011 kl 12:41

Morten Ringgaard

Leverandør styring

DSB og deres evne til at styre deres leverandør må siges at fejle gang på gang. Det er da rystende.

Citat: "Vi har jo en leveranceplan, og vi interesserer os for, at når toget skal leveres, så er det der."

Ja det har vi jo set tidligere. Togsæt forsinket i uendelige tider, og uden konsekvenser for leverandøren.

Efter jeg for nyligt var så ”heldig” at komme på et IC4 tog fra København til Århus, må jeg sige at kvaliteten af de tog står langt tilbage i forhold til IC3.
På det meste af turen sad jeg med en kvalmende lugt af forbrændt diesel olie. Når den lugt så gik væk, ja så var det bremserne der lugtede fælt. Derudover var der store resonanser i hele toget, som gav en voldsom hovedpine. Indretningen i toget hvor der hverken er borde eller andre bekvemligheder gjorde ikke turen bedre.

Det er den værste togtur jeg nogensinde har været på, og jeg kan ikke beskrive hvor elendig jeg finder DSB's valg af togsæt og valg af leverandør, og efterfølgende styring af projektet.
Det er simpelthen bare ikke godt nok.


15. feb 2011 kl 12:56

avatar

Torben Bauer

Re: Link til artiklen

#Top Secret#:
Db har formået at købe / udvikle ganske udmærkede togsæt og til dieseldrift. Togsæt til EL-drift kommer ikke indenfor de næste 5-10 år herhjemme, så alle hovedstrækninger er dækkede.
Og også til EL-drift findes "hyldevarer" som en masse andre lande i EU benytter.


15. feb 2011 kl 13:28

Jens Christensen

Så forstår jeg... ;o)

Det her togsæt er ikke et togsæt, som vi har fået leveret endnu. Det er tilsyneladende et togsæt, som vi får på et senere tidspunkt i leverancen,« siger han

Det er den slags klarsyn, der vil sikre os et naturligt forspring i generationer :o)


15. feb 2011 kl 13:30

Henrik Rathje

DSB's store chance..

Skynd jer at sælg alle IC4 tog til Libyen, så længe de stadig tror det er moderne.


15. feb 2011 kl 15:33

Michael Møllegaard

Torben Kronstam

Viser endnu engang hvor inkompetent han i virkeligheden er.


15. feb 2011 kl 18:41

Kim Merrild

gnist i øjet.

De stjæler skuda også med arme og ben :P :P .P


15. feb 2011 kl 19:01

Baldur Norddahl

Fremsynet

Tænk DSB er for en gangs skyld på forkant. Hvorfor sejle togene til Danmark først? Det sparer både penge og miljø at sejle dem direkte til Afrika, hvortil vi sender så meget andet aflagt skrammel.

Det er måske ikke så moralsk at sende affald til ulande, men lad os se igennem det denne gang.


15. feb 2011 kl 19:50

Søren Nielsen

Re: DSB's store chance..

Skynd jer at sælg alle IC4 tog til Libyen, så længe de stadig tror det er moderne.

Hvis de kan køre så lagt :-)


16. feb 2011 kl 00:12

Steen Thomassen

Re: Link til artiklen

#Top Secret#:
Db har formået at købe / udvikle ganske udmærkede togsæt og til dieseldrift. Togsæt til EL-drift kommer ikke indenfor de næste 5-10 år herhjemme, så alle hovedstrækninger er dækkede.
benytter.

Torben - nævnt lige hvad DB har på hyllerne som kan bruges som er hurtige nok og har en ordenlig drifs- og anskaffelsesøkonomi. 605 - ICE TD -er meget dyr i drift og anskaffelse. Samtidig var de ved bestilling af IC4 en skandalesag. Det er kun fordi diesel til tog i Danmark er afgiftsfri, at der er økonomi at holde dem i drift. Reelt er det kun England som har ordenlige dieseltogsæt i drift, der kan køre 200 km/h.


16. feb 2011 kl 13:11

Michael Boserup

Sand, Kameler og skiftespor


Tak for kaffe, så bliver næste undskyldninger nok noget i retning af, at der er kommet sand i maskineriet !! Men hvis man er dygtig nok, og bruger kontakterne kan man måske få byttet dem lige over med kameler.

Dem rejser man faktisk fint på, og deres lange ben gør at de kan klare en snedrive og har ikke problemer med skiftespor. De er vandt til at deres spor skifter, ved hvert skridt de tager !!! i regn, sne, sol eller i... tåge !!

Eneste trade off er at de lugter anderledes end af, forbrændt diesel olie og fæle bremser :-)


16. feb 2011 kl 15:42

John Vedsegaard

Brugte tog?

IC4 er altså brugte tog, her gik jeg og troede der var tale om nye tog, sådan er det åbenbart ikke.


18. feb 2011 kl 12:39

Flemming Pedersen

Dieseltog er en sjaelden vare nu om dage

Et dieseltog er vel en sjaelden vare nu om dage hvor alle har elektriske tog, undtagen altsaa Danmark og nogle beduinstater i Nordafrika. Det er vel ogsaa paa tide at vi ser i oejnene, at Danmark er et teknisk set lidt tilbagestaaende land, sammenlignet med resten af Europa.


18. feb 2011 kl 18:07

Preben Rose

Opmuntrende

Men er det ikke opmuntrende, at de (IC4) trods alt dukker op et eller andet sted?


28. apr 2011 kl 13:45

Bo Wellejus Simmons

Re: Vi har fortilfælde i....

.......Nordafrika. I 1972 aftog Egypten med Nasser vore sporvogne. Og nu er der revolter dernede.



Mon man kunne løse vort togproblem med at Libyen får vore IC4 tog og vi derved kunne blive af med Ghadaffi, ved at utilfredsheden ville vokse til Egyptiske højder :o)

Nu har vi en forklaring på hvorfor toget stod der.. Det var simpelthen planer fra højeste sted i NATO om at starte oprøret, ved at placere netop dette IC4 tog foran næsen på Ghadaffi. Planen var at dette uværgeligt ville udløse befolkningens raseri mod dikatatoren, med det resultat at vi havde en undskyldning for at få afløb for trangen til at smide bomber fra vores F16'ere i tilfældige ørkenlande.

Og dermed kan man konkludere at DSB indirekte har, som så mange gange før, startet noget som kommer til at koste danske skatteydere (og mange andre) rigtig mange penge. (:

(Med spøg til side, mener jeg at vi gør det rigtige, uanset om DSB var indblandet eller ej) (:


28. apr 2011 kl 17:46

avatar

Niels Terp

Re: Det Sker Bare (DSB)


Torben Kronstam er tydeligvis ilde berørt over afsløringen og sikkert rasende på Ansaldobreda. Er vi andre overraskede? Gaddafi, Berlusconi ...

Mit gæt er at D'herrer er uskyldige denne gang. I stedet tror jeg at det er Villy Søvndal der er ved at forberede dansk transport til danske landtropper. Den arabiske tekst er bare camuflage. :-)

Niels


28. apr 2011 kl 18:17

Anders Jakobsen

Re: Det Sker Bare (DSB)


Torben Kronstam er tydeligvis ilde berørt over afsløringen og sikkert rasende på Ansaldobreda. Er vi andre overraskede? Gaddafi, Berlusconi ...

Mit gæt er at D'herrer er uskyldige denne gang. I stedet tror jeg at det er Villy Søvndal der er ved at forberede dansk transport til danske landtropper. Den arabiske tekst er bare camuflage. :-)

Niels

Godt nok er den nuværende udenrigsminister storslem, men jeg tvivler dog godt nok på at de involverede embedsmænd og værn er gået så langt at de nu er begyndt at modtage ordre fra den næste.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.