Gejsten for a-kraft blev genoplivet for en aften hos Cowi
Klistermærkerne med den glade røde sol, der siger nej tak til atomkraft, var smidt ud af lokalet, da en talsmand fra den franske forskning i atomkraft og en dansk professor lovpriste den radioaktive energiform under et foredrag hos Cowi.
Claude Sainte Cathrine og professor Poul Ølgaard svarede på spørgsmål fra salen og trods begejstringen for atomkraft, så indrømmede franskmanden, at atomkraft ikke var helt CO2-neutralt, hvis man medregner omkostningerne ved at udvinde brændstoffet til værkerne. (Foto: Nikolaj Henum)
Læs også
-
Tjernobyl mangler over fem milliarder kroner til ny sarkofag
-
Elselskab blæser på milliardoverskridelser – vil bygge mere a-kraft
Læs mere om
Efter årevis med politisk tavshed omkring a-kraft fik gejsten over den fremadstormende teknologi frit spil hos Cowi torsdag aften.
Ingen fedtede gule klistermærker med ”Atomkraft? Nej tak” og ingen skrækscenarier som Tree Mile Island eller Tjernobyl. Derimod blev de omkring 50 tilhørere mødt af meterhøje plakater med slogan som ”Hvad kommer til at stige mest, vandstanden eller energipriserne?”.
På talerstolen var Claude Sainte Cathrine, der er repræsentant for det statsejede franske tekniske forskningsinstitut CEA og professor Poul Ølgaard, der var med da den første studiegruppe på Niels Bohr Instituttet arbejdede på at indføre af a-kraft i Danmark.
Og budskabet var krystalklart. Danmarks beslutning om at droppe atomkraft var hul i hovedet, og det kan kun gå for langsomt med at få bygget et atomkraftværk på dansk jord. Omkostningerne er langt mindre, end for andre energiformer, og nu bliver det Sverige og Finland, der høster gevinsterne af at satse på atomkraft i Norden.
Claude Sainte Cathrine fremhævede især Finlands ambitioner for a-kraft som meget bemærkelsesværdige.
I 2003 bestilte Finland en helt ny slags reaktor kaldet EPR (European Pressurized Reactor) på et tidspunkt, hvor der ikke havde været bygget et nyt atomkraftværk i Vesteuropa i cirka 20 år. Og trods en forsinkelse på fire år og en ekstraomkostning på 11 milliarder kroner, så har finnerne bestilt endnu to reaktorer og ender med fire, der formentlig alle vil være teknologisk forskellige.
»Enhver med interesse i atomkraft burde tage til Olkiluoto for at se arbejdet. Det sted repræsenterer størstedelen af den teknologi, der findes på området,« fortalte Claude Sainte Cathrine, der er overbevist om, at Finnerne har satset rigtigt, mens Danmarks udfordring vokser for hver dag vi ignorere atomkraft.
Og at dømme ud fra reaktioner i salen var der overvejende enighed omkring det synspunkt.
Og hvad så med affaldet?
Men hvad med affaldsproblemet for lande som Finland, Frankrig og Sverige?
Overdrevet problem, lyder svaret fra den franske a-krafttilhænger.
Ifølge Claude Sainte Cathrine er det nemlig en skrøne, at den teknologiske udfordring og økonomiske byrde med at skaffe sig af med affaldet gør atomkraft til en farlig og dårlig forretning.
»Affaldsproblemet er blevet overdrevet. I Frankrig opbevarer vi vores affald i bassiner på størrelse med swimmingpools, ligesom man også gør i Sverige. Det kan vi sådan set blive ved med at gøre i tusindvis af år endnu. Men planen er, at Frankrig finder en permanent affaldsløsning inden for 20-50 år,« sagde han.
Han oplyste, at Sverige opbevarer alt atomaffald i bassiner, der ikke er større end tre almindelige swimmingpools.
En fremtid uden behov for et lager til atomaffald?
Men måske er der slet ikke brug for permanente opbevaringsanlæg for affaldet. I hvert fald er Claude Sainte Cathrine optimistisk, når det gælder fremtiden for genanvendelse af affaldet.
»Med ny viden og nye reaktorer er det sandsynligt, at vi kan genbruge affaldet og bringe radioaktiviteten så langt ned, at vi slet ikke får brug for langtidsopbevaring af affaldet. Vi er allerede i gang med at skille plutonium fra Uran og reducere giftigheden væsentligt,« sagde han.
Pengene til at håndtere affaldet er peanuts
Ifølge Claude Sainte Cathrine har svenskerne fat i den lange ende, når det gælder affaldsproblemet, mener franskmanden. Deres planer om at opbevare affaldet i kobberbeholdere en halv kilometer nede i grundfjeldet bliver fulgt med stor interesse i Frankrig.
Selv arbejder franskmændene også på at smide affaldet en halv kilometer ned under jorden - i lerjord - men landet har ikke taget beslutning om en permanent løsning.
Under alle omstændigheder vil udfordringen med at skaffe sig af med affladet dog ikke få den store betydning for, om a-kraft er konkurrencedygtig med andre energiformer. Tal fra CEA viser, at selv hvis affaldshåndteringen medregnes, så er a-kraft langt billigere end både olie, kul og vindkraft.
»Omkostningerne ved a-kraft består næsten udelukkende i opførelsen af værket og udvindingen af brændstoffet. Affaldsproblemet er en minimal omkostning i det regnestykke. Det koster ikke alverden at bore huller i fjeldene og slet ikke at vedligeholde et affaldsdepot,« sagde Claude Sainte Cathrine.
A-kraftprofessor: Vi vil få a-kraft i Danmark
Men hvad så med Danmark. Vil vi nogensinde følge i kølvandet på Frankrig, Sverige og Finland?
»Ja selv de danske politikere vil med tiden vælge at indføre a-kraft, selvom de i dag er totalt uvillige til at diskutere a-kraft og intet ved om det,« mener professor Poul Ølgaard.
I dag bruger vi danskere alligevel strøm produceret fra a-kraftværker i Sverige, og når energikrisen for alvor begynder at kradse vil vi stile efter Frankrig, hvor 77 procent af energiproduktionen kommer fra atomkraft, lød budskabet.
Foredraget hos Cowi var arrangeret af den danske afdeling af den franske ingeniørforening CNISF.
