Ny smerteforskning: Det gør mindre ondt, hvis du ser lægen stikke
Kigger du væk, når lægen stikker dig, gør det kun smerten værre. Ny britisk forskning viser, at smerte bliver mindre, når man kan se, der hvor det gør ondt.
Læs mere om
Dokumentation
Mange lukker øjnene, når lægen kommer med sprøjten til den årlige influenzavaccination. Men det er en dårlig idé. Et nyt britisk studium har nemlig vist, at smerte føles værre, når man kigger væk, end hvis man ser på det sted, hvor det gør ondt.
Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Psychological Science, det skriver BBC.
Undersøgelsen blev udført med hjælp fra atten frivillige. Et instrument med et varmelegeme blev holdt tæt ind imod forsøgspersonens hånd, hvorefter forskeren gradvist skruede op for varmen. Så snart forsøgspersonen gav udtryk for smerte, blev varmelegemet fjernet, og den opnåede temperatur noteret.
Forsøget viste en tydelig sammenhæng mellem de visuelle indtryk, som forsøgspersonerne fik, og deres oplevelse af smerten. Kiggede forsøgspersonerne væk, oplevede de smerten som voldsommere, end hvis de kiggede direkte på hånden, mens forsøget stod på.
Mindre smerte ved forstørrelser
Eksperimenterne viste - måske mere overraskende - også, at smerten føles mindre slem, hvis man ved hjælp af et forstørrende spejl får den udsatte legemsdel til at se større ud, end den er. Forsøgspersonerne kunne således udholde fem grader højere varme, før de sagde »av«, når de kiggede på en forstørret udgave af deres hænder i et spejl.
De nye opdagelse kan ikke bare bruges til gode råd til folk, der skal til lægen, men forskerne mener, at opdagelserne kan bane vejen for nye behandlingsformer og smertestillende midler.
»Vi ved en hel del om, hvordan nervebanerne bærer signaler om smerte fra kroppen til hjernen, men vi ved ikke ret meget om, hvordan hjernen behandler signalerne,« siger professor Patrick Haggard til BBC.
Selvom forsøget viste en klar tendens, så er der imidlertid behov for flere uafhængige forsøg, der kan bekræfte resultaterne. Det vil også være nødvendigt, at stikke flere testpersoner med nåle, idet 18 personer ikke er nok til at dokumenterer, at der er en sammenhæng imellem smerte og synsindtryk.
Professor Patrick Haggard siger dog også til BBC, at han håber andre forskere også vil tage teten og forske yderligere i området.






