Claus Felby:
Der savnes i den grad respekt for viden og hårdt arbejde med at indsamle, fortolke og formidle denne. Almindelig fornuft ville være et godt skridt på vejen.
Som jeg tidligere skrev, så bevirker min erfaring, at jeg må være enig med dig i første sætning.
Når man som forsker og udvikler kommer til en sådan konklussion, er det i sig selv uden værdi, hvis det ikke tjener som grundlag for handling.
Spørgsmålet må derfor være:
"Hvad skal man gøre ved det"?
Nu behøves man ikke at kende det svar, før man drager ovennævnte konklussion, men da må man stille sprøgsmålet:
"Hvad er årsagen"?
Din næste sætning er en selvfølge:
Konklussioner der først drages efter flest muligt indhentet viden, må være en god definition på "almindelig fornuft". - Men det er jo heller ikke noget svar på hverken det første eller det andet spørgsmål.
Jeg har siden 1994 været gift med en kvinde, der bogstaveligt talt er født i stenalderen i det vejløse område i det vestlige Rwanda som barn af analfabetiske subsistensbønder.
Efter en praktisk teknisk udannelse i Danmark og en efterfølgende akademisk, flyttede jeg til Norge og praktiserede mit "barndomsfag", landbrug, i et indlandsområde her i Norge, hvor "viden" - som i de fleste bjergbondemiljøer i "kulturens udkant" næsten er det samme som tradition.
Alligevel er det min klare opfattelse, at både min kone og mine norske "uuddannede" naboer har større respekt for viden og uddannelse end de fleste af mine højt uddannede venner. - Hvorfor?
Måske lider begge parter af det samme misforståede ønske:
Min kones enorme respekt for viden er helt åbenbart en opfattelse af, at den kan - og skal - levere den rigdom og et liv uden risiko, som (tilsyneladende) findes i den "uddannede" verden. Dette i tillæg til et meget dybt ønske om at finde den "sandhed" om vort liv som mennesker, som vi har taget fra hende ved at modbevise sandhederne om skabelsesmyterne og guds eksistens og almagt.
Mange af mine højt udannede venner har samme forventninger til uddannelse, som min kone, men de er kommet længere i sin erkendelse af, at de ikke får tilfredstillet forventningerne
Frustration er oftest skuffede forventninger. Fejlen, der er årsag til frustrationen, er forventningerne, idet man selv helt har magt over dem, mens resultaterne har man åbenbart ikke kunnet gøre noget med.
Det er min erfaring, at både min kone og mine højt uddannede venner har vanskeligt ved at justere sine forventninger til vidensamfundet.
Min kone lider derfor af det sortsyn, der kaldes "kulturchock", mens mine uddannede venner har en tendens til at skylde på "de andre" - altså både andre uddannede grupper og enkeltpersoner, de "uvidende" politikere eller "almuens uvidenhed".
Jeg er fuldstændigt overbevist om, at viden har mangedoblet vor velfærd på kort tid og at det er den eneste vej til at undgå, at nød og strid vender tilbage som styrende kræfter i vor tilværelse.
- Dog tror jeg, vi har for store forventninger, og at dette gør, at vi står i fare for at vi nedgøre andres meninger i en sådan grad, at det fjerner troen på viden som vort vigtigste redskab.
Så hvad skal din konklussion føre til Claus Felby?
Mvh Peder Wirstad
1
