Flådestyring skal sætte en stopper for halvtomme lastbiler i DSV
Verdens femtestørste transportvirksomhed, danske DSV, har erkendt, at effektiviseringer via ITS-teknologi er blevet det vigtigste middel til at udnytte selskabets 18.000 lastbiler langt bedre og hæve indtjeningen.
DSV's new transport logistics terminal. The international operator is represented by the outsourcing firm DSV Transport. (Foto: Igor Zarembo)
DSV indfører Capacity Management
Udrulningsplan for it-system: Pilotprojekt startede op i medio januar med inddragelse af fem-syv personer på DSV's kontorer rundt omkring i Europa. Efterfølgende skal portalen udrulles til alle brugere. DSV forventer cirka 1.500 daglige logins på webportalen.
Udrulningsplan for GPS-udstyr: Virksomheden har ikke endeligt besluttet at investere i GPS-udstyr på samtlige 6.300 trailere, som virksomheden ejer selv. Dette vil dog formentlig ske i løbet af 2011.
Pris: Der er endnu ikke klarhed over prisen for at investere GPS-udstyr på 6.300 trailere.
Eksterne vognmænd: Alle vognmænd, som DSV efterfølgende hyrer til transportopgaver på fast kontrakt skal herefter råde over GPS-udstyr på sine lastbiler og/eller trailere. DSV vil forsøge at hjælpe de eksterne vognmænd med GPS-udstyr i bilerne.
Læs også
-
1.000 biler spækket med elektronik tester fremtidens vej-sikkerhed
Læs mere om
Speditionsbranchen er langsomt begyndt at få øjnene op for intelligente trafiksystemer som et nødvendigt middel til at forbedre effektiviteten og hæve indtjeningen.
Danske DSV, der er verdens femtestørste speditionsvirksomhed, forsøger nu at sætte gang i udviklingen og har etableret en afdeling, som blandt andet har til formål at hente nye teknologier til speditionssbranchen. De teknologier, som først kom til luftfarten og siden hen rederibranchen, skal nu hjælpe DSV med at få et præcist overblik over sine lastbiler.
Kravene til de it-systemer, der skal understøtte planlægningen i speditionsbranchen, er dog anderledes komplekse end de systemer, der styrer skibe og fly. På en typisk arbejdsdag har DSV 16-18.000 lastbiler i drift på det europæiske vejnet.
»Vores problem er, at ingen i virksomheden har et samlet overblik over de mange køretøjer. Det har den konsekvens, at vores speditører er milevidt fra at kunne udnytte materiellet så effektivt som muligt,« fortæller Annemarie Brorsen fra DSV.
Med titel som head of business change management har hun ansvaret for at automatisere og optimere arbejdsgangene i DSV Road.
»Vognmandsbranchen har generelt været et meget lavteknologisk miljø. For vognmændene har det handlet om at sende gods fra A til B så hurtigt som muligt. Ny teknologi? Nej tak, det gav bare flere omkostninger og forhøjede fragtraterne,« siger hun.
Annemarie Brorsen giver et eksempel på, hvor stort effektiviseringspotentialet i DSV egentlig er:
»En trafikafdeling på kontoret i Brøndby kan mangle plads på en lastbil til noget gods fra Barcelona, mens en trafikafdeling på kontoret i Malmø samtidig sender en tom eller halvtom lastbil af sted fra samme by. Vi skal opbygge et it-værktøj, som kan hjælpe os til hurtigt at finde den nærmeste lastbil, når vi skal bruge den,« forklarer Annemarie Brorsen.
Hun peger på, at virksomheden hvert år bruger milliarder på eksterne vognmænd, så hvis ny teknologi kan reducere DSV's behov for lastbiler med blot én procent, vil der allerede være tale om meget store gevinster i forhold til den samlede omsætning.
En af de ting, som skal afhjælpe problemet er capacity management-systemet 'PreCom', et it-baseret planlægningsværktøj, der giver alle virksomhedens speditører information om aktive lastbilers position og kapacitet. DSV investerer netop nu i denne it-platform fra svenske PocketMobile, for at det for alvor skal blive muligt for virksomheden at høste de stordriftsfordele, som virksomhedens størrelse berettiger til.
»Alle speditører i virksomheden skal kunne få adgang til information om, hvor de finder den nærmeste lastbil med ledig kapacitet. Men det er ikke det hele. Ud over at hjælpe speditøren med at placere godset på den rigtige lastbil skal det også hjælpe med at sikre, at hver enkelt trailer er ude at køre så meget som overhovedet muligt,« forklarer Annemarie Brorsen.
Hun peger på, at mange trailere i dag holder stille i alt for lang tid mellem to transporter. Det skyldes, at speditørerne er forsigtige med at sende trailerne ud på korte ture af frygt for, at de ikke kommer retur igen, når der er brug for dem.
»Nogle DSV-trailere kunne sagtens køre flere tusinde kilometer mere om året, hvis de var ude at køre hver dag og ikke stod stille flere dage om ugen,« siger Annemarie Brorsen.
Forklaringen ligger i, at de trailere, som ankommer til en destination, for eksempel Holland, i begyndelsen af ugen, alt for ofte bliver placeret ubrugte på terminalen i to eller tre dage. Ingen speditører ønsker i mellemtiden at sende disse trailere ud på kortere transporter, fordi man mangler viden om, hvorvidt de vil kunne nå tilbage til Holland igen til torsdag-fredag. Disse dage er nemlig de store eksportdage i Holland, hvor der er brug for alt disponibelt materiel.
»Capacity management viser speditørerne ledig kapacitet på alle transporter samt oplysninger om transporternes destination, og hvilket tidspunkt alle transporter afgår og ankommer. Det vil betyde, at man kan sende en trailer af sted og samtidig have sikkerhed for, at den er tilbage på destinationen, når der er brug for den,« siger Annemarie Brorsen.
Bare det at sikre, at it-systemerne kan følge hver enkelt trailer, bliver i sig selv en kæmpeopgave. Udgangspunktet for capacity mangement er, at hver enkelt trailer har GPS-udstyr, og sådan er situationen bestemt ikke i dag. DSV har ganske vist GPS-udstyr i 600 af de biler, som kører for den danske forretning, og det it-system, som styrer det, er leveret af Gate House.
Men i betragtning af, at DSV afsender mere end én million forsendelser hver måned, er 600 lastbiler ikke meget. DSV har dog planer om at udstyre de trailere, som selskabet selv råder over, i alt 6.300, med GPS-udstyr. Og så begynder der for alvor at kunne komme gang i de it-baserede planlægningsværktøjer.
Spørger man Annemarie Brorsen, hvorfor speditionsvirksomhederne generelt har været så dårlige til at bruge ny teknologi til at effektivisere driften, forklarer hun det bl.a. med, at lastbiltransporten er spredt ud på et utal at små og mellemstore virksomheder, som hver især ikke har magtet at løfte opgaven med at investere store summer i ny teknologi.
Men der er også andre forklaringer, der hænger sammen med den særlige kultur i vognmandsbranchen. Selv i de store transportvirksomheder er det en del af kulturen, at man arbejder i små uafhængige afdelinger, hvor man passer sine specifikke kunder og sine specifikke køretøjer, som man skal få til at give overskud.
»Men vi oplever nogle gange, at succes for den ene afdeling kommer til at ske på bekostning af den anden afdeling,« siger Annemarie Brorsen.
»På den ene side er det DSV's styrke, at vi har taget den oprindelige dynamiske og entreprenante vognmandskultur med over i en stor, global transportvirksomhed. Nu er udfordringen at beholde denne kultur samtidig med at vi optimerer vores arbejdsgange og øger effektiviteten via vores it-systemer,« konstaterer hun.






