/produktion

Grønlandske rubiner og safirer ser dagens lys

Canadisk mineselskab gør klar til kommerciel minedrift i Sydvestgrønland efter at have investeret syv år og 87 millioner kroner på at finde rubiner og safirer i den grønlandske undergrund.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 01. feb 2011 kl. 07:36

Efter syv års forundersøgelser og en investering på mere end 87 millioner kroner kan det canadiske mineselskab True North Gems nu se frem til at høste gevinsten. Inden længe tager selskabet fat på minedriften i "Det røde Fjeld", Aappaluttoq, i Sydvestgrønland, hvor det indtil videre har udvundet 240 ton stenprøver med rubiner.

Minen skal opføres ved Fiskenæsset, hvor der, ifølge Råstofdirektoratet i Grønland, er fundet betydelige rubinforekomster.

True North Gems har efterforskningskoncession på et 110 km2 stort område ved Aappaluttoq, "Det røde fjeld" i Sydvestgrønland.

Fordele og gener for samfundet
For at sikre, at der ikke bliver udført en masse værdier fra den grønlandske undergrund, uden at Grønland får en andel, kræver Råstofdirektoratet en vurdering af den samfundsnyttige bæredygtighed, inden selskabet kan få en udnyttelsestilladelse.

Umiddelbart vurderer True North Gems, at minedriften vil have få negative, men mange positive effekter på det grønlandske samfund, siger selskabets topchef Nicholas Houghton i en pressemeddelelse:

»Projektet bliver til gavn for alle i Grønland gennem uddannelse og ansættelse, spin-off af mineaktiviteten eller den øgede turisme, som verdensomspændende markedsføring af grønlandske rubiner vil medføre.«

Til at udføre analysen har True North Gems hyret eksperter fra Grontmij Carl Bro, der ikke bare skal arbejde sammen med de grønlandske myndigheder, men også lokalbefolkningen samt fiskere, jægere og kunsthåndværkere.

Lokal arbejdskraft
På forhånd satser True North Gems på at ansætte 40 mand, formentlig koordineret af MT Højgaard, til at anlægge minen, og to hold på hver 25 mand til minedrift samt 6 til sortering af mineralerne i Nuuk. Det er også hensigten at prioritere lokal arbejdskraft.

»Vi undersøger, hvilke job der kan blive tale om, hvilke indtægter det grønlandske samfund kan vente i form af selskabsskat og skat på indtægter, og vi indkredser sårbare grupper, for eksempel børn af kommende minearbejdere, der vil skulle bo i en camp ved minen i en eller to uger ad gangen,« forklarer seniorkonsulent Rikke Carlsen fra Grontmij Carl Bro.

Befolkningens sundhed og beskæftigelse bliver også registreret, så man senere kan vurdere effekten af minedriften, men på forhånd vurderer TNG, at der er få negative, men til gengæld en række positive effektiver.

»Det er ikke bare skatteindtægter og direkte beskæftigelse, men også kompetenceudvikling og udvikling af nye lokale forretningsområder som stensliberi, smykkeproduktion og mindre mineralaktivitet,« siger Rikke Carlsen.

Åbent brud
Parallelt med Carl Bros undersøgelse er Rambøll ved at udarbejde VVM-analysen. Til foråret kommer de i offentlig høring, og så regner True North Gems med at anlægge minen i slutningen af året.

Minen kommer dels til at bestå af et mindre, åbent brud, hvor bjergarten med rubiner og pink safirer bliver udvundet, dels af et oparbejdningsanlæg, hvor stenene bliver udskilt, dels af infrastruktur i form af minelejr, værksted, sprængstof-opbevaring, veje, anløbsbro og kraftværk.

Oparbejdningsanlægget bliver opført nær minen. Der bliver rubin- og pink safir-materialet knust, vasket, screenet og koncentreret uden brug af kemikalier.

Derfra bliver koncentratet transporteret til TNG’s sikrede facilitet i Nuuk i aflåste containere. Der bliver det renset og sorteret efter størrelse, farve og klarhed, opdelt i varepartier, registreret i et computerstyret registreringssystem og solgt.

Lav-intens sprængning
Udvindingen vil for det meste ske med lav-intense sprængningsteknikker. Hovedparten af det bortsprængte indeholder ikke rubiner, men er gråbjerg. For at få adgang til rubinerne og de pink safirer skal gråbjerget fjernes og vandniveauet i søen sænkes med mindst ti meter. Men ifølge Rambøll er der hverken fisk eller andet havliv, der vil tage skade i søen.

Når der ikke er flere sten at udvinde, får søens vandniveau lov at stige op til sit naturlige niveau og oversvømme minen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.