Drænrør: Ministeren skal redegøre for 'grotesk spild af penge'
Per Clausen (EL) og Mette Gjerskov (S) har bedt transportministeren om at redegøre for, hvorfor der skal laves endnu et forsøg med de kontroversielle drænrør, når et treårigt dansk forsøg til otte millioner kroner allerede har konkluderet, at rørene er virkningsløse.
Læs også
-
Kystdirektoratet: Blå plasticrør er vores største sagskompleks
-
»Vi har i Dansk Folkeparti hele tiden troet på, at de drænrør virker«
-
Opfinder af drænrør får en halv million kroner om året for nye forsøg
-
Notat: Opfinder forsøgte at terrorisere professorer ud af forsøg
-
Kontroversiel opfinder får grønt lys til tre års forsøg med drænrør
På trods af gentagne henvendelser, ønsker transportministeren ikke at udtale sig i sagen om Poul Jakobsens drænrør, der ifølge en række eksperter er fuldstændig virkningsløse.
Det har fået Per Clausen (EL) og Mette Gjerskov (S) op af stolen og stillet spørgsmål til ministeren.
Per Clausen kalder det 'et grotesk spild af skatteydernes penge', at der igen skal gennemføres forsøg med Poul Jakobsens drænrør.
Et forsøg til knap otte millioner kroner, der løb mellem 2004 og 2008, konkluderede nemlig, at rørene er ubrugelige som kystbeskyttelse.
Desuden er rørene afprøvet en række steder i Danmark og i udlandet, men uden at det nogensinde er dokumenteret, at de skulle have en effekt – til gengæld er de de fleste steder blevet fjernet igen.
Hos transportministeriet oplyser pressechef Jesper Damm Olsen, at han har set artiklerne, som Ingeniøren har bragt.
»Ministeren ønsker fortsat ikke at kommentere,« lyder svaret stadig.
Her er spørgsmålet, som Per Clausen har stillet til ministeren:
»Ministeren bedes redegøre for, hvad der er den saglige begrundelse for at gennemføre et nyt forsøg med Poul Jakobsens drænrør. Ministeren bedes oplyse, hvad de nye forsøg med Poul Jakobsens drænrør kommer til at koste, hvem der skal betale, og hvem der skal udføre forsøgene.«
Også Mette Gjerskov (S) har stillet spørgsmål til ministeren i sagen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra trafikordfører Henriette Kjær (K).






